Skråt over for virkeligheden

Hun skælder sig selv ud på skrift. Og tager til genmæle. Hun bryder sig ikke om tid til sig selv og elsker hidsigpropper. Line Knutzon er en af tidens store dramatikere, men det er ikke hver dag, hun selv ved det – heller ikke selv om hun har fået Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. I næste uge er der premiere på hendes oversættelse af »Cougar – the musical«.

Line Knutson, prisbelønnet dansk dramatiker. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hendes børn kom hjem med en killing. Og det lille kulsorte kræ blev sat ud i gården om aftenen. Men nogen blev rasende, for der kan ske så meget med bakterier og den slags. Og livet skal kontrolleres. I en grad så man glemmer, at meget kan man gøre, men man kan ikke styre katte på Vesterbro. Men nogen ville bestemme over Lines kat. Måske også lidt over hendes liv, følte hun …

»Der var nogle naboer, som råbte ad børn, hvis de tog deres kanin ned på græs i en sele, og de var også vrede over, at vi lukkede vores kat ud om natten. Så jeg skrev en seddel om, at det var en åndssvag regel, at der ikke måtte være katte i gården, for de er jo selve Vesterbros vartegn, og at jeg var træt af, at hele Emmerys-Katvig-segmentet skulle bestemme alt, og jeg var sikkert lidt nævenyttig.«

Som dagene gik, kom der flere og flere positive håndskrevne kommentarer fra de andre beboere på hendes opråb, som var hængt op i gårdens porte. Det føltes rart med al den opbakning, måske især for en, som ikke altid har følt sig som æresgæst i Det Gode Selskab. Men det var ikke nok.

»Så jeg tænkte, at det forstærkede min sag, hvis der var en irriterende person, der gik til modangreb. Det var et meget ubehageligt brev, måske var han lidt sindslidende, han var i hvert fald ret skør, ham jeg fandt på. Jeg rystede, da jeg gik rundt den aften og satte sedlerne op i portene.«

Men reaktionerne udeblev, og Line var lidt skuffet over, at folk ikke blev ved med at bakke hende op. »Han skræmte nok folk væk, for han var simpelt hen for aggressiv, ham her,« siger hun, som om personen findes i virkeligheden. Den næste seddel var fra en dame med initialerne K.T., som gerne ville bede om kammertonen. Det var også ført af Lines hånd.

»Jeg fik lyst til at gøre det her resten af mit liv! Man kunne lave et kunstværk omkring debat-Danmark. Men så var der nogen, der sagde, at det er ulovligt at hænge falske sedler op …«

Spørger man, hvorfor hun opdigter de her personer, svarer hun, at det ganske enkelt er for at gøre livet mere spændende for sig selv. Den svære grænse mellem virkelighed og fiktion blev udvisket allerede, da Line Knutzon var barn, og levede i en form for parallelunivers med sin bedste veninde, den senere så kendte digter, men lige der i start-teenageårene mest leverpostejsmadspisende Naja Marie Aidt.

»Vi sad hver dag i hendes vindueskarm og spiste madder og så ud på verden udenfor og opdigtede historier. Det føltes som om det, der skete, blev opført for vores skyld, en slags teater. Jeg tænkte, og tænker stadig nogle gange, når jeg ser på folk »er du dig selv nu, eller spiller du dig selv? Er det dit eget tøj, eller er det et kostume?« Vores fantasi udsprang af kedsomhed. Jeg har senere tænkt, at det er lidt stenet, at vi endte som noget så smalt, som digter og dramatiker, men det kan godt være, at vi fik givet hinanden troen på, at vores fantasi er god nok.«

Det var dengang i slut-1970erne, hvor der fandtes ordentlig kedsomhed. Hvor man simpelt hen kunne kede sig, til man blev kriminel eller kreativ.

En hyldest til de følelser, vi normalt gemmer væk

Line Knutzon har i lange perioder været alene med sine fire børn, og hun fortæller med blød stemme om, hvordan de nogle gange sov i en bunke på madrasser på gulvet, en tvilling i hver armhule.

Sidste barn flyttede hjemmefra for et par uger siden, og det er et bart menneske, man taler med. Nu er hun alene med sin hjerne, og det kan godt være problematisk, for den kedsomhed, der kan føre til kreativitet og kunst, har også en idiotisk fætter, som nogle gange kommer på besøg, og det er den kedsomhed, der kommer, når man er i en lejlighed, der ikke er som før, og som runger lidt mere. Og ja, hun indrømmer, at hun taler med sig selv.

