Nekrolog: Han leflede aldrig for publikum

Instruktøren, tidligere skuespilchef ved Det Kongelige Teater Klaus Hoffmeyer er død, 80 år.

Foto: Carl Redhead

»Årets hædersprismodtager er intet flokdyr. Denne mand er en åndens kæmpe – og en af landets største instruktører. Han er en stor kender af det klassiske teater, men han har også betrådt helt nye stier i dansk teater. Og han har gjort det med begavelse, kunstnerisk kraft og en stor kærlighed til skuespillerne.«

Applausen var varm, da instruktøren, tidligere skuespilchef på Det Kongelige Teater Klaus Hoffmeyer, fik den fornemme Hæderspris ved Reumert-prisuddelingen i 2013.  For ham var teatret ikke tidsfordriv. Det var modstanden i en teatertekst, der tændte ham. Der brændte en lidenskab for teatret i ham, men det var en kølig, analytisk ild, selv om han gang på gang blev draget mod det aggressive, det groteske, det voldsomme.

Klaus Hoffmeyer, fotograferet i 1982. Fold sammen
Læs mere
Foto: GEERT BARDRUM.

Det var da også en ny tids strømninger, den absurde teaterbølge, der inspirerede ham, da han begyndte at beskæftige sig med teatret tilbage i slutningen af 1960erne. Han var uddannet mag.art. i sammenlignende litteratur, og det var på en del af Studenterscenen, han fandt vej ind i teatret efter teaterstudier i Paris. Det blev da også i høj grad – sideløbende med store klassikeropsætninger – det nye, der i høj grad interesserede Klaus Hoffmeyer som instruktør og teaterchef.

Klaus Hoffmeyer ved udnævnelsen til skuespilchef i 1996 foran Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Fold sammen
Læs mere
Foto: BRIAN KARMARK.

Det gjorde sig gældende med hans store indsats for den nye, danske dramatik. Hans hjerte bankede for nye dramatikere, som han i mange tilfælde kunne råde, vejlede – og iscenesætte – så ordene kom til at fungere på scenen eller i det TV-Teatret, der også gav ham muligheder. Mange dramatikere har meget at takke ham for – fra Jess Ørnsbo til Line Knutzon. Ørnsbos »Hashtræet« blev for eksempel i 1973 en skandalesucces på fjernsynsskærmen – nøgne mennesker, der røg hash i et træ!

Men også den moderne, udenlandske dramatik havde hans bevågenhed. Stærkest måske nok med iscenesættelsen af Rainer Werner Fassbinders udfordrende »Affaldet, byen og døden« i 1987 og bl.a. på Aarhus Teater. Og en kraftpræstation var gennemførelsen af Wagners operacyklus »Ringen«, der blev sat op i postmoderne genvandter i 1996, og som blev en international begivenhed i Aarhus og omegn.

Forkærlighed for det uspillelige

En stor kunstnerisk og langvarig folkelig succes blev også P.O. Enquists »Fra regnormenes liv«. Hoffmeyer var allerede i huset som instruktør og dramaturg, da han blev skuespilchef efter Birgitte Price, som døde midt i sin ansættelsesperiode. Et vanskeligt tidspunkt, hvor teatrets skuespilafdeling havde brug for en samlende kraft, der kunne tale om teatrets betydning.

Ghita Nørby og Jørgen Reenberg i stykket Per Olov Enquists »Fra regnormenes liv«. Stykket om H.C. Andersen og Johanne Luise Heiberg blev en langvarig succes på nationalscenen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Allan Moe.

Men var det, der kom ud af hans insisteren på at gennemtvinge sin egen smag, interessant nok til at forsvare dispositionerne? I hvert fald blev den positive modtagelse snart omsat til skepsis og begrænset publikumsinteresse. Kritikken tog til i styrke i takt med, at de mange nye danske stykker,som  Hoffmeyer satte på scenen – i en poetisk raptus, der gjorde, at det meste ikke var ordentligt gennemarbejdet – faldt på stribe.

En af de iscenesættelser, der lykkedes: Den retroromantiske udgave af Oehlenschlägers »Kjartan og Gudrun« med Benedikte Hansen. 1996. Fold sammen
Læs mere
Foto: FREDDY THORNBERG.

 

Stemningen omkring teatret var nedtrykt på baggrund af de mange »uspillelige« klassikere, Hoffmeyer satte på scenen, som befandt sig i periferien af verdensrepertoiret – han så dem ganske enkelt som interessante udfordringer – mens store dele af de helt centrale tekster aldrig kom på plakaten. Selv om der naturligvis også var succeser, bl.a. hans egen smukke version af kærlighedstragedien »Kjartan og Gudrun«, sat op på et tidspunkt, hvor tiden igen kunne klare store følelser.

Kvote brugt op

Da Hoffmeyer veg pladsen i 2004, virkede det omtrent, som om dansk teater satte ham i karantæne. Han havde selv iscenesat så meget på Kongens Nytorv, at man måske ligefrem mente, at hans kvote var brugt op. Heldigvis gav teaterchef Kasper Wilton ham de muligheder, han havde brug for på Odense Teater, hvor Hoffmeyer fik mulighed for at vise, hvilken fremragende instruktør med sans for storhed i slaget, han var, når han var bedst.  Den ordrige brite Howard Barkers »12 møder med et vidunderbarn«, Jokum Rohdes »Pinocchios aske«, den monumentale gennemskrivning af »Orestien« i et totalt ombygget teaterhus og »Jeppe på Bjerget«.

»For ham var teatret ikke tidsfordriv. Det var modstanden i en teatertekst, der tændte ham. «


Da Hoffmeyer fik sin Hæders-Reumert, var der ganske givet mange, som ikke vidste, hvem den slanke mand med den alvorlige brille var. Men det vidste teatrets publikum i salen. Og nogle af de ord, der hyldede ham for en livslang indsats, vil også stå på bundlinjen, nu, hvor Hoffmeyers indsats i dansk teater gøres op:

»Hans kunstneriske og intellektuelle åbenhed har gjort, at han aldrig har leflet for publikum. Til gengæld har han på én gang både udfordret og forkælet sine tilskuere.«

Moliéres komedie »Det kvindelige selskab« var et eksempel på en af de ukendte klassikere, Hoffmeyer trods alt førte til succes på Det Kongelige Teater: Her Jens Albinus, Birthe Neumann, Karen Margrethe Bjerre og Bolette Schrøder. Fold sammen
Læs mere
Foto: JAN JØRGENSEN.

Klaus Hoffmeyer blev født 23. september 1938 og døde onsdag  6. marts 2019.