Hvor svært er det at se, når en snor ligner en selvmorderisk løkke beregnet til at slukke livet i et menneske? Når man er designer, er det tilsyneladende en særdeles vanskelig sag. Modehuset Burberry havde i hvert fald helt mistet synet, da de for nyligt sendte en hættetrøje på catwalken med en løkke ved halsen.
Samme spontane udslag af total blindhed skete for Gucci tidligere på måneden. Modehuset havde ikke set, at deres sorte rullekravesweater med rød mund mindede voldsomt meget om det såkaldte blackface, hvor man illuderer en sort person, lød bortforklaringen.
Yeah right.... Som sædvanlig, når en shitstorm rammer de store magthavere i en industri, må man spørge, om der overhovedet har været en voksen tilstede iført briller med ordentlig styrke?
De to sager afslører, at moden stadig er et selvoptaget, indadvendt univers, hvor man enten ikke forstår, hvad der foregår ude i samfundet eller simpelthen slet ikke bevæger sig rundt ude i det.
Engang var det kunstnerne og akademikerne, vi beskyldte for at sidde i et isoleret elfenbenstårn uden den mindste føling med almindelige mennesker. I dag kan man nemt rette den beskyldning mod modebranchen, der i forvejen er i færd med at dolke sig selv til døde på et monstrøst bjerg af midseason-udsalg og endeløse mini-kollektioner, imens champagnen fortsat bliver stædigt åbnet for at fejre den efterhånden mere og mere falskt klingende selvfortælling om, at mode skam også er kunst.
Skjult reklame
Modeindustrien er altid blevet anklaget for at være dum. Nu synes den mere stupid end nogensinde før. Bare se, hvad der sker til modeuger verden over. En hær af levende reklamesøjler - de såkaldte influencers - rykker ind med lånt tøj på og forsøger at mime en virkelighed, når de ankommer til modeshows. Selv om det er en forloren omgang skjult reklame for at indfange de unge forbrugere.
Bare se, når du selv går ud i tøjbutikkerne og iagttager kollektionerne på bøjlerne. En kvinde i str. 36 (allerhelst str. 34) er stadig den figur, det meste dametøj bliver designet til. I modekampagnerne møder ens blik fortsat mutte, purunge og meget slanke piger, der er omtrent lige så muntre at se på som våd beton i januar. På trods af samfundsdebatten igen og igen har kritiseret modens forvrængede kropsideal og smalle blik på kvinder.
Instagram har som en hysterisk algoritme overtaget magten så meget, at en del af dansk modedesign i dag er mere passende til en pauseklovn på coke end et voksent menneske. Overalt er der skrigende millenial-pink, overdrevet dyre dårlige materialer som polyester og forvoksede larmende logoer.
Jeg har altid selv været en letkøbt forbruger, der gladelig er hoppet i stramme jeans eller boheme-look, når moden har tilsagt det. Nu mærker jeg en stigende trang til at lade pengepungen ligge i tasken i stedet for at sende økonomisk støtte til en modeindustri, der stadig står begravet med hovedet så meget i dem selv, at de ikke kan se, når en snor ligner en selvmordsløkke.
