
Det var i 1984 – eller cirka deromkring – og jeg stod på scenen på det nu nedlagte Saltlageret med min saxofon. Hver gang jeg gik frem for at fyre en solo af, blev jeg indhyllet i en røg så tyk, at jeg dårligt kunne se en meter frem for mig. I fjor, da jeg var gæst i Radio24syv-programmet Bearnaise er dyrenes konge, hvor Martin Kongstad krydsklipper mellem sin madanmeldelse (læst op af skuespilleren Claes Bang) og et interview, kom det frem i radioværtens speak, at det var Kongstad og hans ven Søren Fischer (som er den figur i Kongstads romaner, der hedder Søren T- Shirt), som lå omme bag scenen og boostede røgmaskinen, hver gang jeg gik på.
Nu er rollerne byttet om, denne gang er det mig, der har sat Kongstad stævne, på Apollo Bar på Charlottenborg til et glas cider fra Æblerov og en fustage østers i anledning af Kongstads nye roman, »Kokken der holdt op med at rødme«. Bogen udspiller sig i restaurationsmiljøet med gastronomien som omdrejningspunkt, hovedpersonen er den fiktive kok Magne Oldenberg.