Per Arnoldi: Når 20 kvindelige performancekunstnere står og ter sig, så er det bare om at holde sig væk!

Har dannelsen udspillet sin rolle i den moderne kunst? Kan man overhovedet tale om god eller dårlig kunst længere? Hvorfor er det svært at være 12-talspige og samtidig kunstner? Per Arnoldi har været aktiv kunstner i godt 65 år – Berlingske har besøgt ham for at høre, hvordan kunsten anno 2020 ser ud fra værkstedet i Raadvad.

Per Arnoldi har været aktiv kunstner i godt 65 år. Hans første værk var, da han som 14-årig lavede en facade til Cirkus Arena. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl

Hvis du skulle sidde i en isolationscelle i et år, men måtte medbringe et kunstværk, hvad ville du så vælge?

Per Arnoldi læner sig tilbage i sin kurvestol og svarer uden forbehold.

»Så tager jeg Carl Fabritius »Stillits« fra 1654, som hænger på Mauritshaus i Haag. Finken har en lillebitte snor om benet, så den er fanget, man kunne nemlig lære denne type fugle at synge. Billedet skal ikke overfortolkes, men for mig er det det stærkeste billede på frihed, fangenskab og skønhed, jeg kender. Vinger til ingen verdens nytte. Og helt virtuost malet.«

»Stillits« af Carl Fabritius, 1654. En stillits er en lille fugl af finkefamilien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Public domain.

»Og så blev rådsmedlemmerne endnu mere sure, fordi jeg også sagde, at man ikke fik en pris, bare fordi man havde ring i næsen!«


Berlingske er på besøg hos 78-årige Per Arnoldi i hans store og – på dagen – kolde værksted i det smukke naturområde ved Raadvad i Lyngby.

»Jeg skrev til Søren Ryge, at der er langt færre fugle herude end tidligere, så skrev Ryge: »Ikke I min have«. Manden er jo idylliker!«

I det hele taget er Per Arnoldi optaget af mange ting. Meningerne og udsagnene står ud af ham i kaskader. På trods af de 78 år og den let besværede gang, er der noget uovervindeligt, noget usårligt over Arnoldis selvbevidste og samtidig imødekommende facon.

Nu nævner du værket »Stillits« af Carl Fabritius som favorit, men kan man overhovedet tale om »god og dårlig kunst« med det kunstbegreb, man har i dag? Er alt ikke relativiseret?

»Man kan konstatere, at kriterierne er afgået ved døden. Patienten er formentlig stendød.«

Så ideen om »den objektivt gode kunst« er stendød?

»Ideen om, at værket bærer ideen i sig selv og »afleverer ideen/formålet« ved egen kraft, til hvem der nu måtte stoppe op og betragte det – den ide er helt død.«

En meget ung Per Arnoldi fremviser et af sine første rigtige malerier. Affotografering. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen.

Men ved du personligt godt, hvad der er god eller dårlig kunst?

»Ja.«

Hvad baserer du den vurdering på?

»Man kan jo ikke se, om det, man selv laver, er o.k. Hvilket nok er meget godt, ellers kunne jeg jo ikke have brugt 65 år i den her branche. Men mange af os »voksne kunstnere« er i dag beskæftiget med at lave souvenirs fra »den gode tid«, hvor alt tilsyneladende var i orden, hvor det havde en mening. En tid, hvor symmetri og asymmetri alt sammen betød noget. Hvor farver, planer og så videre stadig betød noget. Men så kommer Jeff Koons. Han rider bare lige ind efter Andy Warhol og smadrer det hele. Vi andre er jo fuldstændigt lammede nu, med mindre vi trækker os ind i reservatet. Det er dårlige tider for kunsten.«

Ekspertviden

Men er det dannelse og din ekspertise, der giver dig evnen til at skelne mellem god og dårlig kunst?

