Mediekommentar: Første runde mellem Vermund og Khankan endte i verbalt coitus interruptus

I første del af DRs nye program, »Abdel mellem fjender«, tørner barndomsveninderne Pernille Vermund og Sherin Khankan sammen, mens Abdel Mahmoud ser nervøst til fra ringhjørnet.

Under Sherin Khankans foredrag har Pernille Vermund svært ved at holde tårene tilbage.

Det er stadig relativt ukendt for mange, at landets første kvindelige imam, Sherin Khankan, og Nye Borgerliges valkyriske spydspids, Pernille Vermund, var bedste veninder indtil tiårs-alderen, men har ikke haft kontakt med hinanden siden 1985.

Journalist Abdel Aziz Mahmoud er vært på DRs nye program, »Abdel mellem fjender«, hvis erklærede mål er at forsøge at forstå kontroversielle danskeres sag. Det er så lidt uklart i første program, om mærkatet »kontroversiel« gælder begge de kvindelige kamphøner eller bare Pernille Vermund?