Massakreret af hvid maling og uden personlighed. Boligprogram viser danskernes drømme om det pletfri hjem

Danskerne drømmer tilsyneladende om enorme, hvide hjem, og med disse bagtanker tromler de igennem parcelhuskvartererne og Viaplay-serien »Boligkøb i Blinde«.

34-årige Tine og hendes 40-årige mand, Lars drømmer om mere plads, en vaskekælder, et stort køkken-alrum og et legerum Da eksperterne beder parret prioritere, kunne de da også godt tænke sig en vinkælder, en stille placering, en lukket have, et stort bryggers og syv eller otte andre ting. Fold sammen
Læs mere

Danskerne elsker hvidt. Hvid maling, hvide vægge. Alt skal være hvidt og spejlblankt som et billede på de mennesker, der bor der. Det er i hvert fald det indtryk, man får, når man ser »Boligkøb i blinde«, hvor en række ægtepar lader andre købe dem et hus, der skal matche deres drømme.

Efter at have hørt om familiernes boligkrise, ser vi dem underskrive en fuldmagt, der betyder, at de overdrager både penge og drømme til programmets tre eksperter, der lover at købe en bolig og shine den op, så den matcher parrets krav.

Danskerne er ikke kede af det. De drømmer om flotte huse – noget, der skal udstilles og vise, hvor individuelle beboerne er midt i alt det hvide. Man kan blive rystet over, hvor lidt villa der er råd til for parret, der drømmer om »god plads« i Dyssegård og »kun« har otte millioner på kontoen. Endnu mere rystende er det imidlertid, hvor lidt fantasi samtlige deltagere er i besiddelse af.

Ikke bare drømmer de om det samme. De bryder også sammen på stribe, når de ser, at drømmehuset har væg til væg-tæpper og savsmuldstapet. Noget, der på en lang weekend kan fjernes af en handyman med tømmermænd.

Ingen af deltagerne sætter tilsyneladende pris på unik indretning eller ældre huses charmerende særpræg. Alt skal væk, massakreres af hvid maling og manglende personlighed.

»Boligkøb i Blinde« har netop indledt fjerde sæson og begynder med den 34-årige læge Tine og hendes 40-årige mand, Lars, der er eventchef. Med tre børn drømmer parret om mere plads, en vaskekælder, et stort køkken-alrum og et legerum.

Da eksperterne beder parret prioritere, kunne de da også godt tænke sig en vinkælder, en stille placering, en lukket have, et stort bryggers og syv eller otte andre ting.

Lige så store krav er der hos sognepræsten Katja og hendes mand, astrofysikeren Maximillian, der gennem flere år har boet til leje i Hørning syd for Aarhus, fordi de ikke kunne blive enige om et huskøb. Så hellere et midlertidigt ophold i et lejet hus, selvom Maximillian påstår, at der stinker som på et værtshus.

Da parret ser det hus, eksperterne har købt til dem, er de begge ved at få åndenød over de mørke rum og den indelukkede luft.

»Når man har et hus, har man da ret til at have et bryggers,« udbryder Katja misbilligende under den første rundvisning i sit nye hus.

Selvfølgelig er huset ikke den gyser, som programmet lægger op til. Det egentlige gys kommer først, når eksperterne har revet alt ud af huset, fundet mukkerten frem og har fået opfyldt kvoten for hvid maling. Kun hoveddøren er tilbage – resten ligner et Ikea-showroom.

Berlingske har tidligere beskrevet den tilsyneladende enorme glæde ved det gnidningsfri parcelhuskvarter:

»Det er, som om de nye husejere hader alt, der er gammelt, alt, der har taget tid – og alt, der tager tid,« skrev avisens arkitekturredaktør, Holger Dahl. Det er da også dette indtryk, man efterlades med efter at have set »Boligkøb i blinde«.

Vi er åbenbart en befolkning, der forskanser os i hvide hjem med vidunderlige lamper uden hvilke, vi ville blive sindssyge. Efter alt det hvide får man akut lyst til at gense en Almodóvar-film, hvor hjemmene er fyldt med nips, velour, farve og personlighed. Så husker man, at man også selv bor hvidt og enkelt. Ikke engang sig selv, kan man regne med.

»Boligkøb i blinde«. Fjerde sæson vises netop nu på Viaplay. Denne omtale er skrevet på baggrund af de tre første afsnit i fjerde sæson