Når man har haft denne bog om Leonardo da Vinci i hænderne, gider man ikke andre versioner

Hele verden markerer for tiden 500-året for Leonardo da Vincis død. Filosoffen og videnskabsteoretikeren Carl Henrik Kock er klar med »Leonardos univers« – en overdådigt udstyret biografi af renæssancens mest gådefulde skikkelse.

BRITAIN DA VINCI DRAWINGS
Maleren Francesco Melzi har her malet det eneste troværdige portræt af universalgeniet Leonardo da Vinci. Nu er der udkommet en overdådig biografi om ham. Fold sammen
Læs mere
Foto: ROYAL COLLECTION TRUST / HANDOUT

Kender vi »Mona Lisa« ud og ind? Smiler den 24 år gamle Lisa Gherardini overhovedet? Og har Leonardo da Vinci ikke malet to forskellige landskaber bag hende?

»Leonardos univers« er endnu én i Carl Henrik Kochs endeløse række af vellykkede biografier. Den danske filosof og videnskabsteoretiker har de senere år lagt arm med både Newton, Spinoza og Pascal og gjort sig til en af landets mest læste formidlere af stort stof.

At forlaget Lindhardt og Ringhof har bedt netop ham markere 500-året for Leonardo da Vincis død med et overdådigt udstyret mammutværk, virker både sympatisk og helt rigtigt set.

Leonardo da Vinci er renæssancemennesket i en nøddeskal. Ingen kunstner har vel haft større evner inden for så mange genrer eller sat sig flere spor på så forskellige felter.

Maleriet »Salvador Mundi« blev i 2017 handlet for 2,9 milliarder kroner. Men siden har ingen set det. Det er malet et sted mellem 1490-1519 og formentlig i dag i hænderne på en ørkenprins. Fold sammen
Læs mere
Foto: Leonardo da Vinci Fine Art.

Universalgeniet selv virker til gengæld fiktiv i eftertidens øjne. Han fremstår så flygtig som en drøm og så uopnåelig som en fjern elsket. Han virker som verdens mest interessante mand og optræder alligevel mest som kunstner bag nogle værker.

Carl Henrik Kochs kæmpe udgivelse kommer derfor som kaldet. Den danske forfatter sætter lup på Leonardos liv og virke og bringer os tættere på en opklaring af mysteriet.

Alene illustrationerne er vel mere talrige og endda flottere gengivet end nogen andre steder i den omfattende litteratur om italieneren. Når man har haft den bog i hænderne og mærket Leonardos talløse skitser og løse ideer med fingerspidserne, gider man ikke versionen på skærm længere. Forlaget takker sidst i bogen Ny Carlsbergfondet for det generøse bidrag til indsamlingen og bearbejdningen af billederne – og det samme burde enhver dansker gøre.

Turbulent tid

Geniet fra flækken Vinci tæt på Firenze ser dagens lys i 1452. Det er en turbulent tid. »Leonardos univers« fortæller ikke meget om onkel Francesco og hans mulige indflydelse på nevøens kærlighed til noter om alt mellem himmel og jord. Man får til gengæld den stormfulde historie om Firenze som renæssancens heksekedel og sidder inden længe med »Fyrsten« af Niccolò Machiavelli og sønnerne fra familien Medici blafrende på nethinden.

Familien med de gigantiske lån til paverne og lige så tyngende gældsbyrder til pinger over hele Europa rammes 1478 af en sammensværgelse: En bande kaster sig over magtfulde Lorenzo de Medici og lillebroderen Giuliano midt under højmessen i byens stopfyldte domkirke og tager Giuliano af dage.

Storebroderen får de næste måneder opstøvet attentatmændene helt ned til Tyrkiet og henretter samtlige konspiratorer ved hængning med kort reb ud ad byens vinduer – illustreret af Leonardos allermest uhyggelige tegning.

Da bysbarnet Niccolò Machiavelli nogle år senere skriver sin »Fyrsten«, er det med urolighederne fra de dramatiske dage in mente og med en dedikation til Lorenzo de Medici selv. Velkendte slagord som »del og hersk!«, »målet helliger midlet« og briternes »keep your friends close but your enemies closer« stammer i øvrigt fra Machiavellis værker og bygger på erfaringer fra sammensværgelsens tid.

Carl Henrik Koch har Giorgio Vasari som vigtig kilde og læser ham både kærlig og kritisk. Den italienske grundlægger af faget kunsthistorie tildeler Leonardo et omfattende kapitel i sin uvurderlige bog med biografier fra 1550 og har kendt mennesker fra kunstnerens egen kreds. Man får for eksempel den herlige historie om Leonardos første »bestillingsværk« i hans unge år og mærker ham stadig mere som et menneske med både varme og sans for dagligdagens dramaer.

