Psykologen Marianne Wiedemann: »Jeg troede, jeg kunne redde mit livs kærlighed fra hans dæmoner«

Om kærlighed….

Hvad gør du, hvis du en dag havner i dine følelsers rå og nådesløse vold? Hvis du gennem længere tid gradvist har mistet magten over dig selv og nu ligger ned i aflåst sideleje, ubevægelig af fascination, forelskelse og begær, med et hjerte, der styrtbløder? Mens livet udadtil kører videre, som om intet var hændt?

Så er det måske tid til at gå ombord i den bløde stol hos psykologen og håbefuldt læne sig frem med ordene:

»Hvad nu, kære psykolog? What to do?«

I en alder af 80 år er Marianne Wiedemann mindst lige så fascineret af vores ofte komplicerede kærlighedsliv, som hun altid har været. Hvor mange mennesker, den i dag pensionerede psykolog gennem årene har haft i terapi hjemme i lejligheden på Frederiksberg, har hun ikke tal på. Men for mange har det handlet om kærlighed. Om den udmattelse, de sorger og ikke mindst de tonsvis af dilemmaer, der kan forvandle mennesker til ukendelighed ved at sende dem ned i dybe huller, give dem sorte rander under øjnene og frarøve dem søvnen nat efter nat.

»Ain’t no cure for love,« konstaterer Marianne Wiedemann, mens hun ryster på hovedet og citerer Leonard Cohens superhit.

Hvis der er noget, hun har lært gennem et efterhånden langt liv, så er det, at vi som mennesker ikke kan leve uden kærlighed.

»Derfor er det en meget alvorlig sag, hvis man føler, man har mistet sin evne til kærlighed. Eller måske er ved at miste den,« siger hun.

Hun har selv prøvet det. At miste evnen til at elske en mand og aldrig nogensinde få den igen. De sidste 20 år har hun ikke været i stand til at blive forelsket, Det satte et langt og dybt kompliceret forhold en permanent stopper for. Alligevel ville hun ikke have været forholdet foruden, når hun i dag gør regnestykket op.

Han hed Raymond, var terapeut og boede i London.

»Kærligheden er hele vores livsnerve. Det er derfor, jeg altid har været så optaget af forelskelser. Jeg opfatter evnen til at forelske sig som det mest håbefulde og ultimative udtryk for liv, uanset om man så udlever det liv eller ej.«

I dag kan Marianne Wiedemann stille sig på afstand af tiden og sit eget lange liv og med betragterens mere nøgterne blik se det udefra. Med en dobbelthed, både som kvinden, der selv har levet det og mærket det, og med en psykologs indsigt og faglighed.

»Min storebror døde, da jeg var ti, og min far, da jeg var 17. To dødsfald i den allernærmeste familie, som jeg tog med mig, da jeg som ung bevægede mig ud i verden. Det betød, at jeg havde en tilbøjelighed til at idealisere mænd. Ganske kort efter min fars død blev jeg stormende forelsket. Den stakkels mand anede ikke, at han  havde at gøre med en ung kvinde i dyb sorg.«

Hun husker, at hun omkring det tidspunkt tog en beslutning, som skulle få en afgørende betydning.

»Jeg ville aldrig såre en mand så meget, som jeg selv var blevet såret, da jeg mistede min bror og min far. Derudover ville jeg gøre mig selv usårlig, hvilket gik hen og blev lidt problematisk, for som menneske skal man jo også kunne hengive sig. Første gang det for alvor lykkedes, var jeg fyldt 41 år og mor til to børn.«

Raymond blev Marianne Wiedemanns sidste forelskelse. Den sidste gang i hendes liv, hun skulle føle et begær og en længsel så stærk efter et andet menneske.

»Han var min store, passionerede kærlighed, og man må jo sige, at nogle af de der meget stærke forelskelser, dem er der altså ikke meget fornuft i.«

Ville ikke trækkes med ned i hans depressioner

Med Raymond prøvede hun, hvad det vil sige at være i et krævende forhold, hun ikke kunne gøre sig fri af. I mere end 20 år levede Marianne Wiedemann med sine egne ord et dobbeltliv. Efter sin skilsmisse boede hun alene sammen med sine to teenagebørn, passede sit arbejde som psykolog, mødtes med sine venner, læste bøger, skrev lange breve, og hvad mennesker ellers bedriver tiden med.

Hvad hun foretog sig, når hun i perioder forsvandt fra Københavns overflade og enten opholdt sig i London eller på forskellige øer i det græske øhav, vidste kun ganske få, deriblandt hendes børn.

