Den stilhed, der har sænket sig over Tivoli, er ikke julefreden. Karrusellen er gået i stå. Boderne med gløgg og æbleskiver har trukket persiennerne ned. Restauranterne har låst dørene. Ingen ser granerne med myriader af lys langs de snoede stier med nystrøet flis. Ingen er der til at opsnappe den liflige duft fra de mange tusindvis af nyplantede hyacinter i lyserødt, hvidt og mørklilla.
Tivoli har lukket sine porte. Og lige nu daler støvregnen ned over den gamle have, som ville den fjerne den sidste rest af glæde.