Seks stjerner: Fuld plade til monumental bourgogne
Hvid grand cru bourgogne tager de sjældne seks stjerner, men »rød bourgogne« fra Tyskland står for ugens bedste køb.

Hvid grand cru bourgogne tager de sjældne seks stjerner, men »rød bourgogne« fra Tyskland står for ugens bedste køb.

Det er langt fra hver uge, at en vin får seks stjerner i vintesten, men denne gang er der fuld plade til den gode bourgogneproducent Henri Boillots grand cru Corton-Charlemagne, som er en monumental vin, der har det ekstra gear, man forventer sig af grand cru. Prisen på grand cru bourgogne er desværre også blevet monumental, 2.000 kr. i dette tilfælde, så det bliver måske svært at indstille corton’en til ugens bedste køb til prisen.
Til gengæld byder denne uge på andre gode bud på fuld valuta for pengene i det mere tilgængelige prisleje: Jeg er således ret vild med Kaliber 12 Spätburgunder fra AdamsWein. Jeg kender ikke denne producent, som hører hjemme i Rheinhessen, men ifølge importørens hjemmeside er der tale om vinmageren Simone Adams, som har rejst i bl.a. Frankrig for at suge til sig. Det giver mening, for hendes pinot noir er meget burgundisk i den stil, som jeg holder meget af, hvor man ikke afstilker druerne, men gærer dem i hele klaser.
Endelig har vi en årgangschampagne med fra Selosse-Pajol, som ikke må forveksles med nevøen og kultproducenten Jacques Selosse, der har en helt anden stil og et andet niveau. Selosse-Pajol’s stil er mere generisk, men ikke desto mindre er her rigtig meget champagne for 325 kr., hvilket er mindre, end man giver for Moëts og Veuve Clicquots standardchampagner i de fleste Irma-kiosker.

Chianti riserva, Corte alle Mura
Toscana, Italien 2015
★★☆☆☆☆
Relativt mørk, tørret og en smule træt i frugten med et strejf af sæbe. Frisk og let udtørrende mund. To og en halv stjerne - ok til prisen.
Lidl
55 kr.

Estate Cabernet Sauvignon, Errazuriz
Valles Maipo/Conchagua, Chile 2017
★★★☆☆☆
Helt klassisk chilevin med rød ribenafrugt samt lakrids i næsen. Saftig mund. Kravler lige op på tre stjerner.
HJ Hansen/Vinspecialisten
79 kr.

20 Barrels Cabernet Sauvignon, Cono Sur
Valle del Maipo, Chile 2017
★★★★☆☆
Har væsentlig mere af det hele end cabernet’en fra Errazuriz: Mere dybde, mere ribena, mere chokolade, lakrids, koncentration, saft og længde. Kravler lige op på fire stjerner.
Meny
112,50 kr. v 2 fl.

Chardonnay, Nuiton-Beaunoy
Bourgogne, Frankrig 2018
★★★☆☆☆
Neutral og generisk, formentlig koldgæret chardonnay med ung pærefrugt i næsen. Kort og let i munden. Gør ingen fortræd.
A C Vinimport
129 kr.

Kaliber 12 Spätburgunder, AdamsWien
Rheinhessen, Tyskland 2017
★★★★★☆
Meget lys i glasset. Skøn, osende åben næse med underskov, skovsø, skovbær og et tydeligt indslag af stilke. Ganske let i munden med blød tannin og frisk syre. Pinot noir, som jeg kan lide det. Kravler lige op på fem stjerner.
Theis vine
140 kr. v 6 fl

Rioja reserva, Bordón
Rioja, Spanien 2014
★★★☆☆☆
Relativt klassisk rioja, osende af egetræ og fernis i næsen. Tager godt fat om gummerne. Men der er meget vin for pengene for dem, som sætter pris på denne stil.
Bilka
149 kr. v 2 fl.

Vintage brut, Selosse-Pajon
Champagne, Frankrig 2011
★★★★★☆
Fin næse med pæn dybde og let udvikling: Stødte æbler, citrus, brød, gær og en smule toast – formentlig ingen træ. Moderat sødme (5 gr./l) og god syre i munden. Ikke i nærheden af Jacques Selosse (som er onkel til denne producent), men masser af champagne for pengene. Kravler lige op på fem stjerner.
Il Vino
325 kr.

Corton-Charlemagne grand cru, Henri Boillot
Bourgogne, Frankrig 2018
★★★★★★
Absolut grand cru-materiale. Kaffeagtige, ristede noter, som dog delvist forsvinder, idet den opulente frugt åbner sig og dækker træet. Her er let konfiterede gule stenfrugter og safran. I munden er teksturen nektaragtig med stor tyngde, længde og god syre. Bør absolut gemmes nogle år.
Philipson Wine
1.995 kr.