København er kendt for sin flotte arkitektur, og det er endnu engang blevet tid til, at hovedstadens flotteste nybyggeri skal findes.
Det sker som led i Københavns Kommune årlige bygningspræmiering, der siden 1903 har præmieret bygninger, bymiljøer og anlæg.
I alt er syv bygninger nominerede, og det er som altid københavnerne, der får lov til at bestemme slagets gang.
»Bygningspræmieringen er en flot tradition, hvor vi hylder de bygninger, bymiljøer og anlæg, der på nye måder skaber kvalitet og værdi for københavnerne. Den slags byggerier gør en forskel og spiller en vigtig rolle i byudviklingen i København. Det skal vi huske at rose,« siger kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (R) i en pressemeddelelse.
Du kan se billeder af de syv nominerede nederst i artiklen.
En helt særlig bygning mangler
Hvis man spørger Berlingskes arkitekturredaktør, Holger Dahl, er det nogle »udmærket kandidater«, der er at finde på listen over nominerede.
»Det er nogle af de huse, der har gjort sig bemærket i løbet af det seneste års tid. Det synes jeg er meget rimeligt og nogle fornuftig kandidater,« siger arkitekturredaktøren.
Ifølge Holger Dahl skyldes det især, at der er tale om bygninger, som er mere gennemarbejdede end gennemsnittet, og så præsenteres de på en måde, så man som beskuer kan se, at der er tænkt over bygningens funktion og udtryk.
Alligevel savner Holger Dahl en bestemt bygning blandt årets nominerede.
»Jeg kan ikke lade være med at tænke på den lille og meget fine ungdom- og fritidsklub, der hedder Tempeltræet, og som ligger ude ved Skolen ved Bülowsvej på Frederiksberg. Den var også nomineret til Årets Arne, men den er ikke kommet med i feltet i denne omgang, og det kunne den lige så godt have været,« siger han.

En vigtig hyldest
Selvom kritikken over flere omgange er haglet ned over københavnske nybyggerier, der blandet andet er blevet beskyldt for at være »monotont« og »dødssygt«, mener Holger Dahl alligevel, at der er bygninger i hovedstaden, som fortjener anerkendelse.
»Det er selvfølgelig bygninger, der er ikke er så pæne, men der bliver også bygget masser af gode bygninger, og det har nok altid været sådan. Det mærkelige er, at tiderne skifter. I den tid huse bliver bygget, bliver de udsat for rasende protester, og så går der noget tid, hvorefter de bliver en næsten umistelig kvalitet.«
I den forbindelse fremhæver han Arne Jacobsens Stelling Hus på hjørnet af Skindergade og Gammeltorv.

»Det var der mange, der var rasende, da det blev bygget, og i dag står det som et af de fineste huse, der er opført i det 20. århundrede,« siger han.
Ifølge Holger Dahl er det vigtigt, at vi har en samtale om arkitekturen i København, og det får vi blandt andet gennem diverse prisuddelinger. Der er dog også en anden vigtig grund til at hylde hovedstadens nybyggeri.
»Det er vigtigt, at vi hele tiden fremhæver de projekter, vi synes gør det bedst. Det gør, at vi kan pege på, hvilke eksempler vi gerne have flere af.«
Hvilken af de syv bygninger skal løbe med sejren?
»Det vil jeg ikke sige, men jeg kan bare påpege, at i de fleste andre præmieringer har det været huset på hjørnet af Store Regnegade ved Ny Østergade, der er løbet med præmiering, så mon ikke den ligger ret lunt?«
De syv nominerede
Filmlageret på Strandlodsvej 5

Friluftsskolen

KAB-Huset

Ny Østergade 30

Oehlenschlægersgades Skole

Remiseparken

Skoleholdervej: Ny indgang til Bispebjerg kirkegård

Du kan stemme på din favorit på Københavns Kommunes hjemmeside frem til den 29. april 2022. Vinderen offentliggøres på selvsamme hjemmeside den i maj 2022.