Nobelprismodtager leverer en forrygende fortælling om en familiefejde af episke dimensioner på Zanzibar

»Ved havet« af nobelprismodtager, Abdulrazak Gurnahs er en nådesløs familiefejde af episke dimensioner. Men også et knivskarpt portræt af to menneskeskæbner.

Den tanzaniske forfatter Abdulrazak Gurnahs mesterlige roman »Ved havet« udkom i 2001, men ser først nu dagens lys i en dansk oversættelse. Forfatterens internationale gennembrud kom i 2021, da han blev tildelt Nobelprisen i litteratur.

Gurnah er født i 1948 på øen Zanzibar, men flygtede til England i en alder af blot 20 år. Særligt midten af 1960erne var en tumultarisk og blodig tid for det lille øsamfund. Den britiske kolonimagt havde trukket sig fra den eksotiske perle og de omkringliggende azurblå bølger, og snart kom det til voldelige optøjer, hvorefter en korrupt socialistisk regering kom til magten.