»Så tager jeg fat i nakken på mig selv og siger: Rane! Tag dig sammen! Mandsmod! Det, du har gang i, er fandeme vigtigt«

2018 har været et både begivenhedsrigt og turbulent år for Rane Willerslev. Som nytiltrådt direktør for Nationalmuseet har han været her, der og allevegne – og ikke mindst i mediernes søgelys. Fra TV-serien »Ranes museum« og lanceringen af den berømte kedsomhedsknap først på året, over den dramatiske fyringsrunde i sommer til balladen om Jim Lyngvilds engagement i museets nye vikingeudstilling.

Hvad har været dit bedste øjeblik i 2018?

»Den bedste oplevelse var, da jeg besøgte Frilandsmuseet i efterårsferien, hvor de holdt Frøsnapper Festival og havde skabt et helt Ole Lund Kirkegaard-univers. Der stod snedkere og byggede sæbekassebiler, og skuespillere løb rundt og var Orla Frøsnapper og alle mulige andre figurer fra Ole Lund Kirkegaards verden.

Publikum elskede det - jeg mener, de fik en stigning i besøgstallet på 105 procent, og for mig var det en fantastisk positiv overraskelse. Som direktør for en så vidtforgrenet institution som Nationalmuseet er man ikke altid lige velinformeret om, hvad der foregår alle steder. Jeg havde måske forestillet mig en forkølet skuespiller i en skurvogn, og så kommer man ud og møder et fuldt gennemtænkt univers. Det ser jeg som et godt eksempel på, at den decentralisering, hvor jeg giver de forskellige besøgssteder mulighed for at leve deres drømme ud, virkelig fungerer.

Det smukke ved den formidlingsform, hvor man bruger litteraturen som omdrejningspunkt, er jo også, at vi som voksne siger: »Gud nej, sådan en sæbekasse havde jeg også« eller »Det der slik spiste vi også, da jeg var barn« - og så begynder man selv at formidle til sine børn, hvad det var for et miljø, man voksede op i, og hvad man brugte sin tid på. Det er et utroligt godt eksempel på, at man sagtens kan lære en masse gennem noget, der er morsomt og legende.«

Hvad har været din værste oplevelse i år?

»Det var fyringerne. Nedskæringerne. De var forfærdelige. Jeg opdagede til min rædsel, hvor dårligt det stod til med vores økonomi, og vi skulle igennem en meget traumatisk fyringsrunde. Vi endte heldigvis på lidt færre, end vi havde frygtet. Vi havde meldt mellem 35 og 40 ud, og vi endte på 30.

Men det er stadig en helt forfærdelig opgave at skære i noget, som i forvejen er skåret ned – for slet ikke at tale om de menneskeskæbner, som er involveret. Du hiver tæppet væk under mennesker, for hvem arbejdet ikke kun er et arbejde, men en identitet. Folk er jo på det museum, fordi de brænder for tingene. Det er jo ikke, fordi vi er lønførende! Det, at skulle sige farvel til mennesker, som har ydet – for nogles vedkommende – en livsindsats på museet, det er bare en tragedie.«

Hvilket nyt ord, udtryk eller genstand synes du især karakteriserer 2018?

»Hvis man må tage noget fra sit eget område, vil jeg jo tage Kedsomhedsknappen. Men ellers har et begreb som trumpisme domineret helt utroligt. Og der tror jeg, at en institution som Nationalmuseet har en særlig opgave i at kollapse det skel, der etableres mellem det, vi – med et forkert ord, synes jeg – kalder eliten, og det, vi kalder folket. For det er det skel, der er grobund for trumpismen, altså den form for populisme, som kommer til udtryk i et angreb mod noget, man opfatter som elitært.

Det kollaps opnår man f.eks. ved – som vi har forsøgt i vores nye vikingeudstilling – at lade den forskningsbaserede museumsverden møde den verden, der er lige så optaget af vikinger, men som lever i et parallelt univers. Ved at skabe dialog i stedet for skyttegravskrig mellem de to verdener – og ved at tage de fantasier seriøst, som den anden verden har - kan man være heldig, at der kommer et nyt og overraskende perspektiv. Og det er efter min mening det bedste middel mod trumpisme.«

Hvad har du lært af 2018?

»Jeg har lært, at den rejse, som Nationalmuseet er på, er meget svær, men også meget spændende. Det er jo en rejse, hvor gamle modsætninger og grænser brydes ned, og noget nyt opstår, og det kan være hårdt for alle involverede. Vi må nok indstille os på, at det ikke kommer til at ske uden blå mærker. Man kan ikke forandre sådan en institution uden at møde modstand.

Jeg har også lært, at når der kører meget stærke debatter, og folk er meget ophidsede, bliver jeg nødt til at stå fast, så længe jeg tror på det, jeg har gang i. Så når jeg ligger i min seng om aftenen med alle mine nykker, så tager jeg fat i nakken på mig selv og siger: Rane! Tag dig sammen! Mandsmod! Det, du har gang i, er fandeme vigtigt, og det er den rigtige vej at gå. Og så finder jeg modet frem til at fortsætte med det.«