Multietnisk »Valhalla« buldrer som en tom mjødtønde

Der er flotte billeder og kostumer i Fenar Ahmads tegneseriefilmatisering »Valhalla«, der dog lider af statisk skuespil og selvhøjtidelig dialog.

Thor (Roland Møller) ankommer til Asgård i Fenar Ahmads »Valhalla«.

»Lyt!«

Vi bliver budt indenfor i Fenar Ahmads »Valhalla«-filmatisering af en malmfuld røst, der svæver over vandene som Guds ånd fra skabelsesberetningen, men vi ved godt, at det er vore egne gamle guder, det handler om. Filmen tager udgangspunkt i Peter Madsens tegneserie fra 1979, som selv bygger på Snorre Sturlasons 800 år gamle genfortælling af vikingernes myter. Med andre ord har vi alle lidt DNA af denne fortælling om de to menneskebørn Røskva og Tjalfe, der bliver narret til at tjene tordenguden Thor.