Da Rane Willerslev var lille, var Nationalmuseet den allervigtigste danske kulturinstitution. I hvert fald, hvis man spørger ham selv.
Men det var ikke alle, der syntes det. Hans egne forældre tog ham for eksempel aldrig med derind, hvor han mange år senere selv skulle blive direktør. De opfattede vist nok museet som en manifestation af et lidt afdanket, borgerligt dannelsesbegreb. Sådan var dét. Men så var der Ranes og hans tvillingebror, Eskes, mormor, der var fabriksarbejder og var vokset op med en enlig mor, der havde levet af at vaske sporvogne. Hun havde, som Rane Willerslev husker det, en slags ydmyghed over for den forunderlige rigdom, som Nationalmuseet rummede, og drengene var ellevilde og plagede om at få lov til at komme tilbage igen og igen, og de og deres mormor besøgte meget tit museet sammen.
