Markus Grigo lærte tidligt at gøre sig hård, når han fik tæv af sin far – ydmygelsen var dog det værste

Aldrig havde han følt sig så ydmyget. Så rasende og så vred, som da hans far kylede ham gennem køkkenet med så voldsom en kraft, at han ramte et nøglebræt, der hang på væggen og bøjede krogene på brættet. Den smerte fra slaget, som havde bredt sig i nakken, var han ligeglad med – fysisk smerte var han vant til at bide i sig.

Det var ydmygelsen, der gjorde ondt. Ydmygelsen, som var det værste.

Ude i gangen stod hans kæreste stille og chokeret. Hans første rigtige kæreste, som han havde inviteret med hjem. Han var lige fyldt 18 år.

Episoden skulle senere vise sig at blive afgørende for Markus Grigos måske vigtigste valg nogensinde. I 1990 vendte han ikke bare ryggen til sin far, men til hele Tyskland. Til sin barndom og sit ungdomsliv. Sin læreplads, fodbolden, lystfiskeriet nede ved floden – alt. Og han lovede sig selv, at han aldrig mere ville flytte tilbage. Aldrig ville tilgive eller se sin far igen. Det blev en flugt i forsøget på at nivellere fortiden.

Under hele opvæksten havde den voldelige far tyranniseret ham og hans fem søskende. Tævet sine børn. Stillet dem op på række og leveret så kraftfulde lussinger, at børnene én efter én gik i gulvet.

»Det mærkelige er, at jeg i mange år efter fortsatte med at hige efter at bevise over for min far, at jeg duede til noget,« husker han i dag.

Markus Grigo havde fået en mission – en livsmission. Han ville rense familiens navn. Skabe noget positivt ud af navnet i stedet for alt det destruktive. For sin egen og for sine søskendes skyld. Missionen skulle begynde i London, hvor han havde fået job som konditor. At han mange år senere skulle ende som dommer i et populært bageprogram på en dansk TV-station, kunne han af gode grunde ikke vide.

Instagrams dessertkokke

Sidste lørdag var Markus Grigo en af dommerne i DRs trækplaster, »Den store bagedyst«, ved sæsonfinalen med 1,388 millioner liveseere. Et tal, som i løbet af forrige weekend ifølge DR Medieforskning voksede til 1,83 millioner og dermed er blevet den mest populære sæson af »Den store bagedyst« overhovedet.

»De bliver dygtigere og dygtigere, deltagerne, så jeg må virkelig oppe mig for at holde mig skarp ved at følge nogle af verdens bedste dessertkokke på Instagram og selv blive ved med at udvikle.«

I øjeblikket er Markus Grigo i fuld gang med optagelserne til næste sæson af bagedysten. Lørdagens finale, der blev optaget i foråret, er for længst fortid, mens nutid er hjemme på en stille vej i Brønshøj, hvor den kun ni uger gamle bomuldshund Knud løber glad og lidt forvirret rundt på gulvet. Sammen med sin kæreste og hendes 12-årige søn har Markus Grigo nu haft Knud boende i en uge.

»Dommeren« byder på gløgg – sin egen gløgg. På et lille rundt spisebord præsenterer han fire høje slanke flasker. To ekstrakter og to færdige flasker gløgg, som sælges fra delikatessebutikker.

»Det har været et langt, sejt træk,« konstaterer han.

»Jeg er perfektionist og har mit hjerte med i alt, hvad jeg laver, så designet og flaskens udtryk betyder også meget. Mine produkter skal fremstå helstøbte. Salgsdelen skal jeg ikke selv stå for – det er jeg alt for ærekær til. Jeg har svært ved at klare, hvis nogen ikke bryder sig om det, jeg producerer, og så er det bedre, hvis andre står for selve salget.«

Når Markus Grigo ikke er bagedystdommer eller udvikler produkter, arbejder han som levnedsmiddelteknolog.

»Jeg tester for eksempel en proteinmasse, som kommer fra Rusland eller USA, for kunder, der vil have lavet den rette proteinbar, men ikke har maskinen. Det er ret nørdet, men jeg er vild med det.«

Fra gryden med den varme gløgg skænker Markus Grigo op i glassene og serverer hakkede mandler og rosiner i to særskilte skåle. Ikke noget med »gløgg-mix« eller opblødte, slaskede rosiner. Rosiner skal være lidt faste!

