Vi kvinder kan også være frække
Hvem er egentlig med i kvindehumorgruppen City Singler? Der har været lidt udskiftning, men den konstellation, der bevæger sig ud på landevejene her i efteråret, består af tre garvede kvinder med mange talenter: Anne Sofie Espersen, Kaya Brüel og Trine Gadeberg. Sidstnævnte rykker virkelig i disse år. Er det ikke, som om hun bliver sjovere og sjovere, sikrere og sikrere i det, hun gør? Det har nogle af sommerens revyer de seneste år i hvert fald illustreret til fulde. »Gammel vin på nye tasker«, kalder gruppen deres nye show, og så er tonen ligesom slået an. For deres show er bygget op om bramfrie og småsjofle sketcher, monologer og sange, der oftest handler om verden set fra et kvindeperspektiv, og som signalerer, at kvinder også kan kalde en spade for en spade. Anne Louise Hassing medvirker på storskærm. En rygskade forhindrer hende i at være med på scenen.
Premiere: Tivoli, Glassalen 19. september. Herefter turné i hele landet.




