Mediekommentar: Giv Hübbe en million mere

Alle, der måtte synes, at Niklolaj Hübbe får alt for meget i løn, bør se dokumentarserien »Hübbe har magten« på DR2.

Magtens ubodelige ensomhed: »Folk kan tænke, han er en farlig, skøn og fin herre, men også sikke et røvhul. Det må jeg se stort på,« siger Nikolaj Hübbe i ny dokumentarserie. Set udefra er han begge dele. Og det er han nødt til at være. Fold sammen
Læs mere
Foto: André Blinkilde

Dramaturgien er enkel: En mand stræber efter det ypperste, og det har han gjort siden barndommens førstegangsoplevelse, hvor balletten tog ham. Det er den, han søger i alt, hvad han foretager sig. Han higer efter at genskabe det øjeblik, hvor han havde følelsen af at »se ind i Edens Have«, som han selv formulerer det. Alt handler om at nå derhen i en evig jagt på nye kunstneriske orgasmer.

I DR2s dokumentarserie »Hübbe har magten« er det tydeligt, at Nikolaj Hübbe forlanger alt af sine dansere, der ofrer blod, sved og førlighed for at leve op til elitesportens ubønhørlige krav i en verden, hvor det, vi andre ikke tør fortælle hinanden og praktisere uden for teatrets mure, er en realitet: Nogle er bedre end andre. Nogle kan knokle, men de har det bare ikke i sig. Og de får det ikke. Middelmådighed har ingen adgang. Farvel og tak. »Kynisme er bedre end kedsomhed,« siger Hübbe.

Vi oplever det i kontorsamtaler med eller om danserne, vi ser det i den prøvesal, hvor balletmesteren selv sveder for med hele sin erfaring som verdensstjerne og uden omsvøb presser sine dansere, der bliver flyttet på, rørt ved, kritiseret: for stort, for småt, forkert. Hvis ikke man stræber efter det ypperste, efter alle de detaljer, hvor Vorherre befinder sig – udtrykket er Hübbes eget – kommer man ikke derhen, hvor publikum får den skønhedsåbenbaring, den følelsesoplevelse, de skal have. Han forlanger først og fremmest én ting af sine dansere: Deres hjerte. Og han er klar over, at han også selv er nødt til at lægge hele sig selv i jobbet, hvad enten det er på chefkontoret eller nede i prøvesalen: »Det er hele mit liv. Det er også mit sjæleliv. Det fylder alt.«

Undladelsessynd

Hvem som helst kunne ikke være chef for den ballet. Han er krukket, ja, men han er også en personlighed. Han har evnen til at være begejstret, men ved også, at han fra morgen til aften skal »gå til stålet« for at få tingene til at lykkes. Han er, ganske enkelt, en karismatisk person med den autoritet, den lidenskabelighed, det temperament og det ekstreme overskud, der skal til for at stå i spidsen for en karismatisk virksomhed. Indadtil og udadtil. Uden managementhåndbøger, for de har ingen gang på jorden her. Alt det demonstrerer serien. Men når man giver en udsendelse titlen »Hübbe har magten« er det dog en undladelsessynd, at man ikke må nævne den ballade, der opstod i kølvandet på en kritisk rapport om utilfredshed og kokainmisbrug i ballettens rækker for snart ti år siden. En mediestorm af de store, som Hübbe red af med hjælp ovenfra. Modet til at tale om den kunne have givet serien lidt mindre skær af ukritisk helgenkåring.

»Han er ganske enkelt en karismatisk person med den autoritet, den lidenskabelighed og det ekstreme overskud, der skal til for at stå i spidsen for en karismatisk virksomhed.«


Nu følger kameraet Hübbe ned ad de vintermørke gange på det store teater. Viser ham alene i et mørkt hjørne med en cigaret i mundvigen i det fantastisk mejslede fjæs. Understreger chefens ubodelige ensomhed. Villig til at være et røvhul, bevidst om sit eget værd.

Og apropos værd: Selvfølgelig skal en nationalscene have styr på rammerne og overholde lovgivningen, sådan som den åbenbart ikke har haft det. Men bortset fra det: Skal vi overhovedet diskutere balletmesterens løn? Mange kommunaldirektører i jyske landkommuner får mere ind på kontoen hver måned, end han gør. Der er ingen tvivl: Hübbe får for lidt. Giv manden en million mere. Det han kan, kan kun de få udvalgte.