Der er grund til at bevare pessimismen - især på Hvidovre Hospital

Denne tekst skal ikke handle om damen på Hvidovre Hospital. Det har jeg for længst besluttet. Det gælder om at tænke positivt, så i stedet for at fokusere på den ene negative oplevelse, vil jeg tænke på de mange mennesker, der kom løbende, da min søn faldt ud af barnevognen midt på Amagerbrogade lørdag eftermiddag Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Denne tekst skal ikke handle om damen på Hvidovre Hospital. Det har jeg for længst besluttet. Det gælder om at tænke positivt, så i stedet for at fokusere på den ene negative oplevelse, vil jeg tænke på de mange mennesker, der kom løbende, da min søn faldt ud af barnevognen midt på Amagerbrogade lørdag eftermiddag. Hvordan de hjalp mig med at samle alle mine ting, der lå spredt ud over vejbanen. Hvor oprigtigt bekymrede de var for barnet, der lidt for længe lå stille på asfalten. Enhver, der har stået i en akut situation, ved, hvor rørende fremmede menneskers omsorg kan føles.

Det er det, jeg skal tænke på, messer jeg for mig selv. Tænk positivt. Alligevel er det, som om damen overskygger alt det andet. Det mørke har det med at skygge for det lyse. Måske forklarer det, at positiv psykologi har fået så meget vind i sejlene herhjemme. Den amerikanske psykolog Martin Seligman, som er med på bølgen, har blandt andet fremlagt data, der tyder på, at mennesker med en bestemt positiv livsindstilling er mindre disponeret for at udvikle sygdomme som kræft. Det er jo et ret godt argument for at se positivt på tilværelsen.

Men ifølge den danske forsker Per Jepsen er der også grund til at pleje sortsynet. I en ny bog, der bare hedder »Pessimisme«, argumenterer han for, at en af de centrale kristne værdier, vi bør give videre til nye danske statsborgere, er evnen til at se pessimistisk på livet. Ikke fordi vi skal begrave os i håbløshed og depression, men fordi mennesket ikke kan forvente positive følelser og fravær af smerte og skuffelser fra vugge til grav. I stedet for at lalle jubeloptimistisk omkring, skal vi bruge pessimismen til at definere, kritisere og bekæmpe sociale uretfærdigheder.

Damen på Hvidovre Hospital kunne være en af dem. Godt nok er hun bare en ansat, der tager imod folk, som kommer ind med akut skade. Men hun er også et symptom på den omsorg, vi glemmer i det offentlige system. Mens vi er gode til at være medmenneskelige på gaden, bliver vi til et nummer, når vi går på arbejde. Og damen på Hvidovre Hospital var i den grad på arbejde, da jeg kom løbende ind med min søn:

»Du kan ikke parkere bilen der,« vrissede hun og pegede ud på min skæve parallelparkering og bilen, der stadig lugtede af barnets opkast. »Du må om bag bygningen.«

Jeg forsøgte at forklare, at min søn havde slået hovedet, måske havde fået en hjernerystelse, at jeg er alene med ham, at jeg har en diskusprolaps i ryggen og ikke kunne bære hans 17 kilo rundt om et hospital.

»Du kan ikke forvente særbehandling,« svarede damen. »Flyt din bil eller tag hjem.«

Måske var damen bare træt. Måske ville hun hellere arbejde som gartner i forårssolen end at sidde som sur skrankepave med næsten enevældig magt over Excel-ark og parkeringspladser. Men min indre pessimist er mere ambitiøs. Hun insisterer på, at folk lærer at opføre sig ordentligt, og at den regel især gælder, når de arbejder i sundhedsvæsenet. Men måske skal jeg bare lære at se lidt lysere på tingene. Der er sikkert et kursus for mig et sted. Jeg kan jo tage damen med. Hun trængte helt sikkert også til det.