Hele 15 kategorier var Fenar Ahmads »Underverden« nomineret i, da Robertfesten, hvor filmbranchen hylder sig selv og hinanden, løb af stabelen i februar i år. Og måske netop derfor var skuffelsen så meget større, da filmen kun modtog »sølle« to priser, nemlig for Årets Musik og Årets Klipper.
Siden fik »Underverden« også to Bodil-statuetter, heraf en til Fenar Ahmad selv for bedste manuskript. Og skuffelsen over fagfællernes manglende anerkendelse har den 37-årige instruktør vendt til ny energi, som han har kastet i sin tredje spillefilm, »Valhalla«.
Hvad var dit bedste øjeblik i 2018?
»Det var det øjeblik, da jeg stod oppe på vulkanen Katla på Island og så ned i dalen, hvor filmholdet var ved at pakke sammen efter de sidste optagelser. Vi havde lavet et kæmpe slag med over 60 statister til »Valhalla«, hvor jætter og nordiske guder sloges, en afbildning af Ragnarok. Det havde taget os fire dage under helt vilde forhold. Den ene dag havde vi storm, den næste regnede det så voldsomt, at vandet steg to meter, og vores udstyr blev fanget. Men nu var vi færdige og havde fået alt, hvad jeg havde drømt om, i kassen.
Det var en helt fantastisk følelse. Jeg sad på en sten og fik en smøg og fældede en lille tåre. Jeg tror, jeg var otte år gammel, da jeg så tegnefilmen »Valhalla«, og 9-10 år, da jeg læste Peter Madsens tegneserie. Jeg har altid elsket det univers, og som historiefortæller har det været min drøm at lave en eventyrfilm med udgangspunkt i den tegneserie.
Vi filmede i den mest storslåede natur i en dal, som islændingene kalder Thors Dal. De asatro er fast overbeviste om, at det var her, Thor boede og gik rundt og sloges. Så vi var det helt rigtige sted. Jeg kan godt lide at gøre tingene der, hvor de er foregået. Derfor har jeg insisteret på at filme »Valhalla« i Sverige, Danmark, Island og Norge - og ikke i Polen eller Ungarn, selvom nogle påstår, at det er billigere.«
Hvad var dit værste øjeblik?
»Det værste i 2018 var, at jeg syntes, »Underverden« fortjente mere anerkendelse fra mine kolleger, end den fik ved Robert-uddelingen. Især var jeg ked af det på mine skuespilleres vegne. Både Dulfi, Ali, Dar og Stine har lavet flotte præstationer, som jeg og mange andre syntes havde fortjent mere anerkendelse. Selv vandt jeg en Bodil for manuskriptet, men jeg synes, filmen fortjente mere.
Det, der især gjorde ondt, var, at mine kolleger ikke gad anerkende den. Alle andre har taget godt imod den, både anmelderne og publikum, bare ikke mine kolleger. Det føltes som en total afvisning.
Måske skyldes det, at jeg ikke er typen, der spiller usikker for at virke sympatisk. Jeg tror på mine egne evner og på mig selv som fortæller. Den selvtillid kan nogle gange skræmme folk - især mine kolleger. Men det handler måske også om, at vi på den danske kulturscene kan have svært ved oprigtigt at ønske hinanden succes.«
Jeg tror på mine egne evner og på mig selv som fortæller. Den selvtillid kan nogle gange skræmme folk - især mine kolleger
Hvilket ord, udtryk eller genstand synes du især karakteriserer 2018?
»Det, der karakteriserer 2018, er ord som falsk, løgn, retssager uden konsekvens, ingen straf statueret, falske nyheder og falske anklager.
Bankerne og skattesystemet har svigtet og fejlet, der er foregået åbenlyst snyd og bedrag, uden at det rigtig får konsekvenser for nogen. Jeg ved godt, at bankverdenen har haft kæmpe udfordringer, men vi har aldrig før hørt så meget om snyd og bedrag inden for det, vi stoler på. Danmark har altid været opfattet som et af de lande, hvor vi stoler mest på vores systemer og institutioner. Men pludselig kommer de falske nyheder, løgn og bedrag højt oppe fra.«
Hvad har du lært af 2018?
»Robert-uddelingen var en hård aften. Men de værste øjeblikke er også der, hvor man skal finde et vendepunkt og lære af det. Og ud af det kom der faktisk en styrke.
For mig blev det startskuddet til ikke at gå så meget op i, hvad andre siger og tænker om mig, og i stedet fokusere på, hvad jeg selv tænker. Det tror jeg rigtig mange andre også har brug for i en tid, hvor vi er så meget på de sociale medier. Vi går rundt og liker alle andres billeder, men vi glemmer at like os selv.
For mig blev den proces en lærestreg om, at jeg ikke skulle lægge mine æg i andres hænder. Jeg skal ikke bygge mit selvværd op på, om jeg har en Robert eller ej. Jeg fandt måske ind til en kerne af noget stærkere selvværd af den proces. Og den energi tog jeg med til »Valhalla«, som jo også er en spirituel film om at finde sin plads i verden og finde ud af, at man skal give sig selv den anerkendelse, man skal ikke søge den fra andre. Det er dejligt at dele en historie med andre, men det er ikke for at få deres anerkendelse, jeg skal lave den.«
