Tarantino på nazi-jagt

Film: »Inglourious Basterds« er en djævelsk underholdende og stærkt kulørt actionkomedie, men er for lang, for rodet og har ujævne skuespilpræstationer, især fra Brad Pitt.

Brad Pitt som den barske løjtnant Aldo Raine i den ujævnt fortalte »Inglourious Basterds«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Imagenet/presse

Quentin Tarantino indleder »Inglourious Basterds« med »Der varen gang i nazi-besatte Frankrig«.

Dermed giver han sig selv carte blanche til at skildre jødeforfølgelserne som et eventyr Tarantino style med et stærkt kulørt mix af humor, ekstrem vold og filmhistoriske referencer.

Ingen kan slå en stemning an som Tarantino, der med de forkert stavede ’basterds’ i titlen, inspireret af Enzo Castellaris spionthriller fra 1978, antyder, at det her ikke skal tages alvorligt. Og åbner med en scene, der har spaghetti-western instruktøren Sergio Leones kitschede kendetegn, men hvis grusomhed minder om de mere rystende film om Anden Verdenskrig. Scenen, hvor Oberst Hans Landa opsøger bonden Lapadite og, fordi han »forstår at tænke som jøder«, ergo »som rotter«, afslører den eftersøgte familie Dreyfus’ gemmested, viser Tarantinos brillians som manuskriptforfatter.

Desværre skruer han de enkelte scener bedre sammen end selve filmen, og de resterende to og en halv time, filmen varer, er ikke så spændende som begyndelsen. Og det selv om plottet indbefatter så farverige elementer som en særlig enhed af hævngerrige, amerikansk-jødiske supersoldater med licens til at dræbe, torturere og det, der er værre, ledet af Brad Pitts barske løjtnant Aldo Raine. En tysk filmdiva, der spionerer for briterne. Samt en jødisk biografejer, der kurtiseres af en nazi-helt, som har lavet en film om sin massakre på allierede.

»Inglourious Basterds« slipper ikke heldigt fra at blande fremragende underspillede europæiske karakterskuespillere som Daniel Brühl, der er nazi-helten, Zoller, og Christoph Waltz, der dominerer filmen som Landa, med Brad Pitts kæmpestore armbevægelser. Hans Alfo Raine er en parodi, intet mere.

Også derfor er filmen ujævnt fortalt. Men takket være Tarantinos uovertrufne fortælleglæde og hans begavede hyldest til filmmediet er det en djævelsk underholdende og stærkt kulørt actionkomedie. Voldscenerne er 24 karats Tarantino, men man savner de stramme kompositioner og de famøse lommefilosofier og populærkulturelle iagttagelser, der før har hævet mesterinstruktørens pulp-univers til kunst.