Nye bøger vil lære dig at bevare pessimismen

Hvis du går og synes, at andre mennesker er dybt irriterende, at de taler for højt i deres mobiltelefoner og altid går i vejen på gaden – så er du ikke alene. Noget tyder på, at den positive psykologi er blevet afløst af smålighed og irritation. I hvert fald på bogmarkedet. Der kan være god grund til at følge trop.

 »Der har været en periode, hvor vi hele tiden fik besked på at tænke lyst og leve mindfullness-værdierne ud, mens vi sad og malede Mandala. Nu er småligheden på vej tilbage
»Der har været en periode, hvor vi hele tiden fik besked på at tænke lyst og leve mindfulness-værdierne ud, mens vi sad og malede Mandala. Nu er småligheden på vej tilbage.« Fold sammen
Læs mere

Per Jepsen leder efter et tog på Aarhus Banegård, da jeg fanger ham på telefonen. Toget, der skal transportere forskeren til København, er forsinket. Det er noget med nogle minutter, men det bliver flyttet frem og tilbage. Det er ikke helt til at gennemskue.

Selv en professionel pessimist kan se det humoristiske i den situation.

Især når han samtidig bliver bedt om at forholde sig til bogen »Pessimisme«, hvori han argumenterer for at holde humøret dårligt. Han må næsten være i sit es her.

»Optimisme er blevet vores tids snusfornuft. Vi har sat den på autopilot uden at tænke over, om det nu også er bedst at se lyst på tilværelsen«, som der står i bogen.

»De værste pessimister sender vi til læge eller psykolog, hvor de kan blive behandlet for deres depression. Problemet er, at vi i samtalen om pessimisme og optimisme gør det til et spørgsmål om, hvorvidt den enkelte person er tilbøjelig til at mene, som han gør, fordi han havde en dårlig barndom, eller fordi han har en medfødt hang til melankoli. Spørgsmålene handler jo ikke om, hvorfor vi mener, som vi gør, men om, hvordan verden og mennesket grundlæggende er.«

Folk er bare irriterende
Per Jepsen er ikke alene om at dyrke sortsynet. Tværtimod er bogbranchen fuld af bøger om sortsyn. Først kom Svend Brinkmanns meget omtalte »Stå fast«, så den førnævnte »Pessimisme«, der hylder evnen til at se på tilværelsens dystre sider.

I sidste uge kom »Kunsten at være negativ«, en aktivitetsbog for voksne, der med kapitler som »Vær vred til hverdag og fest«, »Hæng fast i fortiden« og »Find fejl ved verden« hjælper dig med at finde den værste udgave af dig selv.

Ifølge Nanna Rørdam Knudsen fra forlaget Modtryk, der udgiver »Kunsten at være negativ«, skal den betragtes som et modsvar til de mange positivitetsbøger, som fortæller os om fordelene ved at se lyst på tilværelsen.

Per Jepsen, forsker og forfatter

»Vi skal vove at ødelægge den gode stemning for at få øje på alt det, der altid kan blive lidt bedre«


»Der har været en periode, hvor vi hele tiden fik besked på at tænke lyst og leve mindfulness-værdierne ud, mens vi sad og malede Mandala. I denne bog bliver det vendt på hovedet, så man for eksempel kan skrive ned, hvem man er sur på,« forklarer Nanna Rørdam Knudsen og understreger, at det ikke handler om at sætte grænser og lære sig selv at kende. Så ædelt er motivet ikke. Det handler om de grimme følelser. Som bitterhed. Smålighed.

»Jeg synes for eksempel, at det er vildt irriterende, når folk går langsomt foran mig på gaden. Jeg kan blive uforholdsmæssigt sur over det. Kvinder får jo tit at vide, at de skal blive bedre til at sige »nej« og være vrede, men her er vi ude i den smålighed, der er forbudt, fordi den bare handler om at være sur på fremmede mennesker eller hade sine børn.«

Nanna Rørdam Knudsen understreger, at småligheden også er dybt latterlig.

»Når man skriver det ned, kan man jo godt selv grine lidt af det. Og det er også meningen med »Kunsten at være negativ«. Det er jo vildt strengt at sidde og kigge på en berømthed og tænke, at »så pæn er hun da heller ikke«. Men det er jo sådan noget, vi alle sammen kan finde på. Og det er kun godt, hvis vi også kan grine lidt af det.«

Mennesket er slet ikke menneskeligt
Historisk set har der gennem mere end 2.000 år været en filosofisk kamp mellem den optimistiske livsholdning og den pessimistiske. Sidstnævnte dominerede fra de græske filosoffer til de kristne gnostikere, der mente, at verden var skabt af en ond dæmon, Demiurgen.

Også sortsynets mester, den tyske filosof Arthur Schopenhauer, vrængede sig igennem 1800-tallet. Per Jepsens bog og andre kilder fortæller, hvordan Schopenhauer mente, at både verden og mennesket grundlæggende var af det onde, og at den historiske udvikling – hvis der altså overhovedet var nogen – var en udvikling til det værre og ikke til det bedre.

