Mediekommentar: Nej, DR, I skal ikke frygte jeres egen skygge

Jeg stod lige stille et øjeblik. Præcis længe nok til, at jeg selv bemærkede det. Hvor er det egentlig sjældent, at man som radiolytter bliver så ramt, at man glemmer at stå ud af bilen eller et kort sekund stivner ved køkkenvasken.

For mig skete det lørdag formiddag. Anledningen var dagens udgave af »Shitstorm«, hvor de to værter, Sanne Cigale og Mads Aagaard, endevendte de mange diskussioner, der er opstået siden amerikanske George Floyd udåndede under vægten af årelang forskelsbehandling, som den blev udtrykt gennem vægten af en tung hvid politimand, der havde knæet plantet på hans nakke.

Sagen fik verden til at bryde i brand – og danskerne til tasterne, hvor de diskuterede vold, oprør – og racisme. Et begreb, der slet ikke findes i Danmark, hvis du spørger Dansk Folkepartis Søren Espersen. For den rene er alting rent – eller?

I »Shitstorm« ville man have Søren Espersen til at forklare sin holdning, men det lod sig ikke gøre. Espersen var sur over, at programmets tidligere gæst, Jens Philip Yazdani, blev kaldt »ung« og »spændende«, og da værterne havde afspillet klip med danskere, der var uenige med hans påstand, forlod han studiet. Det var her, jeg stivnede.

Det allermest absurde skete dog onsdag, da Gustav Lützhøft, ledende redaktionschef på Kultur og Samfund i DR, beklagede optrinnet efter først at have insisteret på, at det var ham – og ikke de to værter – der udtalte sig.

»Det er helt oplagt noget, vi behandler meget opmærksomt i efterkritikken, og vi skal se på, hvordan vi kan undgå sådan noget her fremadrettet,« sagde Gustav Lützhøft, mens han smilende smed sine ansatte under bussen.

På den måde beviste DR, som selv kræver, at alle og enhver stiller op og besvarer spørgsmål, at man ikke bare frygter udefrakommende kritik, men farer sammen som en granddanois ved synet af sin egen imponerende skygge.

DR er en mastodont, og kilderne skal nok komme. Alligevel virker det, som om man frygter, at de går ud af studiet for aldrig at komme igen. Gennem de seneste 15 år er alle meningsdannere, kulturpersoner og politikere blevet spundet ind i et stadig større fedtlag af PR-konsulenter og -agenter. I de bedste tilfælde sørger de for, at journalisterne kan komme til at stille de nødvendige spørgsmål. Andre gange går de langt over grænsen.

Det er ikke længere en undtagelse, at PR-agenter insisterer på at godkende interview, før de kommer i avisen. En enkelt gang har jeg tilmed oplevet, at en PR-agent insisterede på at rette et interview og skrive ting, som aldrig blev sagt i selve interviewsituationen.

Man kan spørge sig selv, hvem der får plejet sin interesse i den sammenhæng. Læserne og lytterne er det næppe. Måske er det denne evige grooming af kilder, der får DR til at ryste ved tanken om en vred dansk politiker. Måske er det også det, der gør, at kilderne forventer at blive strøget med hårene.

De burde bryste sig af at lave programmer, der tør bryde den evigt knevrende maskine af medløberagtige spørgsmål, som vi kan få på alle kanaler. De burde klappe i hænderne over, at de værter, som de selv har bedt om at være personlige, træder i karakter.

Den danske mediestand er ikke sat i verden for at sørge for den gode tone. Tværtimod. Hvis nogen vil diskutere den holdning med mig, stiller jeg gerne op. Jeg lover, at jeg ikke går ud af studiet. Tværtimod – jeg truer med at blive. Nøjagtigt som Espersen skulle have gjort.