»Med hensyn til dannelsen generelt så handler det om, at du tilhører en kultur og en kulturkreds, som vi kan anskue som et rum. Med dannelsen kan man færdes i det rum med fortrolighed, og man kan nogenlunde forstå, hvor man er, og hvad man har med sig, og hvad der konstituerer rummet.

Dannelse er selvfølgelig også betinget af, at man er bevidst om, at »rummet« eksisterer. Samtidig skal du have en fornemmelse for, hvilken frekvens du skal stille ind på for at høre og se tingene i sin essens.«

Hvad sker der så, hvis man overfører dit generelle dannelsesbegreb på den moderne kunst?

»Der opstår for eksempel et problem, hver gang vi stiller en ny skulptur op af Anker Jørgensen eller Victor Borge. Det ser ud som om, at sammenhængen er i orden, men selve udformningen af værket er fortabt, fordi alt er lige godt, alt er relativt. Men det kan jo ikke nytte noget, at Anker Jørgensen skal have et underlødigt og ukunstnerisk mindesmærke i Sydhavn. Her er en mand, som vi skylder noget kvalitet.

Kunster Per Arnoldi fotograferet i sit atelier i Raadvad ved Lyngby. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

Vi opererer i dag, i forhold til tidligere, i et kriteriedødt rum. Vi mener, at kunstværket selv etablerer kriterier, blot fordi det minder om noget. Men der er simpelthen tale om intellektuel og håndværksmæssig dovenskab!«

»Jeg var der kun i syv måneder, derefter havde jeg det så dårligt, at jeg tænkte: Det her, det dør jeg kraftedme af. Det gad jeg ikke! Åndssvagt.«


Dannelse er fortrolighed med de signaler, som bliver sendt til dig, som bliver tilbudt af kunsten eller påbudt af skolen. Kan du opfange de signaler, så er du tryg, og så kan du begå dig i et særligt fælles rum. Jo flere signaler og koder man kan tolke og forstå, jo større indsigt har man.«

Magasinet »Eva« fra 1970 med Per Arnoldi og hans kone, skuespiller Christiane Rohde. Parret har været gift i 50 år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen.

Nyt territorium

Hvad mener du med »signaler og koder«?

»Signalerne og koderne er dannelsen. Se det som et landkort, man bliver givet, som du så også lærer at navigere efter. Det man traditionelt kalder paratviden, er også nødvendigt for dannelsen, men er ikke dannelse i sig selv. Endemålet med dannelsen er, at du selv en dag ved egen kraft formår at udvide landkortet med nye territorier. Det er dannelsens endemål, fordi det også er en gave til det almene gode.«

Hvis man tager en person med din kunstneriske dannelse og en anden person, som intet ved om kunst, og I to står sammen og kigger på f.eks. et Hammershøi-maleri, hvad ser du så, som han/hun ikke ser?

»Jeg vil på forhånd kende myterne og sandhederne om Hammershøi. Og så håber jeg, min tilskuer vil høre efter, for så kan jeg indvie ham i en verden med ro, orden, skønhed og måske et mysterium.«

Jeg har talt med mange andre udøvende kunstnere, som finder det problematisk, at der er relativt få kunstnere, der faktisk kan leve anstændigt af deres arbejde. Samtidig med at de føler sig omgivet af et »fedtlag« af kuratorer, anmeldere, kritikkere og så videre, der suger af de midler, som i højere grad burde ende hos de udøvende. Genkender du det?

»Endemålet med dannelsen er så, at du selv en dag ved egen kraft formår at udvide landkortet med nye territorier. Det er dannelsen endemål, fordi det også er en gave til den almene gode,« siger Per Arnoldi. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

»Ja, det er et netværkssystem. Vi kan kalde det »apparatet«. Jeg mistror det ikke nødvendigvis, men det må være et vidunderligt sted at arbejde – tænk sig for eksempel at have betalt ferie! Vi burde sgu fyre hele »apparatet« og stoppe med at tilføre det brændstof. Så har de jo pludselig ikke noget arbejde!«

»Dronningen er jo ikke dum, hun ville da sagtens kunne have forstået, at der det år ikke var nogen der havde fortjent Thorvaldsen Medaljen.«


Men nu har du selv siddet i Akademirådet, så har du ikke selv en rem af huden?

