Tinder indfører panikknap mod trusler

Datingappen, som har 50 millioner brugere, skruer op for sikkerheden og vil også kontrollere, om profilbillederne er ægte.

Amerikanske Tinder-brugere vil i januar blive de første, der får mulighed for at bruge en ny panikknap, hvis deres stævnemøde udvikler sig truende. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Den populære datingapp Tinder indfører nu en panikknap, så politiet lynhurtigt kan få besked, hvis man føler sig truet på stævnemødet med den ukendte.

Tinder, der ejes af selskabet Match Group, har besluttet at skrue op for sikkerheden og har derfor købt sig ind i en app, Noonlight, som holder øje med, hvor brugerne befinder sig, og giver myndighederne besked, i tilfælde af at man er bekymret for sin sikkerhed. Det skriver den amerikanske finansavis The Wall Street Journal.