Praise be! Tredje sæson af »The Handmaid's Tale« genantænder grusomhederne og giver serien ny retning

Gudskelov! »The Handmaid's Tale« er endelig tilbage, og sæson tre tegner mere spændende og mere sammenhængende. Kontekst og vægt på psykologien giver nyt liv til serien, der gør ondskab underholdende.

Oprøret mere end ulmer hos de lydige kvinder i »The Handmaid’s Tale«. June (Elisabeth Moss) får nye fjender og allierede i det dystopiske Gilead. Fold sammen
Læs mere

The Handmaid's Tale. Drama, 13 afsnit a ca. 50 minutter. Instruktion: Mike Barker, Amma Asante m.fl. Med bl.a. Elisabeth Moss, Yvonne Strahovski og Joseph Fiennes. Premiere på 3. sæson d. 6. juni på HBO. Nyt afsnit hver torsdag.

Der er en teori om krimier, der også gælder den dejligt dystopiske serie »The Handmaid's Tale«: Hvis man bor i et trygt og godt samfund, nyder man det ekstreme i fiktionen. Men lever man med vold i samfundet, har man ikke brug for fortællinger, der svælger i smerte og død.

Måske er det derfor, at »The Handmaid's Tale« appellerer så stærkt herhjemme. Kvinder kan sidde og gyse trygt, vel vidende at her til lands har vi ret til vores egne kroppe og indflydelse på vores liv. Og vi kan læse i aviser, hvordan de rettigheder eroderes og undermineres i det USA, der i serien er vendt på vrangen og skildret som den totalitære, kristne stat Gilead.

I Gilead er kvinden mandens ejendom, hun må hverken arbejde eller læse, men skal holde hus. Frugtbare kvindfolk oplæres af »tanter« og installeres som »tjenerinder«: slaver og rugemaskiner. Gør hun oprør, mister hun et øje, bliver straffefange eller hængt ud offentligt til skræk og advarsel. Hun bøjer hovedet og bider det i sig. Men ikke titelfiguren, der før Gilead hed June, men nu kaldes Offred efter sin herre (Fred).

»The Handmaid's Tale« er tilbage med en stærk start på sæson tre, der vil sætte Gilead i brand og underholde seeren. Fold sammen
Læs mere

Da »The Handmaid's Tale« fik premiere, var Donald Trump netop indsat som præsident, og kvinder marcherede i protest. Seriens univers virkede måske i overkanten set fra denne side af dammen. Og selv om det var godt skruet sammen, virkede den trods alt lidt for pessimistisk på kvindekønnets vegne. Man kunne nyde »The Handmaid's Tale«, for så galt stod det jo alligevel ikke til.

Mareridtet stammer fra Margaret Atwoods roman fra 1985, og forfatteren understreger til stadighed, at disse ting er sket eller kunne ske. Og ser man på de 25 mænd, der for nylig fik gennemført USAs strengeste antiabortlov, og følger man blot en smule med i det, der sker i disse år, falder skråsikkerheden af i flager, for helt tydeligt er der mange amerikanere, der ud fra ideologi og intet andet vil regulere kvinders kroppe. Ikke bare internt i USA, men også i andre lande. Uanset konsekvensen. Kvinder har taget den røde dragt til sig som protest.

»Bør du se denne kritikerroste serie? Også hvis du er mand? Ja, og hellere før end siden.«


Nok om det. Bør du se denne anmelderroste serie? Også hvis du er mand? Ja, og hellere før end siden. For nok er den TV til tiden, så at sige, men den er også bare en brandgod historie. Begynd fra begyndelsen, hold ud (også gennem anden sæson, der er en smule langtrukken), og glæd dig til den tredje sæson, der netop er gået i gang.

Garvede seere kan roligt læse videre herfra, nye rejsende bør måske holde inde nu og indhente tidligere sæsoner.

Grusom og underholdende

Jeg skal være den første til at indrømme det. Anden sæson var heftig at komme igennem. En sej og grusom omgang, der havde sine øjeblikke, men trådte en anelse vande. Man havde brugt alt stoffet fra romanen og kæmpede med at finde nye historier. Gilead var ikke længere nyt, lidt for ofte var det to skridt frem og et (eller tre) tilbage for vores heltinde. June legede med ilden, men slukkede den lige så ofte igen – tvunget af omstændighederne. Glimt af håb blev afløst af en snigende gru, nye facetter kastede lys på de mange bipersoner for så at lade dem synke tilbage i mørket.

»Yvonne Strahovski er uhyre dragende, uanset hvilken tilstand husets frue er i.«


Kort fortalt: Sæson tre skulle både tage sig sammen og tage os nye steder hen for at fænge. Og fænge an, det gør den. Blusser op og brænder ned, så nye retninger kan udforskes. Nye retninger i både karaktererne og de steder, vi får lov at se. »​Praise be«, fristes man til at sige, for den klaustrofobi, der prægede kommandør Waterfords hus, truede med at suge alt liv ud af historien.

De tvetydige tendenser, der kunne skimtes i mrs. Waterfords vaklen mellem nederdrægtig isdronning og en kvinde, der rummer tvivl og sårbarhed, vil blive foldet ud. Men er June og hende endelig allierede som mødre, som kvinder i et samfund, der har gjort dem begge til fanger?

Washington er ikke just det samme i »The Handmaid's Tale«, men dog flot fremmøde. Visuelt er sæson tre blændende. Fold sammen
Læs mere

Vi får se. Yvonne Strahovski er uhyre dragende, uanset hvilken tilstand husets frue er i. I sæson to blev jeg en smule træt af Elisabeth Moss, der skiftevis var sammenbidt rebelsk eller i rødøjet opløsning i nærbillede. Det er klart, at hvis man er indhyllet i en uformelig dragt, så må ansigtet bære meget af skuespillet. Men hendes June får flere nuancer, og særligt kunne jeg ikke undslippe et gnæg, da en mand spørger, om han får ballade med hende. Det lille smil i mundvigen over hendes tonløse svar fortalte alt. Selvfølgelig gør han det.

Noget af det bedste, der er sket i serien, er Bradley Whitford som den magtfulde kommandør Lawrence. Hans figur rummer sarkasmen fra Josh Lyman i »Præsidentens mænd« krydret med uforudsigeligheden fra rollen i »Get Out«. Han giver June det modspil, hun har brug for.

Vi kommer både til Washington, der er endnu mere puritansk end Junes hjemby, og vi får endelig noget mere at vide om Aunt Lydia, der gør så meget grumt mod sine piger. Kvinderne har naturligt de bedste historier i »The Handmaid's Tale«, men det er tydeligt, at også mændene lider i Gilead. Dog mindre, det er klart. Men de bliver hele tiden observeret af kvinder – de kan ikke slippe kontrollen. De er under hendes øje.