Forventningerne til den nu 84-årige Pave Frans, da han blev valgt i 2013, var, at han skulle reformere verdens største trossamfund, skrev Berlingskes sydeuropakorrespondent, Martin Tønnner, sidste år.
Altså må man tro, at konklavet havde en forventning om, at paven havde et øje for den moderne virkelighed, og det moderne menneskes udfordringer.
Og det ser det ud til, at han har.
I en session i Vatikanet, som tilsyneladende minder om en slags audiens, besvarede paven et spørgsmål fra en deltager om, hvordan digitale og sociale medier bedst skal bruges, skriver BBC.
Her svarede pave Frans, at pornografi er »en last, som så mange mennesker har … selv præster og nonner,« sagde paven ifølge mediet.
»Det rene hjerte, som modtager Jesus hver dag, kan ikke modtage denne pornografiske information,« sagde han, og rådede gruppen til at »slette det fra ens telefon, så fristelsen ikke er i hånden«.
I forhold til det bredere spørgsmål om hvordan man skal navigere på sociale medier og i den digitale verden, så mener pave Frans, at man skal bruge disse ting, men at man ikke skal bruge for meget tid på dem.
Jorge Maria Bergoglio, som Pave Frans' borgerlige navn er, tog sit pavenavn efter tiggermunken Frans de Assisi, og det har fra begyndelsen været hans vigtigste ambition at skabe »en fattig kirke for de fattige«.