Københavnersnuden: Vandalerne i villakvarterne har ingen respekt for husenes sjæl! Stop dem, før det er for sent

Gamle, fine huse ødelægges ét for ét af husejere, der samtidig destruerer små stykker danmarkshistorie. Vil nogen venligst genoplive foreningen Bedre Byggeskik?, skriver Berlingskes arkitekturanmelder Holger Dahl.

Det er herude i forstæderne, at virkelysten er størst. Men beboerne har brug for mere hjælp, end de kan få i det lokale byggemarked. Thomas Lekfeldt

Når man bevæger sig uden for Københavns tætte centrum og ud i perifere områder som Valby, Hellerup, Vangede med flere, forandrer bygningskulturen sig også. De store boligejendomme, der dominerer centrum af København, ser man ikke mere – i stedet er her lavere boligstænger, rækkehuse og villaer.

Selv de små villaer og parcelhuse herude i forstæderne er blevet meget dyre i de senere år, men samtidig med prisstigningerne har en gruppe af fortrinsvist unge købere med utroligt mange penge, godt hjulpet af de usædvanligt lave renter, kastet deres kærlighed på de klassiske boligområder – og det går ikke stille for sig, bogstaveligt talt.