Sangeren, musikeren og komponisten Povl Dissing er død, 84 år.
Kun få danske musikere nåede så bredt ud i den danske befolkning, som Povl Dissing gjorde.
Manden med borsalino-hatten, den særprægede, nasale stemme og den lune humor formåede med sine sange og viser at spille på hele følelsesregisteret lige fra det mørke og melankolske til det lyse og lykkelige. Men hans stemme delte også folk. Nogle elskede den. Andre kunne ikke udstå den.
»Man vænner sig jo til sin egen stemme, og derfor kan jeg ikke rigtig være med i diskussionen om, hvorvidt den er særpræget. I starten af min karriere optrådte jeg i pauserne på diskoteker, og en aften kom to op at slås oppe i baren, da jeg optrådte med Halfdan Rasmussens fine lille digt »Der står en lille hest« (»Giv mig en hest mor«). De diskuterede min stemme og var så uenige, at de smadrede flasker i hovedet på hinanden. Det samme oplevede jeg i Vise Vers Huset i Tivoli, da jeg sang »Om lidt er kaffen klar«. To begyndte at slås og vælte borde, fordi de var uenige om min sang, og så blev udsmideren tilkaldt. Jeg spillede bare videre,« sagde han i et interview i Berlingske i 2010.
Farveblind farvehandler
Povl Dissing voksede op i et gartnerhjem i Stavnsholt ved Farum. Der blev sunget meget i familien, gerne gamle, sentimentale sange, som berørte ham dybt, har han fortalt. I øvrigt lige som Kaalunds sørgelige fabler, som hans mor læste op for ham som dreng.
»Jeg er ikke nogen særlig formørket personlighed, men jeg er let at ramme. Det griber mig, når jeg ser tv-udsendelsen Sporløs, der handler om mennesker, som finder deres mor eller far, søn eller datter. Eller hvis jeg ser en film. Man sidder der i mørket med sine Piratos og må knibe en tåre,« sagde Povl Dissing i interviewet i Berlingske.
I første omgang kom gartnersønnen i lære som farvehandler, selvom han var farveblind. Ikke nogen heldig kombination, og derfor skiftede han fag og kom i lære i et reklamebureau og blev uddannet reklametegner fra Kunsthåndværkerskolen.
Fritiden brugte han på at spille først trompet, senere guitar og synge. Han spillede blues og jazz og var, som moden dengang dikterede, iklædt træsko og islændersweater. I 1963 fik han chancen for at optræde på Folk Club of Denmark i København, hvor han blandt andet sang »Alperosen« og »Giv mig en hest, mor«.
Det blev starten på hans musikalske karriere, hvor han blandt andet samarbejdede med kunstnere og bands som Benny Holst, The Beefeaters, Burnin Red Ivanhoe og ikke mindst Benny Andersen.
Povl Dissing og Benny Andersen
Makkerskabet med Benny Andersen, der døde i 2018, opstod ved en tilfældighed. De to mødte hinanden ved et arrangement på kunstmuseet Louisiana midt i 60erne, men først i 1972 indledte de deres musikalske samarbejde. Det skete, da Benny Andersen sendte ham digtsamlingen »Svantes viser«.
Årets efter gik de i gang med at indspille sangene, som i dag er en del at den danske kulturkanon. Albummet indeholder klassikere som »Lille sang til Nina« (»Nina er gået i bad, og jeg spiser ostemad«), »Muddermålet« (»Vort muddermål er hæsligt det har så fæl en klang«) og »Svantes lykkelige dag«, der slutter med linjerne »Livet er ikke det værste man har/ og om lidt er kaffen klar.«
De to, Povl Dissing og Benny Andersen, blev musikalsk så helstøbte, at folk på gaden forvekslede dem og byttede om på deres navne, fortalte Povl Dissing i interviewet i Berlingske.
»På den måde er vi blevet et par lige som Gøg og Gokke eller Fy og Bi. Vi er de bedste brødre, og sådan har det altid været. Vi har været både en forkortelse og en forlængelse af hinanden,« sagde han.
De senere år havde Povl Dissing den lykke at optræde med sønnerne, Jonas og Rasmus, samt Las Nissen. Et musikalsk samarbejde som han kaldte et vendepunkt i sit musikalske liv. »Pludselig bliver man kollega med sine børn,« sagde han.
Povl Dissing boede de seneste år i et dejligt bondehus i nærheden af Hundested sammen med sin kone, billedkunstneren Pia Jacobæus.
Povl Dissing døde i sit hjem mandag aften efter længere tids sygdom omgivet af sin familie. Han efterlader sig sønnerne Rasmus og Jonas, som han fik i ægteskabet med sin første kone, Jette, og sin hustru, Pia Jacobæus.