»Jeg er aldrig kommet mig over ham, og jeg har aldrig været forelsket i en anden mand, siden jeg mødte Raymond efter min skilsmisse fra mine børns far. Som en del af min kærlighed blev Raymond også et livsprojekt for mig. Jeg fandt hele tiden på nye måder, jeg kunne redde ham på. Jeg troede, jeg kunne redde mit livs kærlighed fra hans dæmoner. Det lykkedes aldrig, og til sidst indså jeg, at jeg ikke skulle trækkes med ned i hans depressioner.«

Især de sidste år blev forholdet til Raymond nedbrydende og opslidende og var egentlig færdigt, siger Marianne Wiedemann. Men samtidig havde forholdet været inspirerende, udviklende og ikke mindst tilført nye måder og nye dybder at anskue sig selv, andre og resten af verden på, forklarer hun. Med nye uudtømmelige kanaler ind til bevidstheden, som de fik åbnet sammen.

»Hvis mit forhold til Raymond havde været fuldstændig udtømt, havde jeg jo ikke været sammen med ham så længe. Det er meget klassisk, når man er i et kompliceret forhold: Der er altid en grund til, at man trods alt bliver i det. Når jeg tænker tilbage, er jeg taknemmelig for, at Raymond aldrig blev en del af mit familieliv i København. Vi havde så meget kørende på så mange psykologiske planer, at det ikke var noget, børnene skulle mærke og være en del af,« siger Marianne Wiedemann.

Hjertet og sjælen skulle reddes tilbage

»Vi talte og vi talte og vi talte om eksistens, og jeg husker en gang et ægtepar, som sad i nærheden af os på en græsk taverna midt om natten. Parret iagttog os på en måde, hvor de må have tænkt: »Kan de virkelig have så meget at tale om?« Men vi kunne blive ved, vi var blevet afhængige af vores samtaler. Derudover var vi knaldgode til at rejse sammen.«

Forholdet var ifølge Marianne Wiedemann et af den slags, der skulle slides i bund, før det blev muligt at give slip.

»Det er der nogle forhold, der skal, før de for alvor kan afsluttes. Efterfølgende var det slemt for en kvinde som mig at miste sin kærlighedsevne. Forelskelsen åbner for så meget andet end selve forelskelsen.

Man bliver inspireret og mærker, at nye indsigter strømmer ud. Når jeg havde så vanskeligt ved at afslutte mit forhold til Raymond, hang det sammen med, at jeg tog tilbage til ham af rent egoistiske årsager. Jeg ville forsøge at generobre min evne til at forelske mig. En evne, jeg mente, Raymond havde frataget mig. Det handlede om, at jeg skulle redde mit hjerte og min sjæl tilbage. Det lykkedes ikke.«

Om ensomhed ...

Der er stille hjemme i Frederiksberg-lejligheden hos Marianne Wiedemann. Dage kan passere, uden at hun taler med nogen. Uden at hun opsøger andre, eller at andre opsøger hende.

»For mig er ensomheden min tro følgesvend, som jeg kan have det godt med, og som jeg kan have det svært med, men som jeg bliver nødt til at forholde mig til. På den måde fylder ensomheden meget i mit liv. Også selv om jeg har mine børn, børnebørn og gode venner. De fleste venner er meget yngre end jeg selv, og mange jævnaldrende er døde. Jeg tror, jeg altid har haft et anlæg for at være alene, også selvom jeg altid har haft venner og veninder.«

Marianne Wiedemann mener, at det næsten er indbygget i ensomheden, at det ikke er noget, vi har lyst til hverken at indrømme eller beskæftige os med. Ikke noget vi er stolte af, men snarere kan komme til at skamme os over og føle som et nederlag.

Ensomhed er ikke det samme som at være uelsket

»Der er noget skræmmende ved ensomhed, for man kommer let til at forbinde det med at være uelsket. At man ikke er værd at elske, men det passer jo ikke. I øvrigt er der forskel på ensomhed og »alenehed.« Indimellem kan det være svært at vide, hvad der er hvad. Hvornår er jeg ensom, og hvornår har jeg bare brug for at være alene? Jeg nyder at være alene, læse bøger, høre radio og lave podcasts hjemme i min stue. Faktisk er det en forudsætning for min trivsel at være alene i nogle dage. Men der også noget ensomhed i det.«

Det går ikke, indskyder hun, hvis det går hen og bliver alt for mange dage alene. Så kan hun godt forfalde til at have de sorte briller på. Når hun kommer hjem fra en ferie, er det, som om hun skal genfinde sig selv. Finde sit fodfæste i en hverdag og hver gang begynde lidt forfra.

