Mary Poppins vender tilbage: Charmerende anglofil eskapisme snurrer som et schweizerur

Den mest Oscar-nominerende Disney-film har efter 58 år endelig fået en charmerende efterfølger.

Mary Poppins og Banks-børnene. Den engelske skuespiller Emily Blunt brillerer i rollen som den magiske nanny. Fold sammen
Læs mere

Jeg må bekende: Jeg får næsten voksenmandstårer i øjnene ved tanken om at skulle overvære en musical - og det er ikke af glæde. Så det var med bange anelser, jeg modstræbende sagde ja til redaktørens forslag om, at netop jeg skulle anmelde Disneys fortsættelse af deres egen klassiker fra 1964, »Mary Poppins«.

Den originale film, med musicallegenden Julie Andrews som en velklædt og velartikuleret anglikansk Pippi Langstrømpe, er ikke bare en klassiker som film, men har også bidraget med talemåder, og flere af sangene fra filmen er i dag evergreens, tænk bare på »A Spoonful of Sugar« eller »Chim Chim Cher-ee«, som selv en musicalignorant som jeg udmærket kender.

Popikon

Så det er ikke et spørgsmål om personlig smag, men et faktum, at den oprindelige musical er en væsentlig del af den moderne vestlige popkultur. Filmen modtog ikke færre end 13 oscarnomineringer, hvilket stadig er rekord for en Disneyfilm. I alt fik den fem Oscars, bl.a. for bedste kvindelige hovedrolle og bedste musik.

Så det er en svær opgave, Disney er på med fortsættelsen, »Mary Poppins Returns«. Og det er en kolossal udfordring, som den engelske skuespiller Emily Blunt har stået overfor, da hun skulle løfte arven fra Julie Andrews. Men man må konstatere, at Blunt passer som hånd i handske med blondekant til rollen som den velartikulerede, ultrabritiske og magiske anarkist Mary Poppins.

I »Mary Poppins vender tilbage« er søskendeparret Michael og Jane Banks fra den første Mary Poppins-film blevet voksne. Handlingen er rykket i tid, så hvor den første film foregik omkring 1910 i et edwardiansk London, er baggrunden flyttet til de mere mismodige og depressionsramte 1930ere.

Grådlabil enkemand

Enkemanden Michael Banks, der spilles med en knivspids for meget grådlabil sentimentalitet af Ben Whishaw, er alene med sine tre børn, Georgie, Annabel og John. Michael vil helst være kunstner, men arbejder til dagligt i en bank. Fanget i den generelle tristesse over sin kones død og kunstnerens flegmatiske sind, glemmer han at betale husleje, og nu står familiens gamle hus til at blive overtaget af banken, medmindre Michael, inden Big Ben slår tolv den kommende fredag, fremskaffer nogle forsvundne aktier, han arvede fra sin far.

De joviale og cockey-talende lygtetændere opfører spontan dans og sang. Fold sammen
Læs mere

På trods af støtten fra Michaels søster, Jane, spillet med sødmefuld naivitet af Emily Mortimer, og guvernanten, personificeret af Julie Walters, der giver den på alle cockney-tangenterne, er hverdagen reduceret til kaos, og alt peger på, at den sympatiske familie sættes på gaden inden ugens udløb.

Men heldigvis stiger Mary Poppins på magisk vis, og endnu engang i rette tid, ned fra himlen for at hjælpe familien Banks med de mange problemer. Og via opbyggelig tale, spontan sang, dans, vaudeville, masser af magi, parallelle dimensioner og animerede dyr får den mystiske nanny motiveret familien til at arbejde sammen og kæmpe mod den (naturligvis) fordækte og kyniske bankdirektør. Om det lykkes, skal jeg ikke afsløre, men jeg vil ikke afvise, at vi ser endnu en efterfølger i år 2072.

Anglofilt overflødighedshorn

For de anglofile er filmen et sandt overflødighedshorn af alt britisk, særlig det stemningsfyldte London fra før verden gik af lave, og emperiet kollapsede, er en succession af vidunderlige og stemningstætte tableauer, som kun amerikanske Disney paradoksalt nok evner at fremmane.

Filmen præsenterer os for en drømmende, visuel troværdighed og detaljegrad, der gør, at man nemt lader sig opsluge af det fiktive univers. Og jeg tænkte flere gange undervejs i filmen, at det ærgrede mig, at min 10-årige datter ikke var med i biografen.

Jeg bekender: der var flere momenter, hvor den generelle naivitet, de spontane hidsige benspjæt og infantiliseringen af livets store spørgsmål forekom let øretæveindbydende, men det meste af tiden blev jeg charmeret og godt underholdt. Det er visuelt håndværk i masterclass. Det hele svinger som et virtuost sammenspillet jazzorkester med perfekt timing. Og selv big band-jazz kan noget, når det udføres perfekt. Og skulle man selv være glad for musicalgenren, er jeg sikker på, at man selv kan finde den femte stjerne frem i sin egen bedømmelse af filmen.

»Mary Poppins vender tilbage«. Instruktion: Rob Marshall. Medvirkende:  Emily Blunt, Lin-Manuel Miranda, Ben Whishaw, m.fl. Vises i flere af landets biografer fra 25. december.