Borgmester om nybyggeri i København: »Meget af det er dødssygt og monotont«

Nybyggeri i København mangler mangfoldighed. Det mener både arkitekt Carsten Hoff og Teknik- og Miljøborgmesteren i Københavns kommune. Fremfor at bygge store boligblokke i samme form og farve, skal kommunen lade københavnerne tage spartel og malerrulle i egne hænder – ligesom de gør i Amsterdam.

Flere steder i København er der nybyggerier. Sydhavnen, som ses på billedet, er et af dem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Flere steder i København står nye boligblokke side om side. Mange ligner hinanden. De er indrettet ens. De har samme form, samme farve.

Det er monotont og dødssygt.

Det mener Carsten Hoff, der er uddannet arkitekt, og som for nylig skrev en kronik i Politiken om emnet.

»Det er et problem, at bygningerne er ens – både udvendigt og indvendigt - for folk ikke er ens. Det bliver en monokultur. De byområder, vi holder allermest af, er byområder der er præget af stor diversitet af bygninger med forskellige størrelser og forskellig brug. Det er jo differentiering, der gør en by levende,« siger Carsten Hoff.

Teknik- og Miljøborgmesteren i Københavns kommune, Ninna Hedeager Olsen, er på lange stræk enig med arkitekten i hans kritik af nybyggeriet i hovedstaden.

»Jeg mener ikke, at alt nybyggeri i København er dødssygt og monotont, men der er meget af det, som er,« siger hun.

Hvilke byggerier i København, mener du, er dødssyge og monotone?

»Jeg vil ikke give et specifikt eksempel, for det synes jeg udvisker pointen. Men hvis du kigger på de nye udviklingsområder helt generelt, kan du se, at alt det, der er ejet af By & Havn - det er både hele Ørestaden og Nordhavn. Selvfølgelig er der spændende byggerier der, men der er også rigtig meget af det, som er meget store grunde med triste, ens højhuse,« siger Ninna Hedeager Olsen.

Carsten Hoff mener, at mangfoldigheden mangler.

Boliger til seniorgrupper, som kender hinanden, mangler. Boliger med rum, hvor lokale og naboer kan mødes, mangler. Boliger med gæsteværelser til bedsteforældre, boliger med værksteder, boliger med fælles fitnessrum og øvelokaler mangler.

»De områder hvor man i den grad driver rovdrift og bygger ens, der tror jeg ikke på, at folk vil bo i det lange løb. Der laves undersøgelser af, hvordan folk gerne vil bo, og folk vil helst bo i områder, som har en kulturhistorisk værdi og som er meget differentieret. Det er det, de vil betale høje priser for,« siger han.

Ninna Hedeager Olsen (Enhedslisten). Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Selvbyg i Amsterdam

Vil man se bygninger med spræl og variation, skal man ifølge Carsten Hoff kigge mod Amsterdam. Her er selvbygmodellen, hvor privatpersoner har mulighed for at udforme deres egen bolig, blevet populær.

»I Amsterdam udbyder kommunen byggegrunde til private, så alle kan byde på en grund, enten hver for sig eller sammen med andre familier. Der er lavet klar til kloak, strøm og vand, men ellers står der intet på grunden, når man køber den. Så bygger folk selv deres huse eller lejligheder, som de har lyst. Det synes jeg også, vi skal gøre i København,« siger Carsten Hoff.

Er der risiko for, at bygningerne bliver for forskellige?

»Ja, det er der. Men det er trods alt bedre, for det vidner om, at der bor mennesker. Og kommunen har jo også redskaber, den kan gøre brug af. I lokalplanen kan den sætte begrænsninger for, hvad folk må og ikke må,« siger Carsten Hoff.

I Amsterdam hyrer de fleste ifølge Carsten Hoff håndværkere. Men der er også eksempler på borgere, der selv går i krig med spartel og malerrulle.

Nogle bygger individuelle boliger, andre bygger fleretagesbygninger til flere familier og andre igen bygger storskalabyggerier til mange.

Der er både eksempler på seniorer, der får bygget bofællesskaber. Eksempler på bygninger, hvor man kombinerer bolig og erhverv. Der er bygninger med gæsteværelser til bedsteforældre og bygninger, hvor der er fælles udstillingsrum, pulterrum, øvelokale og fitnesscenter.

På den måde kan alle ifølge Carsten Hoff opfylde præcis de ønsker, de måtte have. Både i indretningen og det æstetiske udtryk.

Selvom folk vælger at få andre til at bygge huset, som de ønsker, må man gå ud fra, at der er en del planlægningsarbejde. Vil folk bruge energi på det?

»Det vil folk i Amsterdam. Der er en lang række projekter, som står færdige, og ikke et er ens eller har haft samme byggeforløb. Følgevirkningerne er, at du som privatperson får magten over, hvordan din bolig kommer til at se ud,« siger Carsten Hoff.

Ninna Hedeager Olsen

»Hvis man bygger for meget ens ved siden af hinanden, så bliver det med tiden mindre attraktivt, og folk begynder at se det som slum. Så det tror jeg også, der er en risiko for med det, vi bygger i dag.«


Borgmester: Vi skal gøre som i Amsterdam

Ninna Hedeager Olsen mener, at København bliver mere mangfoldig, hvis vi lader os inspirere af Amsterdam.

»Man kunne beholde de kommunale grunde på kommunale hænder og stille dem til rådighed for almene boligselskaber eller private folk, som kan lave selvbyg ligesom man gør i Amsterdam. Jeg tror både, det ville skabe billigere og mere spændende boliger, hvis man ikke skulle tjene mest muligt på grundene for at finansiere infrastruktur,« siger Ninna Hedeager Olsen.

Hvad er årsagen til, at man laver nybyggerier i København, som man gør?

»Hver gang vi skaber en ny kommunal grund, lægger vi den over i det selskab, der hedder By & Havn. Det er delvist finansieret af staten. I loven står der, at selskabets formål er, at man skal sælge grundene så dyrt som muligt for at finansiere metro og i fremtiden også havnetunnelen. Det betyder, at selve selskabskonstruktionen er tænkt som at man skal have så høj som mulig en bebyggelsesprocent, og det skaber høje, tætte, ens bygninger. Det umuliggør, at vi kan gøre det samme som i Amsterdam,« siger Ninna Hedeager Olsen.

Er der en risiko for, at bygningerne bliver for forskellige, hvis man lader borgerne bygge, som de vil?

»Nej, det tror jeg ikke. Det ville gøre København til en mere spændende by. Noget af det mest populære i København er Kartoffelrækkerne og noget af det, der kendetegner Kartoffelrækkerne er, at husene er forskellige og har sjæl og særpræg. Det er derimod ens betonbyggeri, som folk hen ad vejen mister lysten til at bo i,« siger Ninna Hedeager Olsen.

Tror du, folk med tiden vil miste lysten til at bo i noget at det nybyggeri, som du mener er monotont?

»Det kan man jo se på de steder, som er bygget i 50erne eller 60erne, hvor man begyndte at bygge typehuse eller blokke. Hvis man bygger for meget ens ved siden af hinanden, så bliver det med tiden mindre attraktivt, og folk begynder at se det som slum. Så det tror jeg også, der er en risiko for med det, vi bygger i dag,« siger Ninna Hedeager Olsen.