»Og min datters hund, og også ting, der ikke findes i virkeligheden. Mit største problem er mit tankemylder. Og nu er der kun mig i lejligheden, og det er ikke sådan at jeg er i krise, for det er sådan noget, der er i Syrien, men … man begynder at kunne se enden, ikke?«

Få kan som Line Knutzon sige, at enden er nær, og samtidig få tilhøreren til at fnise. Det er noget med at se så fatalistisk ud i hovedet, mens hun siger det, at det bliver sjovt. Det er, som om hun faktisk elsker at være vred eller opgivende, og hylder de følelser, vi andre prøver at gemme væk. I efteråret fik hun så Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse. Det gav svære kår for pessimismen.

»Da jeg fik brevet, blev jeg simpelt hen så lettet. For jeg var begyndt at få fantasier om, at min alderdom ville blive en, hvor jeg gik med halvhandsker indenfor, og var nødt til at få trukket alle tænderne ud, fordi jeg ikke havde råd til at gå til tandlægen.«

»Jeg elsker hver en bid af livet, men det kan undre mig, at folk er så fokuseret på at få tid til sig selv«

Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere

Lige nu er det mest et skulderklap, for man skal ikke tjene særlig meget om året før støtten ikke bliver udbetalt , men at nogen på en måde tager sig af hende, når hun bliver gammel, virker ekstremt beroligende, siger hun, og vil meget gerne understrege, at hun kun har været på understøttelse, da hun var 18 år, men ellers har klaret sig selv og de fire børn.

»Jeg romantiserer hver en dag, fra jeg i 1989 fik mit første barn. Alt var dejligt, bortset fra den skide økonomi, men på den anden side er der også noget livsbekræftende i, at man er nødt til at bede naboerne om hjælp, cykle gennem byen for at samle børn op på ladet, og hver uge er glad, fordi man fandt penge til endnu en gang mad.«

»Jeg elsker hver en bid af livet, men det kan undre mig, at folk er så fokuseret på at få tid til sig selv. Det synes jeg er en ubehagelig ting at få, og jeg går da og tænker over, om ikke det er fint nok at blive sådan en, der har en hund som livsledsager ... Selv om børnene er flyttet, så ser jeg dem heldigvis næsten hver dag, så det er ikke sådan, at der er kappet bånd – det, der kan være svært, er erkendelsen af, at tiden er gået, og den kommer aldrig tilbage.«

»Jeg kan helt præcis huske lyden af toårige fødder, der trasker over gulvet og lugten af en tung ble. Så når småbørnsforældre beklager sig, har jeg lyst til at sige til dem, at de er i deres storhedstid. Når du går der med en skrigende treårig, der sidder oven på lillebror i barnevognen med en stor lort i bleen, og du ville ønske, at din mor kunne tage ungerne en weekend, så skal du bare vide, at det er det bedste tidspunkt i dit liv!«

Lige nu er Line Knutzon »between plays« – »Danmarkshistorien«, som hun selv har skrevet, og »Cougar – the musical«, som hun har oversat, og som har premiere 4. marts. Begge på Bellevue. Hun fortæller, at hun har elsket at oversætte »Cougar«, for at arbejde med andres tekster er som at være en gartner, der klipper til. Men når det kommer til at skrive sit eget materiale, kræver det noget helt andet.

»Det er en anden muskel, man skal bruge der, og jeg har regnet ud, at jeg får en brugbar idé hvert tredje år.«

Hendes arbejdsværelse er entreen i et arbejdsfællesskab, der hedder Tårnet på Vesterbro, den bydel, hvor hun har boet det meste af sit liv. Kontoret ligger ved siden af en lille sal, hvor der for mange år siden lå en trapez-skole. Fra loftet hænger stadig en trapez, hvis man skulle få lyst til at dingle lidt frem og tilbage og se verden på hovedet. Men lige den evne lader ikke til at være en mangelvare i Line Knutzons liv.

Når de to veninder Naja og Line kom hjem fra Ny Carlsberg Vejens Skole, sad de med de evindelige leverpostejsmadder og så ud på livets forestilling.

»Vi havde f.eks. en mappe, der hed »Heroinsagen«, og her skrev vi alt ned, der skete overfor. »Dame ud af opgang kl. 17.01.« Og alle havde øgenavne, for eksempel »kællingen med den røvslikkende hund«.«

Hvis man har set stykker af Line Knutzon, har man nok bemærket, at karaktererne ofte hedder navne, som ikke er på topti over, hvad folk har lyst til at kalde deres børn. F.eks. Tis eller Nymse.