»Det er rigtigt, at jeg selv har været i »apparatet« et par gange. Blandt andet som formand for Akademirådet – en underlig amorf størrelse! Jeg var der kun i syv måneder, derefter havde jeg det så dårligt, at jeg tænkte: Det her, det dør jeg kraftedeme af. Det gad jeg ikke! Åndssvagt.«

Hvad var det, der gjorde dig syg?

»Der var flere ting, blandt andet endte afstemningen det specifikke år med, at vi ikke skulle uddele Thorvaldsen Medaljen.«

Hvorfor ikke?

»Fordi der ganske enkelt ikke var noget, der var godt nok! Men det kunne de andre ikke have. Men det her var jo ikke EU, vi kunne jo ikke bare lave en omafstemning. Men sådan er det jo med demokrati, det er jo noget lort, når man ikke er enig. Men skal jeg fortælle dig den reelle årsag til, at vi ikke måtte undlade at uddele medaljen?«

Ja, tak!

»Det var fordi, at dronning Margrethe kom til årsfesten. Men dronningen er jo ikke dum, hun ville da sagtens kunne have forstået, at der det år ikke var nogen, der havde fortjent Thorvaldsen Medaljen. Det ville hun da sagtens kunne forstå. Nå, men så rejste jeg mig for at gå, og så ville Cronhammer (kunstner Ingvar Cronhammer, red.) slås! Han er sgu stor! Men jeg slap ud. Og så blev rådsmedlemmerne endnu mere sure, fordi jeg også sagde, at »man ikke fik en pris, bare fordi man havde ring i næsen!«.«

Per Arnoldi foran et af sine karakteristiske værker i 1976. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tage Nielsen.

Skal man passe på, hvad man siger og mener i kunstverdenen?

»Jeg sender tit en meningsbandbulle eller to ud til folk via mail, men det er der ikke rigtigt andre, der gør. Hein Heinsen gør det lidt og Bjørn Nørgaard udtaler sig fornuftigt indimellem, men ellers er der radiotavshed. Pigerne (de kvindelige kunstnere, red.) skriver mest om, at nu har de fået sig otte års akademiuddannelse, en MMB, eller en EGV fra London og en OGF fra New York, og hvordan kan det så være rigtigt, at de ikke kan leve af deres kunst? Men ved I hvad, piger? Det er sådan, det er!«

»Du kan ikke lave særligt saftig kunst, hvis du er nærig. Kunsten er et tilfælde af halsløs generøsitet.«


Hvordan ser du på ideen om kønskvotering i forhold kunstverdenen?

»Jeg synes Michael Thoubers (direktøren fra Charlottenborg, red.) udtalelser om kønskvotering er hjerteskærende (Thouber mener blandt andet, at kvindelige kunstnere er stærkt underrepræsenterede på landets kunstmuseer, red.). Kaster man et blik på kunstkomiteerne, så ser man, at pigerne har gjort det, som drengene altid har gjort: De har rottet sig sammen. De er ikke et hak bedre!«

Hvor ser du det?

»Ser du på statens kunstværksteder, f.eks. det ved Gl. Dok, som jeg selv tappert søger hver gang, så er der to mænd og 18 kvinder på værkstedet. Og selve komiteen, man skal søge adgang hos, består såmænd af otte kvinder og kun én mand. Det, synes jeg, er ret bemærkelsesværdigt.«

Skal man være en god købmand for at få succes som kunstner?

»Det kan godt være rigtigt, men jeg er det desværre ikke selv. De bider ikke på mig, altså pengene. De bliver sgu ikke hængende. Det ville være rart, men du kan ikke lave særligt saftig kunst, hvis du er nærig. Kunsten er et tilfælde af halsløs generøsitet.«

Hvad tænker du om den type moderne kunst, hvor man har et umiddelbart uaflæseligt artefakt, som så forklares i en lang tilhørende tekst, som f.eks. hænger ved siden af værket?

