Da Københavns Bymuseum flyttede fra Vesterbrogade for senere at genåbne i Stormgade i 2020, var det planen at sælge det gamle palads, der i cirka 60 år husede udstillinger om hovedstadens historie.
Et gruppe ihærdige københavnere fik imidlertid kommunen på andre tanker og overbeviste politikerne om, at bygningen skulle fyldes med klassisk og akustisk musik. I dag holder Musikhuset København til på adressen, hvor der løbende afholdes koncerter.
Den 3.000 kvadratmeter fredede bygning, som blev opført i 1778 af Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab, trænger dog til en overhaling. I januar afsatte Københavns Kommune 67,7 millioner kroner til en videreudvikling af huset, og nu har to store fonde meldt sig på banen med en kapitalindsprøjtning, der blandt andet skal bruges til at gennemrenovere palæet.
Det er henholdsvis Realdania og Augustinus Fonden, der hver især støtter Musikhuset København med 15 millioner kroner, i alt 30 millioner kroner. Ud over at bevare bygningsarven skal det store beløb sikre, at den akustiske musik i hovedstaden får et løft, fortæller Frank Rechendorff Møller, administrerende direktør i Augustinus Fonden.
»Da vi blev præsenteret for gruppens idé om et hus for den klassiske musik, faldt den meget parallelt med vores ambition om at støtte netop den genre. Vi vil gerne sikre det kunstfelts udvikling,« siger Frank Rechendorff Møller og understreger, at der findes adskillige koncertsale i København, men ikke et musikhus, hvor organisationer og græsrødder kan dyrke den akustiske musik.
»Samtidig er det en måde at nå ud til et publikum i en del af byen, som måske ikke er kendt for den slags musik. Det indre Vesterbro er jo ikke ellers centrum for klassisk musik. Blandt andet derfor er projektet spændende for os,« siger han.
»Hæsblæsende forløb«
Da de historiske lokaler blev sat til salg i 2019, blev gruppen »Musikhuset København« stiftet med det formål at stoppe salget og i stedet få kommunen til at satse på et hus, hvor den akustiske musik kunne dyrkes af københavnerne.
»Umiddelbart havde vi meget små chancer for at lykkes. Ingen af os sidder i store stillinger i musiklivet, selvom vi alle har beskæftiget os med klassisk musik. Det har været et hæsblæsende forløb for vores lille styregruppe, som gik i gang i december 2019, og som nu er en forening. Det er virkelig stort, at politikerne har turdet gå med den idé, og at fondene nu bakker op om projektet,« siger Viktor Wennesz, som er en af idémændene bag huset.

»Det er fantastisk for projektet, det er fantastisk for musiklivet, og det er fantastisk for København,« tilføjer han.
I september 2021 indgik Musikhuset København en driftsaftale med Københavns Kommune, som strækker sig, indtil ombygningen begynder i cirka 2023.
Siden er huset blevet brugt af flere ensembler og organisationer, ligesom der løbende afholdes koncerter, seminarer, undervisningsforløb for unge talenter og festivaler under de tunge lysekroner.
»Vi vidste ikke, hvor mange der ville bruge huset, men vi kan se på alle de henvendelser, vi får, at der er et stort, reelt behov for det her hus for akustisk musik. Så det er blevet bekræftet. Den vision, vi havde, er ved at blive opfyldt nu,« siger Viktor Wennesz.
Passer på historiske detaljer
Den ihærdige indsats fra styregruppen var også en af årsagerne til, at Augustinus Fonden valgte at støtte projektet.
»De gjorde sig mange tanker og organiserede sig og begyndte at bearbejde de københavnske politikere. Det meget solide arbejde førte jo også til, at der faldt en politisk beslutning om at gå ind og støtte projektet, og det vil vi gerne bidrage til,« siger Frank Rechendorff Møller.

Realdania, som også støtter projektet med 15 millioner kroner, har særligt fokus på selve bygningen.
»Den fredede bygning fra 1700-tallet får en kærlig hånd, så bygningsarven får nyt liv. Musikhuset København er en mulighed for at skabe et kulturhus for hele byen i en unik ramme,« siger filantropidirektør i Realdania, Nina Kovsted Helk.
Hun tilføjer:
»Musikhuset er en smuk – og lidt slidt – bygning, hvor historien vil tilføre noget særligt til alle musikoplevelser i huset. Vi passer på de mange historiske detaljer. Samtidig optimerer og tilpasser vi akustik, lys og lokaler, så musikere og andre brugere får de bedst mulige koncert- og øveforhold. Det er også planen at etablere caféområde, og udearealerne bliver opdateret, så bygningen i højere grad inviterer hele byen indenfor.«
Efter planen starter ombygningen næste år – dog med det forbehold, at der kan komme uforudsete forsinkelser. Indtil da – og naturligvis efter – vil der være masser af akustisk musik i de storslåede rum.