Netflix' fantastiske datingserie: »Love is Blind« noget af det mest ærlige – og vilde – reality-TV«

»Love is Blind« er fantastisk TV, der udstiller et par af kærlighedslivets mest grundlæggende pointer.

Jessica, den fulde veninde, der burde været gået hjem, vælter både sig selv og andre i »Love is Blind«, der udstiller kærlighedslivets mest brutale pointer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Netflix

Enhver, der har været single i mere end fem timer, kender typen: tvivleren.

Det er ham eller hende, der ikke kan tage sig sammen til at tage en beslutning. Som altid har det ene øje på den person, der sidder foran ham, og det indre blik fyldt af de mange andre muligheder, der blæser gennem datingappens evigt åbne portal.

I modsætning til grubleren har tvivleren ingen dybere tanker bag de charmerende smilerynker. Tvivleren er en krop, en ofte pæn krop, der holder alle muligheder åbne. Munden bruges mest til at smile med.

Døren går op – og en fremmed kommer ind. I »Love is Blind« gemmer daterne sig bag en skærm. Først når de har friet, får de lov at møde den tilkomne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Netflix.

Sådan en tvivler ser vi i Netflix' »Love is Blind«, der udstiller nogle af de arketyper, vi alle har mødt. Samtidig viser det to af kærlighedslivets mest brutale pointer. Faktisk er »Love is Blind« så nært et indblik i kærlighedslivets typer, at man flere gange tænker, at det måske er iscenesat. Ingen er da så ærlige på skærmen. Men okay – det er trods alt lavet i USA.

Programmets tvivler hedder i dette tilfælde Matt Barnett – en charmerende drengerøv, der blot er en af de mænd, der går med til at date en række kvinder, der sidder gemt bag en blå skærm.

Selv om de andre deltagere er fine kandidater, er det tvivleren, der får tre kvinder til at forelske sig. Dilemmaet, der allerede blev beskrevet i den amerikanske bestseller »Kvinder der elsker for meget« fra 1987, viser igen, at kvinder, der elsker for meget, i virkeligheden elsker sig selv for lidt. De har identificeret sig med en rolle som frelser og tiltrækkes af problemfyldte mænd.

Her er det vinøse Jessica, smukke LC og overgearede Amber, der kæmper om manden bag skærmen. Det interessante er, at tvivleren ændrer køn. For faktisk tager Barnett sig sammen og vælger en dame. Til gengæld har Jessica svært ved at opgive håbet. Selv om hun danner par med en anden, bliver hun ved med at opsøge manden, der har fravalgt hende.

Det er så tåkrummende og forfærdeligt, at man kan se det som en manual i, hvordan man hurtigst muligt forpester sit eget liv. Desuden understreger det kærlighedslivets største pointe: At uanset hvem du vælger at forelske dig i, må du elske dig selv først.

De deltagere, der stiller op med selvhad i bagagen, går det elendigt. Som Carlton, der stadig plages af sin egen biseksualitet og formår at gøre det til sin kærestes problem, selv om hun dybest set er ret ligeglad.

Kærligheden kan måske hele og løfte os. Men det er ikke en papegøjetang, der kan løsne alle de skruer, vi fik justeret forkert.

I den forstand er »Love is Blind« noget af det mest ærlige – og vilde – reality-TV. Fordi det så skånselsløst udstiller alle de vrangforestillinger, vi bygger op omkring kærligheden. Som at et andet menneske i sig selv kan gøre os til bedre mennesker.

På den anden side – som serien viser os – så er kærligheden måske slet ikke så besværlig. Hvis man beslutter sig og har det godt med valget. Det gør Barnett, og det er måske den anden brutale pointe: at det er ligegyldigt, hvad du tror, du vil have, eller hvad andre vil have for dig. Nogle gange handler det bare om at sige ja.

Det er der nok nogle stykker på Tinder, der kan lære noget af.