Radikal vrede: »Jeg har stillet over 250 spørgsmål, men har stadig ikke fået svar«

I dag er kulturministeren kaldt i samråd af et flertal i Folketinget. Hvorfor holder ministeren hånden under en radio, der ikke har nogen lyttere? Kritikken er væltet ned over Radio- og tv-nævnet. Flere medieordførere har ment, at udbudsreglerne ikke blev overholdt.

 
På samråd om DAB-udbuddet kræver partier at se dokumenter om afgørelsen. Video: ft-tv. Redigering: Mathilde Oda Jørgensen Fold sammen
Læs mere

Når kulturminister Joy Mogensen (S) i dag skal stå skoleret i et samråd, vil hun blive afkrævet svar på, hvorfor hun stadig vil holde hånden under den nye DAB-kanal Radio Loud, der første gang blev sendt i luften 1. april.

Ifølge Jens Rohde vil et flertal i Folketinget kræve, at kulturministeren lukker Radio Loud, eller at der iværksættes en uvildig juridisk undersøgelse af det DAB-udbud, som Radio Loud vandt, og som betød døden for Radio24syv.

Ifølge Jyllands-Posten og Politiken truer en række partier med at vælte ministeren, hvis ikke hun handler.

»Jeg kan fuldt ud bekræfte, at vi rigtig gerne vil vælte ministeren,« siger Dansk Folkepartis medieordfører, Morten Messerschmidt, til Jyllands-Posten.

Det er alle partier i blå blok samt de Radikale, der har kaldt kulturministeren i samråd. I går eftermiddag holdt partierne et indledende møde og med på mødet var også den radikale medieordfører, Jens Rohde.

»Jeg har stillet over 250 spørgsmål, siden det kom frem, at Radio Loud ikke har nogen lyttere, men jeg har stadig ikke fået svar, udover nogle få og meget arrogante. I dag vil jeg kræve at få at vide, hvad der er foregået i hele denne sag,« siger Jens Rohde.

Jens Rohde

»Kan ministeren fortsat forsvare at bruge mange millioner på en radio, som ingen lytter til?«


»Det handler ikke kun om, at man har lavet en DAB-kanal for en målgruppe af unge, der slet ikke har en DAB-radio, og som derfor heller ikke lytter til Radio Loud. Det handler også om et system, der virker som om, det har lukket sig om sig selv. Hvad i alverden er der foregået? Hver gang jeg har stillet spørgsmål, er jeg blevet henvist til Radio- og tv-nævnets svar. Det kalder jeg for arrogant, og det vil jeg på ingen måde finde mig i. De stikker en langemand lige op i øjnene på mig. Jeg vil have udleveret det materiale, vi har bedt om og have et juridisk overblik over, hvad der er sket i hele det her forløb.«

Juridisk undersøgelse

Jens Rohde ønsker, at kulturministeren lukker Radio Loud eller iværksætter en uvildig juridisk undersøgelse af det DAB-udbud, som Radio Loud vandt.

Ann Lykke Davidsen er direktør for Radio Loud. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.

»Kan ministeren fortsat forsvare at bruge mange millioner på en radio, som ingen lytter til? Jeg vil i hvert fald gerne vide, hvad det forventede lyttertal er.«

Radio Loud vandt i oktober kampen om 261 millioner kroner i offentligt tilskud og en sendetilladelse på et DAB-bånd. Siden er kritikken væltet ned over Radio- og tv-nævnet. Flere medieordførere har således ment, at udbudsreglerne ikke er blevet overholdt.

Rigsrevisionen leverede en redegørelse i april. Ifølge Rigsrevisionen gik alt i det store hele efter bogen i sagen om det DAB-udbud, som Radio24syv altså tabte og Loud vandt.

Det er en lang række lokalradioer, som ejer Radio Loud i samarbejde med flere kulturinstitutioner, blandt andet Nationalmuseet og Roskilde Festival.