»Men måske er det meget godt at se på hverdagen med nye øjne, har jeg tænkt. Hvad er det egentlig, jeg foretager mig? Er det overhovedet nødvendigt, kunne det gøres på andre måder, hvad er meningen med det hele? For en eller anden mening bliver der nødt til at være. Hvis det føles meningsløst, er det billetten direkte ned i det sorte hul.«

For Marianne Wiedemann ligger en vinterdepression altid på lur i mørket, klar til at flytte ind hos hende, når dagene bliver kortere. Hun kender de første tegn hvert eneste år.

»Det begynder med, at jeg går rundt og skælder mig selv uforholdsmæssigt meget ud. Jeg skælder og smælder, uden at andre er til stede, der er kun mig selv. Så ved jeg, der skal noget opmuntring til:

»Lidt er bedre end ingenting,« tænker jeg. Eller: »Find det store i det små.« Den med at »glasset enten er halvt tomt eller halvt fyldt«, virker ikke længere.«

Hun hører en gammel venindes stemme sige: »Vi skal også bare have det lidt rart.« Eller sin eksmand, Erik Wiedemann, der altid forsvarede hende, hvis nogen kritiserede hende: »Jamen, så har hun så mange andre gode sider.«

»Jeg ved så ikke lige, hvilke gode sider han tænkte på. Men det får sat tingene lidt på plads og fylder mig altid med taknemmelighed og glæde.«

De seneste år er det lykkedes Marianne Wiedemann at afværge det værste af vinterdepressionen. Hun ved, at det kræver noget at være alene.

Man kan også være ensom i et parforhold

»Der er mange af mine nære venner, der er døde, det betyder selvfølgelig noget. Men jeg er trænet i at være alene, hvis man kan sige det sådan. Jeg har boet uden en partner i snart 40 år. Indimellem kan jeg kede mig lidt, men det kan man ved gud også, når man er sammen med andre. Ensomheden som en del af et parforhold må være sværere. For så er det ikke fordi, der ikke er andre, men fordi man har tabt sig selv. Man er i et tomrum sammen med en anden.

Der er mennesker, der bliver i et parforhold, fordi de er bange for at blive alene og ensomme. Så hellere fortielsen og tomrummet med en anden, tænker de måske. Tidligere har jeg været mere rå, mere dømmende:

»Så kom da ud af det ægteskab, hvis du ikke gider at være i det.« I dag er jeg blevet mere varsom med at dømme. Jeg har fundet ud af, at det langt fra er alle, der klare mosten at være alene.«

Og om frihed…

Hun skulle blive 77 år, før hun endelig fik mod til at rejse sig op i en større forsamling og holde en tale. Noget, hun aldrig havde gjort før, aldrig havde turde. At have alles øjne hvilende på sig med en tro på, at det, hun nu ville sige, kunne være så interessant, at andre skulle gide lytte. Var det ikke lidt af en selvovervurdering?

»Jeg kunne få koldsved bare ved tanken, det har aldrig været min spidskompetence. En del af mig har nok også været ret genert langt op i min alderdom, men jeg fik mit gennembrud, da jeg holdt mit livs første tale nogensinde til mit barnebarns konfirmation i 2016. Forinden havde jeg sagt til mig selv:

»Marianne, det er for svagt af dig, hvis du ikke holder en tale til ham. Gør det nu! Du har intet at miste.«

Jeg havde selvfølgelig forberedt mig, og da jeg fik rejst mig op og gik i gang, var det intet problem og nærmest forløsende. Jeg talte og talte, mens alle var stille og lyttede. Tænk, at man stadig kan udvikle sine kompetencer og overskride sine egne grænser så sent, det er da ret livsbekræftende.«

Det har noget med en følelse af frihed at gøre, mener Marianne Wiedemann. At når man kommer op i den tredje alder  – trods alle mulige gebrækkeligheder rent fysisk, indskyder hun – så kan der være visse fordele. Eksempelvis friheden til at gøre og sige, nøjagtig hvad man vil, uden at filtrere det, man siger.

»Det sker jo nok i en erkendelse af, at der ikke længere er så meget tid tilbage, så hvorfor ikke bare give den gas! Samtidig er det resultatet af færre bekymringer om, hvad andre nu også tænker om én. For det er lige meget, fuldstændig lige meget.«