5 stjerner: Alle bliver klogere af denne podcast. Anmelderen fik lyst til at tage noter

En voksen og følsom Sara Bro investerer flot sig selv som vært for kærlighedspodcasten »Hjerteflimmer for voksne«, hvor to kendte mennesker stiller spørgsmål om kærligheden. Guruen Jytte Vikkelsøe svarer og alle bliver klogere. Også lytteren.

Sara Bro styrer »Hjertefilmmer for voksne« flot og følsomt. Uffe Weng/DR

Når man kigger på det publicitybillede, der er taget af værten Sara Bro og parforholdsguruen Jytte Vikkelsøe, og som ledsager DRs podcast »Hjerteflimmer for voksne«, står de begge og har taget en bid af et æble.

Er det syndens forbudte frugt, de sætter tænderne i? Det kunne man godt tro, for Sara Bro er i hvert fald lynet flot op i stramt sort. Vi befinder os jo i det psykologiske landskab, hvor tosomheden – og fristelser uden for den – huserer? Eller er det snarere et bid i det sure æble, man må tage, når man er nødt til at kigge på sig selv for at forstå den anden?