På flaskernes label oven over det logo, han selv har designet for 20 år siden – han beskriver det som et maskulint logo –  står hans navn med små, hvide bogstaver. Markus Grigo. Og det er her, det hele hænger sammen med fortiden. Med opvæksten og den voldelige far og missionen om at rense familienavnet ved at forbinde Grigo-navnet med noget positivt og godt.

Tænk, hvis min far så mig på TV

Det løfte, han gav sig selv dengang, han som helt ung forlod den lille by i Rheinland Pfalz, har den i dag 51-årige dessertkok, konditor og bagedyst-dommer holdt.

Han har ikke set sin far. Han har ikke været i Tyskland før i de allerseneste år. Og han har næsten fuldført sin mission om at rense familienavnet, for missionen er endnu ikke fuldført. Heller ikke selv om Markus Grigo har otte år bag sig som dessertkok på Søllerød Kro, er forfatter til seks bøger om desserter, søde sager og bagværk og regnes blandt de mest velrenommerede dessertkokke og konditorer i Danmark.

Den dag, hans produkter også kan sælges i Tyskland, er han i mål, forklarer han. Og hvem ved,  måske kan han en dag deltage i et tysk TV-program om desserter? Han håber det.

»Det ville betyde så meget for mig. Tænk, hvis min far kunne sidde og se mig på TV, det ville være en drøm. Også selv om jeg stadig ikke vil møde ham og aldrig kommer til det. Jeg har klaret mig, og jeg har klaret mig godt. Det er stadig vigtigt for mig at vise.«

I øjeblikket er Markus Grigo i gang med at udvikle en ny bageblanding. En »shake and bake«.

»Jeg tænkte: Hvad er den bedste brownieopskrift, jeg har lavet? Brownie, fordi det er det mest solgte kageprodukt i Danmark overhovedet. Du åbner posen, tilsætter 150 gram smør, to æg, pisker og sætter kagen i ovnen i 17 minutter.«

De tidligere produkter, han har udviklet, har været for dyre, mener Markus Grigo.

»Det har jeg bare måttet erkende, så jeg er meget optaget af, at det her skal være så billigt, at næsten alle har råd, men stadig af en rigtig god kvalitet, uden dog at være sammensat af verdens bedste og dyreste ingredienser.«

Han håber, at »shake and bake« kan være i handelen til sommer – og forhåbentlig med et marked i Tyskland.

Dessert for Charles og Diana

Han vil ikke længere tage billeder af sin konditorkunst eller noget af alt det andet, han er i gang med, for at sende billederne til sin far.

»Det gjorde jeg tidligere, når jeg for eksempel havde stået for nogle dessertanretninger, jeg var særlig stolt af.«

Dengang i London, da han som ung arbejdede på det mondæne Hotel Royal Lancaster med banketter til mellem 1.000 og 1.200 gæster var prins Charles og lady Diana en enkelt gang blandt de mange prominente i hotellets restaurant. Dét skulle faderen vide.

»Jeg blev ved med at sende billeder med posten til min far, men jeg hørte aldrig noget.«

Den dag, Markus Grigo blev kylet gennem køkkenet og efterfølgende traf sit livs vigtigste valg og forlod Tyskland og faderen, havde han bedt om to ugers udsættelse af den husleje, han som bagerlærling betalte for at bo hjemme. Efterfølgende havde han appelleret til faderens forståelse, da svaret havde været et rungende nej og en flyvetur ind i et nøglebræt for øjnene af sin kæreste. Med en kulmination på den barske opvækst, hvor også familiens flytninger mellem en række småbyer havde sat sine spor. Med flere opbrud og nye begyndelser.

»Mine søskende og jeg var altid »de nye«. Børnene fra den asociale familie uden ret mange penge. Der var ingen, der gad os. En fast tilknytning til andre eller dybe venskaber var ikke muligt,« husker Markus Grigo.

