Ny serie viser en lemfældig tilgang til jødeudryddelserne

Amazon har begået en ualmindeligt smagløst, sitrende og ujævn TV-serie, der tager livtag med nazister. En moralsk anløben fortælling med et både latterligt og voldspornografisk tilsnit. Men tåler man mosten, får man morskab i stride strømme.

Al Pacino spiller endelig sin egen alder og gør det fortrinligt i »Hunters«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christopher Saunders

I jagten på underholdning knyttet til nazismens ugerninger bliver moderne film- og serieskabere i stadigt højere grad nødt til at søge tilbage i tiden.

Dette gør sig til dels gældende for HBOs nye »The Plot Against America« og i endnu højere grad for Amazon Primes seneste seriesatsning, »Hunters«, som netop har haft premiere på betalingstjenesten.

Her følger vi Jonah (spillet af Logan Lerman), en ung, begavet og forhutlet jødisk mand i 70ernes New York City. Under tragiske og mystiske omstændigheder mister han sit faste holdepunkt i tilværelsen og kommer på sporet af både unge og gamle nazister, som er i fuld vigør og ude på at etablere Das Vierte Reich i Guds eget land.

Tak for kaffe.

»Det er dér, kæden hopper af, for udryddelserne er ikke og må aldrig blive noget, som behandles med nonchalant fandenivoldskhed.«


»Hunters« er en afsindig og mærkelig omgang, for den går næsvist på tværs af genrekonventioner og lader sig bedst forstå som en pulpet dramakomedie med skiftevis fjollede og skrækindjagende scener. Persongalleriet, der tæller veloplagt velspillende Al Pacino og Dylan Baker, er hyperstiliseret, og diversiteten er etnisk korrekt.

»Hunters« er også en skrigende og farverig oplevelse, overdreven og i bund og grund ganske smagløs, med alt fra brune gulvtæpper til dybrøde badeværelsesfliser. Det, som for alvor gør et blivende indtryk, er dog Cristobal Tapia de Veers æggende og æterisk-prikkende kompositioner.

Man finder scener, der er tåkrummende pinlige, og scener, der går så langt ud over, hvad man normalt forventer, at det bliver grænseoverskridende godt. I det hele taget er produktionen så ur-amerikansk, at det halve kunne være nok. Serien er fyldt med skødesløs fandenivoldskhed, som umiddelbart virker forjættende, lige indtil niveauet falder drastisk fra tredje afsnit og frem.

Eklatant mangel på bevidsthed

Det fører os til det ubetinget mest problematiske ved serien, nemlig dens lemfældige tilgang til lige netop jødeudryddelserne.

Jovist, KZ-lejrene er blevet benyttet i et væld af dramaproduktioner og underholdningsfilm, men så godt som altid gøres det med en pinagtig bevidsthed om tragediens omfang. Vi taler med andre ord om en antibegivenhed, som er så skelsættende, at den fordrer om ikke etikette, så i det mindste æstetisk og emotionel lødighed. Fortiden fordrer her konduite.

Den bevidsthed mangler »Hunters«, og resultatet er flabet, tenderende til det krænkende. Nutidsniveauet, hvor udryddelsen hævnes, giver mening og udføres i overensstemmelse med seriens iltre vildskab, men de løbende tilbageblik til fortidens ondskab håndteres på samme grænseoverskridende måde.

Det er dér, kæden hopper af, for udryddelserne er ikke og må aldrig blive noget, som behandles med nonchalant fandenivoldskhed – uagtet hvor mange pinsler den gemmes bag.

Tåler man sådan en fabulering, som får »Inglourious Basterds« (2009) til at virke lødig og respektfuld, får man til gengæld pulpet morskab i stride strømme. For når først ondskaben træder op på scenen, sker det med så vellystigt overskud, at man sidder måbende tilbage. I de første to afsnit altså – derefter står den på antiklimaktisk slapstick og smudsigheder med kun sporadiske guldkorn.

Hunters

Skaber: David Weil. Medvirkende: Logan Lerman m.fl. Anmeldelsen er skrevet på baggrund af fem afsnit