Leonardo begynder kun 14 somre gammel som lærling hos billedkunstneren Andrea del Verrocchio i Firenze og skal de næste ni år få eksempelvis Botticelli og Pietro Perugino som kolleger.

Leonardo da Vincis Den vitruvianske mand (Homo vitruvianus) er et af de værker, der er blevet så kendt, at de i dag hænger på børneværelser. Tegningen gengiver menneskefiguren i »Homo ad circulum et homo ad quadratum«, dvs. at mennesket, skabt i Guds billede, kan indskrives i en cirkel og et kvadrat. Fold sammen
Læs mere

Han ernærer sig frem til sin død 2. maj 1519 med ansættelser hos diverse magtmænd som hertug Ludovico Sforza i Milano og Cesare Borgia i Cesena og siger ja til alle slags forefaldende arbejde.

Milanos hertug bruger ham for eksempel som producent og instruktør på en gigantisk festforestilling ved nevøens bryllup i 1490 og får til gengæld multikunstnerens fantasifulde scenografi og fantastiske tapeter af silke på væggene.

Mange løsninger på gåden

Carl Henrik Koch forholder sig jævnt hen kritisk til gængse udlægninger af Leonardos skæbne og trækker så andre perspektiver ind.

At hovedværket »Den sidste nadver« i Milano så småt er raslet ned, tilskrives traditionelt Leonardos fravalg af den gamle teknik med kalkmaleri på våd væg. Den rutinerede videnskabsteoretiker hæfter sig mere ved brugen af både oliemaling og tempera.

Han virker også skeptisk over for Vasaris forklaring på Leonardos manglende fuldendelse af »Battaglia di Anghiari« i Firenzes skønne Palazzo Vecchio – at den oliebaserede maling på væggen slet og ret løb fra ham og dermed ødelagde billedet – og foreslår i stedet for en uventet opgave hos Milanos guvernør.

Og han henter en anselig sejr hjem i sin analyse af »Mona Lisa«, med eller uden smil: »Mange af tidens kvindeportrætter har træk fælles med de talrige fremstillinger af den ydmygt smilende Maria,« hedder det. Han antyder altså verdens mest berømte billede som en art Jomfru Maria uden barn og gør i samme sekund næste besøg på Louvre til en anderledes og dybere oplevelse.

Den biografiske genre ligger under for et paradoks: Hvis man ikke brænder for sit stof, får man ikke skrevet en bog. Hvis man brænder, får man måske nok skrevet en bog – bare ikke med den faglige distance til emnet. Carl Henrik Koch lægger sig midt mellem nødvendig varme og unødvendig benovelse og henter en masse troværdighed på den professionalisme alene.

Et portrætstudie af Leonardo da Vinci, c.1517-18, af en  af Leonardos assistenter. Fold sammen
Læs mere
Foto: ROYAL COLLECTION TRUST / HANDOUT.

Afsnittet om de mange »opfindelser« er et godt eksempel. Leonardos ry som vildt forudseende på det punkt virker efterhånden overdrevet. Hans mekanik virker påfaldende lidt gennemtænkt i forhold til eksempelvis hans anatomi og når ikke nødvendigvis hans kunst til kindbenene.

Også amerikaneren Walter Isaacson var ude efter opfindelserne i sin glimrende biografi om Leonardo fra forrige år: Ideer som ubåden, kampvognen, faldskærmen og helikopteren har efter Isaacsons opfattelse mest været fantasifulde kulisser til brug i teatret.

Kort sagt: Tegningerne kan stort set aldrig omsættes til virkelighed. De gør ham mere i familie med futuristen Jules Verne og tidlig steam punk. »Ingen af de foreslåede fremgangsmåder ville have løftet maskinen fra jorden«, som Carl Henrik Koch så nøgternt udtrykker det.

Selve teksten i hans bog kunne med fordel være strammet en gang mere plus måske have ligget i en punktstørrelse mindre for overskuelighedens skyld.

Men det er småting. Carl Henrik Koch har begået endnu en biografi fuld af herlighedsværdi. Han viser store kunstnere som endeløst spændende og deres værker som åbne for analyser og debat på uendeligt mange planer – hvilket langt hen ad vejen gør tilværelsen rigere i sig selv.

»Leonardos univers« af Carl Henrik Koch. 352 rigt illustrerede sider. Pris 499,95 kroner. Udkommet på Lindhardt og Ringhof.