»Når der hænger en gammel undertrøje på en pind sekunderet af lang hjælpetekst, så tænker jeg, at det er ens hver gang. Den slags »kunst« får mig til at vende om i døren, for jeg vil ikke belæres. Men jeg morer mig over, hvor homogen den moderne kunstscene er. Det har intet med fortælling at gøre, fordi det folder ikke fortællingen ud. Der er ingen fortælling i selve værket, men kun i den tilstødende tekst. Det er fatalt. Uden ballast går det ikke. Ideen kæntrer ved den mindste storm.«

Hvad mener du med, at det er fatalt?

»Det er jo selvovervurderende selviscenesættelse, som mistror værkets egen kraft. Og så er der den forbløffende ensartethed på de forskellige kunstskoler. Hold da kæft! Det er jo komplet småborgerligt.«

Hvor ser du det småborgerlige?

»Det ser jeg i, at den nye generation af kunstnere forventer løn, ferie, fast arbejdstid og barsel. De har slet ikke forstået, at det slet ikke er det, vi er ude i. Vi er jo nogen, der har valgt – til en høj pris – at bestemme over vores eget liv. Den pris vil de ikke betale.«

Men så kommer det store spørgsmål. Du siger selv: »Det er ikke det, vi er ude i«. Men hvad er vi så »ude i«?

»Vi er nogen, der hårdnakket fastholder troen på, at et objekt kan have udstråling. Den udstråling har det fået, fordi nogen, måske flere, er gået sammen om at lave et værk. Vi er nødt til at være et troende folk.«

Per Arnoldi stående bag en serie skulpturer kaldet »Global Warning« som har været vist i New York, Madrid og ved WEF mødet januar i Davos 2020. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl.

Hvad bliver arven fra din generation, når vi skal skrive om den om 100 år?

»Mine DSB-plakater fra 1975, du!«

Hvad med f.eks. Bjørn Nørgaards hesteslagtning?

»Problemet med Bjørns hest er, at den skal have en forklaring med på vejen, ellers er det meningsløst. Så hellere Lene i Børssalen! Det var sgu ret godt. Hun var eddermame smuk. Bjørn (Nørgaard, red.), Hein (Heinsen, red.) og Per (Kirkeby, red.), som jo desværre ikke er her mere, vi har aldrig svinget sammen, men som tiden går, så vil jeg have, de andre skal holde ud. De må ikke dø, de må ikke forsvinde –hvad fanden er det for noget? Så er der jo ikke længere nogen, man kan snerre kærligt af.«

Du er kendt for at have et hidsigt temperament – har du stadig det?

»I de gamle dage på Drop Inn gik bølgerne højt. Men decideret voldelig er nok så meget sagt. Jeg har dog sjasket utroligt meget øl i hovedet på folk. Forleden kunne jeg mærke temperamentet boble, og jeg tænkte, den er ond dén her, men jeg kom ud af det. Det er sgu længe siden, jeg har foldet mig ud.«

Hvad med fremtiden for kunsten?

»Noget, der efterhånden fylder meget og særligt de sidste 15-20 år, er den performative kunst. Særligt er der rigtigt mange performative kvinder. Det foruroliger mig, at så mange af dem har et underligt, hadfyldt forhold til eget køn, menstruation, sit blod.

Desuden har jeg et kvalitativt problem med det performative, da jeg qua min kone og søn også er gift med teatret. Jeg kan bedst lide dem, der kan noget – og der må jeg sige, at den moderne performative kunst er stopfyldt med dårlig performance.

Og så er det særlige miljø blevet så ekstremt snævert, at det næsten er privat. Men kunst er aldrig privat, for så er det en hobby. Men det er blevet et lillebitte reservat. Nu skal der så være 20 performances på Den Frie med cirka 20 kvinder, der ter sig! Så er det er bare om at holde sig væk, du!«