Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

At stå fast i den store tomhed

Svend Brinkmann satte en dagsorden, da han udgav bogen om at stå fast og gøre op med tidens udviklingstvang. Men hans gudsforladte menneske strander i tomhed, og nu begynder spørgsmålene at melde sig.

ARKIV Karikatur af Søren Kierkegaard. Fold sammen
Læs mere

Da psykolog Sven Brinkmann i 2014 udgav bogen »Stå fast«, begyndte mange at diskutere, hvad tidens mentalitet gør ved os. Noget tyder nemlig på, at vi ikke kan fortsætte med at holde til kravet om at være positive, omstillingsparate og i konstant færd med at føle efter i det indre. I den korte og let læste bog opfordres læseren til at fyre sin coach og indse, at vi har rødder mindst lige så meget, som vi har fødder, mens man i øvrigt bør indse, at den ihærdige optagethed af eget følelsesliv nemt kan resultere i en erkendelse af, at der faktisk ikke findes ret meget interessant derinde. Eftersom de væsentlige ting i livet kommer til os udefra, primært gennem daglige pligter og relationer til andre. Der er et umiskendeligt præg af elementær luthersk kald og stand-tænkning over det, hvilket Brinkmann dog ikke sætter direkte ord på, eftersom han omhyggeligt går i en bue udenom al religiøsitet.

Dette bidrog utvivlsomt til, at budskabet gik så uproblematisk ind, for her kunne man tale om opgør med selvrealisering og flirte lidt med pligttænkningen uden at indblande kristen­dommen, med alt hvad dertil hører af alvor og forlegenhed. Det var oplagt for den moderne dansker at springe på »stå fast«-bølgen og fremstå som en tænksom og lidt åndfuld type uden at tage skade på sin sekulære identitet. Men vi nærmer os punktet, hvor flere indser, at noget mangler. Sagen er nemlig, at Brinkmann med sin bog i sidste ende hovedsagelig gav individets selvoptagethed en ny indpakning. Ifølge den skal mennesket ikke længere mærke efter for at være i bevægelse. Det skal mærke efter for at kunne stå fast. Men det skal stadig mærke efter.

Den enkelte er altså fortsat henvist til sit eget analytiske selskab, og nu, da så mange har lært at sige, at man skal stå fast, begynder nogen at savne svar på, hvad det er, vi skal stå fast i. For eksempel efterlyste forsker ved Grundtvig Centeret i Aarhus, Katrine Frøkjær Baunvig, for nylig i en kronik et svar på, hvad vi en tid, der »dikterer fri og flydende identitetsdannelse«, skal grunde i. Og Brinkmann svarede hende straks ved at sige, at det handler om at skabe »selvkonstans« i tilværelsen, og at der findes en »uomgængelig fordring til mennesket« om, at vi kan leve op til ansvaret for hinanden.

Og her bliver det interessant. »Selvkonstans« er en forrygende betegnelse for den store selviagttagende forvirring, og spørgsmålene giver sig selv. Hvordan kan det frisatte individ holde sig selv fast, hvad skal det stå fast i forhold til, og hvorfra stammer den »uomgængelige fordring«, som ifølge Brinkmann skal adlydes?

Når man ikke vil henvise til en større myndighed, ender man hurtigt i afdelingen for varm luft, hvilket står endnu mere klart, når man lytter til en klog mand som professor Lars-Henrik Schmi­dt, der tidligere på sommeren i Kristeligt Dagblad beskrev, hvad der kan ske, når mennesket skal definere sig selv uden at forholde sig til en almagt som højeste etiske målestok. Schmidt bekymrer sig om det, som Brinkmann negligerer – nemlig, at begreberne skyld og pligt uden talen om Gud mister den dybeste mening, hvorefter individet ikke for alvor holdes fast af noget og på overfladisk vis kan fremstille sig selv. Som vi for eksempel ser det blandt politikere og andre magtmennesker, der gerne taler om ansvar og undskylder for deres fejl, men som ofte ikke synes at forbinde noget dybere med det. Schmidt overvejer, hvordan den enkelte i dag kan påtage sig et seriøst ansvar, når skyld og synd er blevet tomme begreber. Man tager gerne ansvaret, men man bærer ikke på en personlig grundlæggende bevidsthed om syndighed, eftersom netop den ikke længere indgår i den etablerede beskrivelse af, hvad et menneske er.

