Signe Lindkvist: »Den opgave tager jeg meget alvorligt«

Hos Signe Lindkvist må julen gerne vare lige til påske. Gaverne er ikke så afgørende, men det er til gengæld julestadsen, julesangen og at alle gør sig umage for at bidrage til julestemningen.

Signe Lindkvist er podcaster, entertainer og TV-vært. Her er hendes jul. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø

Hvilken juletradition er vigtigst for dig?

»At pynte op. Jeg er et kæmpe julehoved. I min verden begynder julen midt i november og slutter først, når man kan sidde udenfor – også forbi vintergækkerne er piblet op af jorden. Pynten betyder så meget, fordi jeg er opvokset i et skilsmissehjem, hvor det dejlige ved julen var, at det var det tidspunkt på året, hvor det føltes, som om vi var en rigtig familie. Min mor havde børn med flere mænd, og den generation var sygt dårlige til at blive skilt. Det er vi heldigvis bedre til at enes om i dag. Da min mor døde, var det også mig, der arvede kassen med »julestads«. Det var det vigtigste, hun efterlod sig. Ansvaret for julen er en stor arv at løfte, men jeg er den eneste, der har fået børn, så det er naturligt, at jeg fører pynten videre. Den opgave tager jeg meget alvorligt.«

Hvilken tradition hader du mest?

»Jeg hader tvangsmiddage i juledagene med langt ude-familierelationer, som man ikke er interesseret i. Så hellere tre dage i nattøj med rester og Disney-film. Jeg har heldigvis været god til at rydde op i relationerne og bruger ikke for megen tid på masser af mennesker, der ikke er vigtige for mig. Vi skal blive bedre til at optimere det, der giver mening – herunder traditioner. Vi har for eksempel indført herhjemme, at vi hvert år tager ud og køber et nyt stykke julepynt, som hvert familiemedlem vælger. Lige fra teenagernes aubergineemoji, de kan grine ad, til den julekugle, der ligner vores kattekilling. Og så pakker vi dem hvert år ud sammen og mindes, hvad der fra år til år var vigtigt.«

Hvordan vil du bringe dig selv i julestemning i år?

Det handler om selvdisciplin og om at gå forrest. Vi er fem personer i hjemmet. Tre børn og en kæreste, der har været i Zoom-møder siden marts. Og så er det ekstra vigtigt, at jeg går forrest og siger, at nu slukker vi for fjernsyn og slemme nyheder og tager den store fede julehat på, tænder op under bålet i haven og gløggen i gryden, for nu skal det være hyggeligt. Det er mit ansvar at vise vejen og det glade ansigt – vi tuder først og drikker en halv flaske portvin, når børnene sover.«

Hvilken jul mindes du med størst glæde?

»Den bedste og den værste jul var min mors sidste jul. Hun døde i januar i år, og vi vidste, at julen havde en snert af alvor. Jeg trives godt med en stemning i mol. Den jul, hvor det er ligegyldigt, hvilken gave man får, og hvor alle er så opsatte på at bidrage til, at det bliver hyggeligt – der er julen virkelig hjerternes fest. En anden barsk jul var den første, jeg holdt med min kæreste, uden mit barn. Jeg havde sagt til ham, at vi var voksne og ikke behøvede at arrangere noget; men da aftenen så kom, gik jeg i gaderne som den lille pige med svovlstikkerne, og jeg så, hvor vidunderligt alle andre havde det. Det var frygteligt. De juleaftener uden min datter skal jeg tage mig meget sammen for ikke at ryge ned i et hul. Også selvom man har holdt den store falske jul to dage inden, og man ved, at man har dem til nytår.«

Hvilken julesang er særligt vigtig for dig?

»»Juletræet med sin pynt« er den sang, der går mest i marven på mig. Jeg elsker ordet »julestads«, og jeg nyder tanken om, at alt hænger så fint og flot, og den eventyrlige magi, der er i det ord. Jeg er en pynteprinsesse, der elsker alt, hvad der pynter og funkler og giver glæde i livet. For mig indfinder julens lykkeligste øjeblikke sig lige der, når vi danser om juletræet og synger netop den sang. Alle i familien elsker den så meget, at vi både begynder og slutter med den. Og netop når det sker, oplever jeg den julefred, man kun tror, man ser i en film – så lykkelig er jeg lige da. Forud for det har jeg også dresset mig kæmpe op. Enten i en fjollet nissekjole eller i en voldsomt flot kjole. Juleaften skal der være finere og flottere herhjemme, end til en 50-års fødselsdag.«

Hvilket julehit slukker du for?

»De værste af slagsen. Al den kommercielle julemusik, der bliver produceret i en hjernedød strøm og i metermål, så kunstnerne kan sikre deres Koda-udbetaling. Til gengæld skruer jeg altid op for Chris Reas »Driving Home For Christmas«. Når den spiller, kan jeg ikke være i dårligt humør. Så det er ikke, fordi vi kun hører elitære og fine sange herhjemme. Der er både plads til »Jul på Vesterbro« og »Last Christmas«. Folk, der siger, at de har fået en OD af »Last Christmas«, forstår jeg slet ikke.«

Hvilken julefilm ser du igen og igen?

»Ingmar Bergmans »Fanny og Alexander«. Den er så uhyggelig og dyster. Jeg elsker alle de romantiske klichéfilm, men jeg kan også godt lide, når julen lugter af alvor og mørke.«

Hvilken klassiker ville du helst genlæse i juleferien?

»Jeg læser meget lidt, for jeg er urimeligt ordblind, men jeg lytter meget til bøger. Jeg kan godt lide roen ved, at vi sidder sammen og lytter, mens vi tegner eller pynter kager med glasur. Vi skal genhøre »Det forsømte forår«. Hele fortællingen om Lektor Blomme er en god lære i frisind, spænding og ungdommens letsind. Lige nu, hvor alt er regler og udmeldinger fra autoriteter, har vi brug for at banke noget oprør ind i hovederne på de unge.«

Er julegaver passé?

»I min verden er julegaver lidt passé. Jeg er 46 år og mangler ikke andet end penge til ejendomsskatten. Jeg har ikke brug for endnu en uldsweater eller en suppeske. Jeg kan godt lide at give gaver, hvis der er en god idé i det, man giver, men i min verden kan det være en vase til en femmer fra en genbrugsbutik. Jeg bryder mig ikke om at flå varer ned fra hylderne i et stormagasin for at sikre, at alle får for det samme beløb. Det ræs har udspillet sin tid. Børnene skal have gaver, men jeg er ikke regelrytter, og der skal ikke spekuleres for meget i det. Min datter skal have et elpiano, fordi vores klaver står midt i stuen. Hun skal have lov til at spille klaver, når hun vil – også selvom der er hjemmekontor og Zoom-møder. Den gave giver mening – som den eneste. Ellers kan det godt være genbrugsgaver for min skyld. Jeg kan godt lide den tradition, jeg har med min søster og faster, om at gå ud at købe gaver sammen, spise en dejlig middag og drikke gløgg i fællesskab. Men hvorfor fise ud at købe gaver nu, når vi ikke engang kan sidde på café og tale sammen bagefter? Det giver ingen mening.«