I slutningen af 1800-tallet var pessimisterne så mange, at Eduard von Hartmanns hovedværk, »Det ubevidstes filosofi«, blev en bestseller:
»Ganske imponerende for en bog, hvis hovedbudskab er, at menneskeheden burde nå til en kollektiv beslutning om at udslette sig selv som art,« som Per Jepsen skrev i »Pessimisme«, der udkom i april.

»Jeg synes for eksempel, at det er vildt irriterende, når folk går langsomt foran mig på gaden,« siger redaktøren bag »Kunsten at være negativ«. Fold sammen
Læs mere

»Den såkaldt positive psykologi vil i sin mest ekstreme form føre til et forvrænget billede af den menneskelige tilværelse. Hvis vi insisterer på altid at fokusere på det positive, risikerer vi at fortrænge de dimensioner af menneskelivet, som ikke kan gøres positive. For eksempel lidelsen og døden. Endnu er der et udviklingsargument. Vi skal vove at ødelægge den gode stemning for at få øje på alt det, der altid kan blive lidt bedre«.

Optimister i en klimakrise
Det er Anders Fogh Jensen enig i. Den kendte filosof understreger, at vi lever i forunderlige tider. Samtidig med at vi dyrker ja-hatten, er vi også præget af dyb pessimisme. Men det er der også grund til, konstaterer han.

»Klimaet har det jo ikke godt, så på den måde skaber vi jo en kunstig positiv atmosfære, når vi taler om, at tingene udvikler sig. Det er blevet meget åbenlyst efterhånden som klimadagsordenen er blevet tydeligere,« siger Anders Fogh Jensen. Han fortsætter:

»Optimisme handler om at håbe på, at tingene bliver bedre, uden at man gør noget ved det. Optimisme er »det skal nok gå«, og det kan man altså ikke sige, når man ser på, hvordan det går. Her kommer pessimismen som den negative pendant. Det er frygten for, at alt bliver dårligere, uden at man gør noget for det. Men i det mindste vil man sige, at sidstnævnte er mest realistisk.«

Realisme eller ej. Det er faktisk ikke særlig interessant at tale om, hvad pessimismen kan bruges til. Det understreger Per Jepsen. Hans tog er stadig forsinket, og jeg har lige spurgt, hvad vi kan bruge sortsynet til.

»Det er jo ikke den vigtige pointe, at pessimisme kan gøres brugbar,« siger Per Jepsen, der stadig står på Aarhus Banegård.

»Det vigtige er, at der findes noget, der ikke kan gøres konstruktivt. At der er nogle almenmenneskelige erfaringer, som vi ikke kan komme udenom. Vi ved, at vi skal dø. Vi ved, at vi skal miste. Og det skal vi lære at forholde os til i stedet for at gå og tro, at det kan gøres til noget positivt.«

Alligevel har kampen mellem det optimistiske versus det pessimistiske fyldt så meget.

»Gennem historien har der været en bestandig kamp mellem det optimistiske og det pessimistiske grundsyn. Kierkegaards opgør var også et opgør med at forvandle kristendommen til noget optimistisk. Han endte faktisk med at konkludere, at livets formål var at opnå den højeste grad af livslede.«

Per Jepsen griner. Sortsynet er morsomt. Som når Schopenhauer mente, at menneskets tilværelse pendulerer mellem lidelse og kedsomhed. Hvis man har opholdt sig fem minutter i et stormagasin lørdag formiddag, ved man, hvad han mente. Det er lige før, stemningen løfter sig ved tanken. Vi griner igen.

»Måske griner vi bare, fordi det faktisk er rart, når man siger det, der ellers ikke må siges. Der er jo en slags taleforbud mod pessimismen,« siger Per Jepsen.

Jeg indvender, at Per Jepsens bog da har fået masser af opmærksomhed. Det må være svært at beholde det dårlige humør med al den medvind.

»Der var ikke noget taleforbud mod min bog,« medgiver Per Jepsen. Og så alligevel:
»Men al opmærksomheden fik jeg næsten udelukkende på den præmis, at jeg skulle fortælle, hvad vi kunne bruge pessimismen til. Jeg talte på en kongres i Aarhus, hvor oplægget hed noget i stil med »Har pessimismen en berettigelse i et fremtidsorienteret samfund?« Men ingen spørger jo, om det fremtidsorienterede samfund har en berettigelse. Det kunne måske have været mere interessant.«

Sådan taler de sande pessimister, der kan glæde sig over, at der er kommet flere som dem. Men det er nok ikke positivt, hvis du spørger dem.

De vrede bøger:
»Kunsten at være negativ«, Forlaget Modtryk
»Pessimisme«, Aarhus Universitetsforlag
»Kosmisk Pessimisme«, Gucca