Mediekommentar: »Hvordan skal en ricotta se ud?« Paris Hiltons madlavningsprogram er enten satire eller nødråb

Hvad gør 90ernes superstjerner, når de ryger ud af lampelyset? Opfinder potentielt sundhedsfarlige TV-programmer, der får millioner af seere. Seneste skud på stammen er Paris Hilton, der er ude med et madprogram, hvor man skal sprøjte sig selv med hendes skønhedsprodukter. Verden vil bedrages.

Sulten? Paris Hilton giver dig svaret. De hemmelige ingredienser består blandt andet af ricotta, face mist og præcis så meget salt, at du kan slå en koloni af dræbesnegle ihjel Mogens Flindt

Hvad i alverden er det, Paris Hilton foretager sig med den kødsovs?

Hvordan er det, at hun – stønnende og selvfremstillende – stikker alverdens køkkenredskaber ned i gryden, som om dyret skal slås ihjel flere gange? Det hårde arbejde slider så meget på 90er-ikonet, at hun afslutter seancen med at sprøjte sig med sin egen unicorn mist, der får makeuppen til at holde. Sådan er hele det nye madprogram »Cooking with Paris« fuld af underlige modsætninger.