PET-chefens egen far blev fundet død på en strand – og han tror ikke på, at det var selvmord

I »Spion i blodet« giver tidligere PET-chef et indblik i sine mest interessante sager. Det er rå virkelighed. Også når han fortæller om det mulige mord på sin egen far.

Frank Jensen fortæller i »Spion i blodet« om sit mangeårige arbejde i PET. Mathias Svold

Frank Jensen er på mange måder et levende sindbillede på dansk politi og efterretningsvæsen. 40 års tjeneste, der startede som gadebetjent. Men sluttede på toppen af PET, hvor Frank Jensen nåede at være både spionchef, antiterrorchef og operativ chef med ansvar for Danmarks sikkerhed.

Frank Jensen er med andre ord en mand, der kan holde på en hemmelighed. Og ja, et menneske, der er fuld af dem. Men også en af de få nulevende danskere, der ved, hvad vores nation har været – og kunne have været – udsat for de sidste fire årtier.