»Jeg kan ikke så godt lide konstruerede normale navne, som Sarah Lund. Det tager for lang tid at acceptere dem, hvis de hedder navne, som man i forvejen har en relation til. Så når der er en person i »Guitaristerne«, der hedder Grete, så skal det udtales »Græææte«, ellers fungerer det ikke.«

»Grundideen i komik er, at personerne aldrig tager ved lære af deres fejl«

Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere

Gennem årene er det blevet til stykker som »Først bli’r man jo født«, »Guitaristerne« og »Snart kommer tiden«. Ideen til sidstnævnte kom til hende, da hendes datter gik på toilettet, og hun var bange for, om datteren ville være ældre end Line selv, når hun kom ud igen. En ret absurd tanke. Som egentlig ligger fint i tråd med de absurde lege, hun og Naja legede som børn – Line Knutzon vidste bare ikke, at man også måtte bedrive den slags som voksen.«

»Så hun havde ikke overvejet at blive dramatiker, selv om hun er opvokset i et teaterhjem, hvor hendes far, Lars Knutzon, var skuespiller, og hendes farmor var kabaretsangerinden Lulu Ziegler. Det var i stedet en ganske bestemt bog, der fik hende til at se lyset: Per Højholts »6512«.

»Det var lige mig, og jeg blev overrasket over, at man godt måtte skrive på den måde. Det er jo bare en tilfældig person på ca. 50 år, der skriver dagbog og nogle gange er rasende, og andre gange ikke skriver sætningerne færdige.«

Inspirationen fra Per Højholt kan f.eks. ses, når Line Knutzon er Camille Cloud, som besvarer læsernes spørgsmål i Weekendavisens bogtillæg. I øvrigt spørgsmål, hun selv har skrevet. Hun viser et brev til Camille fra en person, som remser op, hvilke kendte, hun har haft øjenkontakt med. Det er ikke alle, hun kan bevise, at hun decideret har kigget i øjnene, og Line griner over, hvor dum denne person er. Som om hun ikke selv har skrevet det. Men det har man jo heller ikke altid; nogle karakterer antager hurtigt deres eget liv.

»Der er mange skuespillere, der efterlyser, hvorfor karaktererne er, som de er – og så faker jeg og finder på noget, som de kan spille rollen ud fra. Grundideen i komik er, at personerne aldrig tager ved lære af deres fejl. De er der bare. Og det er også sådan, jeg anskuer mig selv.«

»For hvor meget kan vi egentlig nå at lære i det korte liv? Selvfølgelig bliver vi til dels summen af at flytte skole, eller at forældrene blev skilt, men jeg tror i bund og grund, at vi er født med et væsen. Og derfor er vi bare, som vi er. Jeg bliver så træt af den irriterende retorik omkring, at vi hele tiden skal videre, komme over tingene, udvikle os.«

»Man må godt være vred og ked af det. Jeg elsker hidsigpropper, for de karakterer er rare at skrive, og folk, der er sure og gnavne, er dejlige – man ved jo, at det kræver mod at være sådan. Jeg elsker de venner, der er med på at råbe ad helvede til, og så gennemdiskuterer man et emne, som var det en sportsgren, og bagefter bukker man og siger tak for kampen, og så er man blevet klogere,« siger hun, og tilføjer, at hun helst vil diskutere i privaten, og ikke på TV.

»På den ene side er jeg for fin til at deltage i den offentlige debat, på den anden side egner jeg mig slet ikke, for jeg kan ikke sige noget hurtigt og smart. På TV er der ikke tid til, at man stirrer lidt ud i luften, og hver tænker sit. Desuden mener jeg ofte noget forskelligt fra time til time, afhængigt af humør og vejrforhold. Jeg sidder ikke på en fast stol, politisk, jeg vælger efter behov, og så er jeg som dramatiker sat i verden for at drille og håne. Af sind er jeg meget konservativ, men jeg mener, at alt skal reformeres. Lige for tiden har jeg lyst til at råbe: »Hold så op! I må ikke få mere nyt!« De næste ti år må vi kun bytte os til ting!«

»Vi har to problemer i vores del af verden, og det er skrald og overforbrug – skal feminisme handle om at blive bedre til det?«

Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere

Overforbruget i vores samfund burde komme ind i feminisme-debatten, mener Line Knutzon.

