Mød manden bag det nye Grønttorvet: »Det bliver et sted, man lever, og ikke bare et sted, man bor«

Grønttorvet i Valby er en af de nye bydele, der med rekordfart er ved at tage form i København. Manden bag bydelen hedder Hans-Bo Hyldig.

Hans-Bo Hyldig er en af landets største developere. Det er han blandt andet blevet, fordi han har overtaget Grønttorvet i Valby og opfører en ny bydel med plads til 4.000 indbyggere. Han bygger dog også på blandt andet Teglholmen, som han her viser en model af. Anne Bæk

Det er kun knap tre år siden, at udviklingsselskabet FB Gruppen med adm. direktør og hovedejer Hans-Bo Hyldig overtog Grønttorvet i Valby og kastede sig over at omdanne de nedslidte torvehaller til en helt ny bydel med 2.300 nye boliger, heraf 200 almennyttige boliger, med plads til omkring 4.500 indbyggere, to daginstitutioner og ti butikker.

Siden er det går stærkt. De første huse i den nordlige del af det nye Grønttorv er færdige, og med meget få undtagelser er alt optaget. I 2018 har FB Gruppen afleveret cirka 550 nye boliger, mens 990 boliger står klar til indflytning i løbet af 2019.