Denne centrale overvejelse skal lyde som modsvar til den lidt poppede brinkmannske tankegang, der jo netop ikke vil binde mennesket til noget almægtigt, endsige sætte ord på en syndig tilstand, man skal stå til ansvar for. Men som alligevel opfordrer den enkelte til at mærke pligtfølelse og stå fast i en »selv­konstans« som vel så i sidste ende ikke kan forbindes med andet end det, man selv beslutter sig for at acceptere.

Vi står altså i en tid, hvor der er brug for at erindre, hvad der er med til at forme et menneske. Behovet forstærkes blot af de store forandringer, der har at gøre med indvandring, EU-afmagt, klimaændringer og en følelse af, at ens konkrete virkelighed synes trængt af det mere abstrakte. Erfaringen af det grænseløse kan få os til at længes efter noget givent, hvilket blandt andre den franske tænker Pascal (1623-62) i mødet med den moderne filosofi og et intensiveret naturvidenskabeligt verdensbillede udtrykte med ordene: »Disse uendelige vidders evige tavshed skræmmer mig…« Pascal mærkede ubehag ved en verden, hvor gamle konturer blev opblødt, og hvor det blev sværere at føle fast grund under fødderne og vide, hvad man skulle forlade sig på.

Få har som vor egen Søren Kierkegaard (1813-55) forstået dette farefulde moderne vilkår, der ifølge ham ville bringe individet helt derud, hvor det kan blive tvunget til at reagere. Kierkegaard beskriver de kaotiske kræfter som mere brutale end selv orkaner og jordskælv, idet der udvikles en sær følelsesløshed, hvor »… Alt bliver en ubetydelig Udvorteshed uden Characteer.« Det er denne manglende fornemmelse af indre tyngdepunkt, der mærkes af mange i dag, og i det moderne og grænseløse virvar ser Kierkegaard to scenarier for sig. Enten vil mennesket fortvivle i religiøs og åndelig forstand og bevæge sig mod mere og mere tomhed og meningsløshed. Eller også vil det netop af tidens barske vilkår lade sig opdrage til ny seriøs, åndelig besindelse.

Den megen tale om at stå fast kan for så vidt godt ses som en slags besindelse midt i frygten for at drukne i abstraktion og en opskruet dyrkelse af den positive og fleksible attitude. Men når man som Brinkmann ikke inddrager tanken om det vertikale og menneskets lydighed over for en anden instans end sig selv, står man tilbage med netop den karikatur af en selvbesindende person, som Kierkegaard beskriver i »Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift«. Her fremstilles det stakkels menneske med billedet af en passager, der er blevet utilpas ved tempoet og vil bremse vognen ved at holde fast i sædet foran. Hvormed han jo kun reagerer tilsyneladende, fordi han ikke forstår, at besindelsen skal stikke meget dybere.

Svend Brinkmann opfordrer sin læser til at være en sådan passager, der forbliver i tidens strøm og vender et par begreber på hovedet, så ja-hat bliver til nej-hat, og det hele ser tilpas selv­stændigt ud. Men det ændrer ikke det store, for vognen kører videre med en samtid og enhver i den, der ikke sanser, at bundet­heden skal findes i forhold til en større myndighed, der stadfæster, at vi i kraft af vores skabthed og åndelige eksistens er bundet til at være noget bestemt.

I kristen forstand er mennesket sat i et skyldigt pligtforhold, der ikke kan relativeres eller tilpasses en mavefornemmelse, og herfra stammer den »uomgængelige fordring til mennesket,« som Brinkmann taler om. Men som han udhuler ved ikke at forbinde den med en absolut myndighed, og så er vi atter overladt til den rådvildhed, der opstår, når alt skal bestemmes af vore egne følelser. Derfor har ordene »stå fast« fået karakter af en slags moderne visdom, der kan skabe håb om, at alt ikke flyder. Men hvis det ikke fører til andet end en dyrkelse af begrebet »selv­konstans« som en ny smart overskrift, har vi igen overgivet os til den misforståede tro på, at mennesket kan stå fast ved egen kraft.

Noget kunne dog tyde på, at flere begynder at mærke tom­heden, og man må bevare håbet om, at der snart vil finde en dybere besindelse sted. En forståelse af, at vi i dette liv holdes fast af noget andet end os selv.