»Vi skulle hele tiden kæmpe for at vise, at vi faktisk var nogle fine børn, og at der var ikke noget galt med os.«

Som 19-årig rejste Markus Grigo fra det frodige Westerwald sydøst for Köln og nær floderne Rhinen og Lahn for at stige af toget i London en tidlig forårsdag. I millionbyen havde han fået sig et job som bager i en mindre bagerforretning.

I London indså han, at flugten fra Tyskland også var et personligt opgør, som gjaldt familienavnet. På et tidspunkt overvejede han at kassere Grigo – han var kommet til at hade det navn – sammen med erindringerne om fortiden. Trykke på control-alt-delete og få sig et nyt efternavn ved at begynde helt forfra. I stedet gav han sig selv udfordringen om at arbejde hårdt for kunne blive stolt at sit navn. Det skulle forbindes med flid, præstation, vedholdenhed, anerkendelse, målrettethed og succes.

Man må ikke lyve, stjæle eller slå

En dansk pige, han mødte i London og blev kæreste med, fik ham et år senere til Danmark, hvor han har boet lige siden.

»Min far var en tyran, men havde også gode dage, hvor han var rolig og bakkede mig op i mit lystfiskeri, som jeg var meget optaget af som dreng. Jeg husker ham som en ekstremt retskaffen mand, der lærte sine børn, at man ikke må stjæle, ikke må lyve og aldrig må slå andre. Han måtte godt slå, men der var ikke andre, der skulle slå hans børn. Besynderligt.«

»Der er dog en basispakke, som jeg tror, jeg har fået med mig, om noget med selvdisciplin, vedholdenhed og den slags. Samtidig er jeg sikker på, at det har været meget afgørende, at jeg så tidligt vidste, hvad jeg ville, og at jeg brændte så meget for det. Jeg ville have en høj, hvid kokkehue på og være specialist i desserter.«

Det er ikke første gang, Markus Grigo fortæller offentligt om sin barske opvækst i Tyskland. Og egentlig synes han, at den historie er fortalt. Måske endda én gang for meget. Men når han skal give et billede af sig selv med en tilhørende forklaring på, hvorfor det er gået, som det er, kommer han ikke udenom.

Markus Grigo er far til  to voksne børn på 19 og snart 22.

»Det har været helt afgørende for mig at vise dem og ikke mindst mig selv, at man godt kan opdrage børn med ord og uden at slå. Hvis man spørger mine børn, vil de nok sige, at jeg har været skrap og bestemt, for jeg er ikke til diskussioner. Men jeg har aldrig slået, højst grebet fat i min søns arm, hvorefter jeg med det samme fik det forfærdeligt og undskyldte længe efter.«

Markus Grigo har de seneste år besøgt Tyskland nogle gange og oplevet det land, han er født i med nye øjne.

»For tre år siden lejede min kæreste, hendes søn og jeg en autocamper og kørte til Harzen. Jeg blev dybt imponeret over, hvor smukt der er. Hvor smukt Tyskland er. Sådan husker jeg det slet ikke fra dengang, jeg boede der. Jeg havde længe ønsket mig at se Kehlsteinhaus, »Ørnereden«, som er bygget på toppen af bjerget Kehlstein i Obersalzberg i Sydtyskland. Undervejs mødte jeg tyskere, som jeg tidligere havde set som et lukket folkefærd, men nu oplevede som søde og åbne.«

Mens Markus Grigo ved, at han ikke skal møde sin far igen, håber han, at kunne se sin mor, selv om hun i alle årene forholdt sig passiv til den vold, der var i hjemmet. Derfor har han ikke haft kontakt med hende i årevis.

»Jeg ved ikke, hvordan min mor kunne lukke øjnene – jeg ved det virkelig ikke. Og måske finder jeg aldrig ud af det, men det er et stort ønske for mig at møde min mor, som jeg ikke har set i mange år. Den mulighed er der bare ikke, så længe hun lever sammen med min far.«

På dørskiltet ind til opgangen på den stille vej i Brønshøj, står der med fine håndskrevne bogstaver: Grigo.

I dag er han glad for, at han beholdt efternavnet. Han er i mål – næsten.