Radio Loud har ikke haft en drømmestart, den har fået hård kritik af anmeldere, har måttet udskyde en lang række programmer på grund af coronakrisen og har i den seneste lyttermåling fra Gallup måttet se i øjnene, at tallene for Radio Loud ikke er opgjort – fordi antallet af lyttere tilsyneladende er så lavt, at Gallup ikke har kunnet måle det.
På den baggrund hober spørgsmålene sig op hos kulturministeren. Medieordfører for Radikale Venstre Jens Rohde, skriver i en Facebook-opdatering, at han i anledning af de lave lyttertal har stillet en række spørgsmål til kulturminister Joy Mogensen (S).
Spørgsmålene drejer sig om, hvilke overvejelser kulturministeren gør sig i forhold til de lave lyttertal. I den forbindelse nævner Jens Rohde, at Radio24syv, TV 2 Radio og Radio4 alle fik kritik for skuffende lyttertal, selv om de hver især havde langt flere lyttere i de første uger, end Radio Loud ifølge Gallup har haft.
Desuden ønsker Jens Rohde svar på, om kulturministeren stadig er overbevist om den radiofaglige saglighed i Radio- og TV-nævnets pointafgørelse i udbuddet om FM-sendetilladelse, som gik blandt andet Radio24syv imod.
Netop pointafgørelsen i udbuddet har været genstand for megen debat, og Radio- og TV-nævnet er fra flere sider blevet beskyldt for at favorisere Radio Loud i pointafgørelsen.
Jens Rohde skriver også, at han har spurgt kulturministeren, om hun vil overveje at indkalde ledelsen i Radio Loud for at drøfte det, som Jens Rohde kalder »skandaløse lyttertal«.
I den forbindelse ønsker den radikale ordfører også svar på, hvorvidt kulturministeren mener, at det er politisk ansvarligt at bruge offentlige midler på radiostationer, der har så lave lyttertal, at de ikke kan måles.
Radio Loud har tilladelse til at sende radio fra 1. april 2020 til 31. marts 2024. I den periode får radiokanalen et samlet tilskud på lidt over 260 millioner kroner fra det offentlige.