»Jeg troede først, at feminisme var noget med ligestilling, men så hører man jo om kvinder, der synes, det er flot, at de har forhandlet en løn, der giver dem de samme 80.000 om måneden som mændene. Og jeg tænkte, at det burde være omvendt – at mændene skulle ned i løn, for hvorfor skal man have så høj en løn, at man kan købe alt muligt ragelse?«

»Vi har to problemer i vores del af verden, og det er skrald og overforbrug – skal feminisme handle om at blive bedre til det? I mine øjne har vi tabt, hvis det handler om, at du som kvinde har lige så stor mulighed som mændene for at tage til et ferieresort og opleve intet, og kun bidrage til samfundet med dit overforbrug.

»Jeg mener heller ikke, at man kan være religiøs og feminist samtidig, for alle de store religioner har en far for livets store bordende. Jeg har to drenge, og det byder mig imod, når folk kalder drenge for »lille-mand«, og pigerne for »prinsesse«.

Jeg har hæklet og strikket med alle mine fire børn, også drengene, ikke fordi der var noget ideologisk i det, men fordi det var hyggeligt. Vi strikkede bare ligeud,« forklarer hun, og er helt forpustet efter at have ment så meget på så kort tid. Hun trækker vejret godt igennem og siger undskyld, men hun har bare ikke talt med så mange her på det seneste, hvor hun har haft travlt med at skrive.

Hun sidder for det meste alene, med hjernen som eneste kollega. Og når det, man bedriver, ofte er ovre i den absurde genre, kan det vel være svært at vide, hvornår man har skrevet noget, der holder?

»Jeg får mange fikse ideer. Og så bladrer jeg i ideerne og ser, om de holder på side 30, og hvis ikke, så er de ikke rigtige. Ideer skal ligge lidt i lage, før man ved, om de holder. Hvis de ikke behøver en klar morale, en pink sløjfe, så holder de. Som i »Guitaristerne«.

»Vi skal sammen som publikum nå til samme erkendelse: Livet er så mega-besværligt, men også fantastisk. Moralen må aldrig være for udpenslet og klar, som i 90er-film, hvor det endte med at faderen i sidste scene sagde sådan noget som »... Så nu er jeg simpelt hen gået offline«.

»Teater er bedst, når det er inkluderende, fordi vi hver især kan genkende nogle følelser. Som da jeg fødte mit første barn, og i fem dage var vi fire kvinder, der gennemlevede de samme følelser. Af at holde et lille barn i armene. Derefter gik vi ud i verden, og har aldrig siden haft en fælles berøringsflade. Det samme kan godt teater.«

Nu, vi er i gang med at tale om selve »processen«, det ord, som nogle kunstnere nævner som det allervigtigste – og den udtalelse kan så få dem, der er imod statsstøtte til kunstnere, helt op i det røde felt – kunne det være interessant at høre, hvorfor man overhovedet har lyst til at tilbringe så mange timer i sit eget selskab, uden sikkerhed for, at man har ramt noget rigtigt. Altså, hvad i »processen« er bedst?

»Jeg har regnet ud, via diverse målinger, at jeg burde få 3.000 kroner sort for at overvære mine egne forestillinger. Det er et økonomisk-psykologisk regnskab, jeg selv har opfundet. Jeg har det dejligst under prøverne, når skuespillerne griner. Den følelse hos mig svarer til, når andre kvinder får at vide af en mand »hvor er du flot«.

»At udløse latter hos andre er utrolig livgivende, og det er noget, jeg opdagede i mit forhold til Naja. Det var fra starten bygget op på latter. Vi levede i en boble i tre-fire år, hvor vi kun lejlighedsvis var helt til stede i andres virkelighed. Over for hendes vindue var der f.eks. »Digteren«. Når lyset blev tændt hos ham ved syvtiden om aftenen, fordi han skulle til at skrive, gik vi i gang med at spille blikfløjte ud af vinduet, til han råbte, at vi skulle stoppe.«

»Og vi terroriserede ham en sommerdag, hvor vi tog gule regnfrakker på og snørede hætterne helt til omkring ansigtet, og spillede et absurd badmintonspil uden fjerbolde, indtil han jagtede os ned ad gaden.«

Line Knutzons kat endte på trods af skriverierne med at være et rystende ekko af sig selv, og ejeren antyder en mulig forbrydelse, der involverer vold eller en form for tortur, udført af nogen i gården, hvis øgenavne, hun helst ikke vil have på skrift. Katten følte sig i hvert fald nødsaget til at flytte til en lejlighed på den anden side af gaden. Line kunne se den fra sit vindue. »Så sad den der og kiggede iskoldt over på mig. Den hed Mommer-drengen, men nu har den taget navneforandring til Sorte-Per og bor på en gård i Jylland.«

Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere