Lasse Rimmers sværeste show: Hans kæreste fik nyt hjerte og lever med en udløbsdato

I går fik han en klump i halsen, da han skulle optræde for et prøvepublikum for at få de sidste ting i showet på plads. Han forklarer det med, at det var, fordi hans kæreste, Line Hoffmeyer, var der. Og fordi denne gang BETYDER showet noget. Det gjorde de tidligere selvfølgelig også, men denne gang er der noget ekstra på spil. Livet. Og kærligheden. Øjnene fugter til igen, da han skal fortælle om det.

»Det ramte mig lidt i går, og det kom måske tættere på, fordi Line var derinde. Jeg taler om, hvordan hun på et tidspunkt forklarede mig, at når hun en gang imellem – og det sker ikke så tit, for hun er ret robust – bliver overvældet af tanker og bekymringer og dødsbevidsthed, så er det, der gør hende vred og fylder hende med en uretfærdighedsfølelse, at alt, hvad hun elsker ved livet lige nu, det fortsætter for alle andre. Men stopper for hende,« fortæller Lasse, og Line lægger en hånd på hans.

»Hun elsker fest, og festerne bliver ved en dag uden hende … Når vi skal giftes til sommer, siger vi jo ja til »til døden jer skiller«, men jeg tror, de fleste formoder, at det er os, der dør. Ikke, at vi er den, der bliver tilbage. Det er et enormt voldsomt løfte, for det er et løfte om, at hvis det er dig, der går bort, så bærer jeg det. Jeg bliver tilbage og bærer sorgen. Og så knækkede stemmen i går, da jeg sagde til publikum, at det kan godt være, at jeg kommer til at komme med til festerne, men det bliver ikke sjovt. For hvem er det, der skaber festen? Lige der blev det sådan lidt … Jeg kunne ikke færdiggøre sætningen,« siger Lasse, og Line tager over:

»Der er passager, hvor det bliver vildt tungt, og jeg sad og havde lyst til at rejse mig op og råbe »sorry guys« til publikum, for det er jo min skyld. Det er et meget anderledes standupshow, for der er mange minutter, hvor det er vildt alvorligt. Hvor den der ballon bliver mere og mere spændt, fordi det er et alvorligt emne. Så når der kommer et grin, bliver det også en større udladning.«

Ingen selvmedlidenhed

Vi sidder i den hyggeligt dunkle belysning på Il Buco på Islands Brygge, og havde man en formodning om, at der skulle vræles, så kan man godt tro om igen. For Line Hoffmeyer skal ikke nyde noget af at være den, der trækker stemningen ned. Nærmest det modsatte. Hun har ikke spor imod at dele sin historie – bare det enten er gennem Lasses ord eller på hendes egen måde på den blog, hvor hun skriver om sin sygdom. Og bare det ikke bliver tristhedsporno. Men selvfølgelig er man nødt til at forholde sig til virkeligheden, som da hun en dag skrev:

»Jeg skal ingen steder for at nå det hele. Det hele er lige her. Mine bedste veninder, som driller mig, fordi jeg snakker for højt, når jeg er fuld (og let’s be real, når jeg er ædru), min kæreste, som vil give mig det hele på den halve tid, min familie, som altid lader mig være festens midtpunkt, mine bonuspiger, som jeg irettesætter for meget, fordi jeg vil have, at livet bliver sødere ved dem end nogen andre, og min lille hund, William, som gør for meget. Det er dem, jeg vil nå. Og jeg vil nå dem så mange gange, at det ikke er muligt. Livet kommer bare ikke til at give mig tid nok«.

De er pjattet forelskede. Som om de lige havde mødt hinanden, på trods af at de har kendt hinanden i fire år. Måske er det, fordi de ved, at det hele skal nydes for fuld skrue. De fuldfører hinandens sætninger, og det er i det hele taget som at føre en samtale med en tohovedet drage – vel at mærke en, der spyer glæde og grin ud, måske lidt på trods. Line fik et nyt hjerte i 2012 efter et langt sygdomsforløb, og hvis man går ind på Hjerteforeningens hjemmeside, står der konstaterende og nøgternt: »I gennemsnit lever en hjertetransplanteret patient i Danmark 15,6 år. Overlevelsen er langsomt stigende i takt med, at lægerne bliver bedre til at tilrettelægge den medicinske behandling og komplikationerne til at leve med et nyt hjerte.«

Tyve års forskel

Lasse Rimmer er ved at have lagt sidste hånd på showet »Færre end 3 (<3)«, som har premiere 26. april. Men hvordan skaber man overhovedet et comedy-show ud fra en anden persons sygdom, og hvordan tager man i det hele taget så alvorligt og trist et emne og finder sjove vinkler?

»Jeg har været lidt bange for at få det spørgsmål. Jeg har selv tænkt, at det har jeg kun lov til, så længe Line tillader det. Det skal helst ikke opfattes som, at jeg er så kedelig, at jeg har været nødt til at finde et menneske, der har en interessant baggrund, så jeg kan tappe hendes knoglemarv. For mig personligt er det en form for sceneterapi. Men jeg kan jo ikke bede publikum om at betale for at se på min terapi, hvis ikke jeg har noget at sige, som de kan relatere til. Jeg vil gerne fortælle en historie, hvor jeg er mere autentisk, end jeg har turdet være før. Og det kommer automatisk, når man har forelsket sig i en, som dels har fået et nyt hjerte, dels er meget yngre end en selv. Og som man er bange for at miste. Ser man på aldersforskellen, burde det jo være den anden vej rundt,« siger Lasse.

Indtil videre skal du lave 19 show. Hvor mange skal der til, før du føler, at du har fået bearbejdet tingene?

»Jeg kunne lave det her én gang og være glad. Hvis jeg kunne fortælle den her historie én gang godt, hvor alting er, som det skal være, så er det, som om det er en bog, jeg kan lukke. Det er ikke bare det vigtigste show, jeg har skrevet – det er det vigtigste arbejde, jeg nogensinde har lavet,« forklarer Lasse, og så er det, som om Line igen ikke kan være i tristessen:

»Jeg er ligeglad med, hvad han siger på scenen, for jeg skal ikke møde de her mennesker bagefter. Og jeg gider ikke selv fortælle så meget om min sygdom, for så lyder det let selvmedlidende: »Nu skal I høre om min skrækkelige skæbne.« Lasse må sige, hvad han vil, bare han ikke siger, at jeg er selvmedlidende. For jeg har meget selvironi,« siger hun, og så afbryder tjeneren for at høre, om hun vil have noget at spise fra kortet, som har overskriften »Wine, food, love«. Det viser sig, at der kun er én af de tre, hun har tænkt sig at indtage.

»Tak, men jeg skal prøve brudekjole på lørdag, så jeg spiser ikke noget,« svarer hun tjeneren, og Lasse følger op: »To gange om dagen lugter hun til dampet broccoli …«

Brylluppet skal stå i sensommeren, men dåbsattester og hudens elasticitet lyver ikke, så man bliver nødt til at spørge, hvad en aldersforskel på tyve år betyder.

»Tyve år og tre måneder,« retter Line, som er 26.

»Alderen betyder ikke så meget, for jeg er meget omhyggelig med ikke at irettesætte dig, ikke?« spørger Lasse.

»Hvad snakker du om?! Du griner demonstrativt nogle gange, for eksempel da jeg kom til at sige, at sten var et grundstof …«

»Det er jo ikke noget, jeg ved, fordi jeg er tyve år ældre. Det er bare noget, som er meget rart at vide.«

»Ja, du nørder med baggrundsting. Og så hører du meget sådan noget jazz,« siger Line, og ordet jazz udtales lidt, som om hun har fundet en tørret muselort i sin håndtaske.

»... Men det har jeg gjort, siden jeg var 15. Jeg hørte Miles Davis som 16-årig i Cirkusbygningen ...«

»Ja, du har altid været 46,« siger Line, og så vandt hun vist den duel. De to er ikke helt enige om, hvordan de egentlig blev kærester. Deres rodede begyndelse på et forhold er en vigtig del af standupshowet, men detaljerne er lidt mudrede.

»Jeg var ude og kaste snøren, selv om fisken vist ikke var helt fri …,« siger Line, som læser engelsk ved Københavns Universitet.

»Jeg havde stadig en krog i mundvigen ...«

»Det var et kendt faktum i min omgangskreds, at jeg syntes, Lasse var the shit. Og så var der en lille artikel i Metroexpress om, at han var blevet single. Jeg fik ti snaps om, at nu skulle jeg slå til, men jeg lod der gå et par måneder. Så turde jeg ikke vente længere, for så kunne det være, at andre slog til …« siger Line.

Lavede du den der med, at du lod, som om du havde nogle vigtige spørgsmål, som kun han var klog nok til at svare på?

»Ja.«

»Hvad?« spørger Lasse, tydeligvis – selv om han altid bliver nævnt som den klogeste standupper i Danmark – helt ude af trit med kvindelist. De to kan ikke rigtigt lade være med at røre ved hinanden, de fuldfører hinandens sætninger og afbryder, så ordene fletter sig ind i hinanden, og det virker, som om strømmen af ord er temmeligt konstant og fortløbende. Men hvordan når man hen til at fortælle den, man er vild med, at man er syg? Det er vel ikke på første date, at man siger »for øvrigt har jeg fået nyt hjerte«.

Gode jokes i nyt hjerte

»Det er da også svært, når man møder nogen, for på et eller andet tidspunkt bliver man nødt til at fortælle det,« siger Line. »Men jeg gider ikke være selviscenesættende med min sygdom. Jeg har nok også en tendens til at nedtone, hvor alvorligt det er. Man er nødt til at have en distance til det, for ellers kunne jeg ikke leve mit liv og være så glad, som jeg helst vil være. Jeg er meget mere end det her,« siger hun og peger på sin brystkasse, hvor man kan se et lille rundt ar med en smal streg nedefra. Lasse havde godt lagt mærke til arret, men siger, at han troede, at hun enten havde brændt sig eller muligvis havde en ond stedfar, der havde skoddet en cigaret der, og det ville jo også være sært at spørge om, når man ikke kendte hinanden så godt ...

»Det er et meget diskret ar i forhold til, hvor voldsomt et indgreb der er tale om. Det er nærmest bare et lille rundt hul … Det er sådan, at hvis din brystkasse var en MDF-plade, ville man først lave sådan et lille rundt hul, som man kunne save ud fra. Jeg er vokset op med spånplader, så jeg er lidt fascineret af MDF, som jo er meget nemmere at save i,« siger Lasse, og Line supplerer med:

»Jeg har engang bildt en ind, at jeg blev skudt i Miami. Jeg kan jo godt se, at der er en del gode jokes i det, at man møder en, som viser sig at have fået et nyt hjerte. Og du ville være sådan en duks, der lod, som om du vidste alt muligt om hjertetransplantationer ...«

»Ja, jeg googlede det straks. Og skrev noget helt forkert til dig, fordi jeg lod, som om jeg vidste, hvilken medicin du tog. Men du tror, sten er et grundstof, så den går lige op ... Jeg har selvfølgelig også googlet en del omkring den forventede levetid. Man kan forklare det på denne måde: Det er som at løbe ti kilometer i timen efter et tog, som kører fem kilometer i timen. Det flytter sig længere væk, men man bevæger sig også tættere på det. De allerførste gange, man opererede i Danmark, var levetiden forholdsvis kort, men den forventede levetid bliver længere og længere. Det er meget kompliceret, for uanset hvad jeg googlede mig frem til, endte jeg med at tænke: Det ved jeg ikke noget om alligevel,« siger Lasse, og Line lægger en hånd på hans ryg, så han vender sig og taler direkte til hende.

»Du forklarede det sådan, at det er et vilkår, du må leve med, men det er ikke, hvem du er. Hvis det skal italesættes enormt meget, så bliver det, hvem du er. Og det er det ikke. Noget andet er, at det nok er en copingstrategi, at vi ikke taler så meget om det. Man kan jo ikke bruge den tid, man har, på at gå og tale om det hele tiden. Hvis vi allesammen gik og forholdt os til vores egen dødelighed konstant, ville vi blive sindssyge. Det er som at kratte i noget eksem.«

Må man få børn?

En anden konsekvens af Lines sygdom er, at det ikke er sikkert, at det er forsvarligt eller muligt at få børn. Deraf titlen på showet: »Færre end tre.« Lasse Rimmer har i forvejen døtrene Pippi og Hedvig på 12 og 16 år fra sit tidligere ægteskab.

»Jeg sad for mange år siden og så et afsnit af »De unge mødre«, hvor en kvinde med leukæmi valgte at gennemføre en graviditet, og jeg tænkte: »Må man det, hvis man kan se, at ens fremtidsudsigter ikke er så gode?« Nu ser jeg tingene væsentlig anderledes. Showet hedder »Færre end tre« – <3 – fordi det også var den gamle måde at skrive et hjerte-emoji på. Og så handler det også om, om Line og jeg kun skal være et par eller en dag også en familie? Det er ikke sådan, at vi har besluttet, at vi ikke vil have børn. Tværtimod handler det om, at vi har talt med lægerne om det. De siger, at det kan lade sig gøre, men ikke at det vil lykkes,« forklarer Lasse. Han undrer sig over, at et så sart område i folks liv stadig er noget, folk bare vader ind gennem privatsfæren og spørger til.

»Fertiliteten falder drastisk blandt andet på grund af phatalater i drikkevandet, og fordi vi sidder med en computer i skødet og rister vores sædceller, så det er ret vildt, at det stadig er et spørgsmål, folk stiller, som om børn bare er noget, man får,« siger Lasse.

