Mediekommentar: DRs »Maddysten« er en portion blødt og protesevenligt TV-miskmask

DR serverer en underkrydret, overdemokratisk kødsovs, blottet for konflikt, kamp, karakterer og kvalifikationer. Det er lige så licenspolitisk korrekt, som det er inderligt ligegyldigt, skriver Birgitte Borup om »Maddysten«.

Maddystens flinke dommerpanel består af Michelin-kok Dak Wichangoen, madentusiasten Timm Vladimir og kok og kogebogsforfatter Louisa Lorang.  Foto: DR

Kan du huske brugsuddeler Jørgensen fra TV-klassikeren »Matador«? Nej? Ikke så mærkeligt.

Man ser ham faktisk aldrig, men han er genstand for en ophedet diskussion mellem brødrene Mads og Kristen Skjern. Den kyniske Mads vil have ham ud af Omegnsbankens bestyrelse, hvor han ikke bidrager med andet end hyggelig selskabelighed. Den flinke Kristen vil lade ham blive.