Den romantiske forestilling er, at det er med hjertet, man elsker. Tror I, det er derfor, der ikke er nok, der vil donere deres hjerte?

»Den del af kroppen, folk har størst tendens til at vælge fra, når de udfylder et donorkort, er faktisk, så vidt jeg ved, hornhinderne. Det er sådan noget med, at det er »sjælens spejl«, og det har folk svært ved at forholde sig til. Jeg har hørt nogen sige, at de vælger dem fra med begrundelsen: »Hvis min mor så ser den person, der har fået mine hornhinder, så vil hun se mig.« Men det er jo ikke selve øjenæblet, man får,« siger Lasse.

»Jeg tror ikke, at folk vælger hjertet fra, fordi de tror, at det er der, kærligheden sidder,« fortsætter Line.

»Jeg tror nærmere, at det er, fordi folk har svært ved at sætte sig ned og tage stilling til deres egen død. Det er lettere at sige, at jeg udskyder det til i morgen, når jeg alligevel har mit NemID fremme.«

Og så kan hun ikke helt være i snakken og er nødt til at sammenligne med noget fjollet: »Jeg har for eksempel tid til en voksbehandling i overmorgen hos et sted, der er alt for dyrt, og hvis jeg ikke melder afbud 24 timer før, så skal jeg betale. Og jeg har ikke gjort det endnu. Det er, som om jeg skal have et pres for at gøre det.«

Men Lasse, har du tænkt over, om du bliver elsket af Line eller af en andens hjerte? At du ser Line, men måske bliver elsket af en midaldrende mand, som elskede fluefiskeri?

»Jeg skænker det virkelig overhovedet ikke en tanke, at det er et andet hjerte. Og jeg er ellers en, der godt kan overkomplicere det meste. Under min ekskones graviditeter var jeg for eksempel meget bevidst om, at der lå et barn lige der, som lige havde sparket mig i hånden, og det synes jeg er en meget markant måde at sige »kan jeg lige få lidt fred?« på. Jeg tænkte, at det eneste, der skiller os, er en membran. Så jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke har tænkt, at Line har et andet hjerte. Men kærligheden sidder selvfølgelig ikke i et organ. Måske ville jeg tænke mere over det, hvis hun havde fået skiftet lemmer ud, så hun havde en stor behåret hånd, der fik mig til at tænke over, om det var fra en portugiser.«

Den sidste tanke

Line var ni måneder gammel, da hendes forældre fandt ud af, at der var noget galt, så hun kan ikke svare på, om hendes ukuelige lyst til at få en fest ud af livet stammer fra sygdommen, eller om hun bare er født sådan. Og lægger man ansigtet i alvorlige folder og spørger til, hvilke tanker der strømmer gennem ens hoved som det sidste, når man er på vej i narkose og ikke ved, om man vågner op, får man et ret overraskende svar:

»Det var på en måde heldigt, at jeg kun var atten år, for så var mit fokus ret kortsigtet. Jeg havde en kæreste, som lige havde været mig utro, så det eneste, jeg tænkte, var, at han skal kraftedeme ikke ligge og hugge i en eller anden, mens jeg er i narkose. Det med at være atten og ulykkeligt forelsket, det fyldte faktisk mere. Så det sidste, jeg spurgte om, inden jeg gled ind i narkosen, var, hvornår jeg kunne dyrke sex igen. Jeg skulle ikke tabe på grund af det der hjerte.«

I dag vil hun bare gerne være sammen med sine venner så meget som muligt og helst ikke tænke for meget over det der hjerte. Men helt glemme det kan hun ikke, for hun skal huske sin medicin og går regelmæssigt til kontrol.

»Folk er hys med mit helbred. Jeg må ikke få feber og være sløj. Jeg er selv ret striks med hygiejne, fordi jeg får immundæmpende medicin. Lasses ældste datter er det mest samvittighedsfulde, jeg kender. Hun samler skrald op i naturen, men jeg er ret hysterisk med det, for jeg skal ikke have særlig mange bakterier, før jeg bliver syg. Jeg kan i princippet dø af influenza … Hvad var det? Hvorfor kigger du sådan på mig?« siger hun til Lasse.

Lasse ser forlegen ud: »Jeg prøvede bare at blinke hemmeligt til dig, men jeg tror ikke, at jeg kan blinke med højre øje. Jeg har vist altid kun gjort det med venstre.«

»Det så mere ud, som om du skulede ondt til mig,« siger Line.

»Ja, som en pirat, der har fået en øjensygdom. Jeg skal aldrig gøre det igen ...«

»Færre end 3« har premiere 26. april.