Der er trængsel og varmt i Napolis lufthavn, og det er en sand befrielse, da vi efter en hektisk ankomst befinder os på vejen sydpå mod regionen Basilicata. Vi suser forbi afkørsler til den berømte og overrendte Amalfikyst, trafikken tynder ud, og snart befinder vi os i Basilicatas naturskønne verden af tårnhøje bjerge, frodige dale og åbne sletter – de såkaldte pseudo-stepper med delvist opdyrket land.
Kysten ligner til forveksling Amalfikysten, bare uden byer. Vejen snor sig ud og inden med stejle klipper på den ene side og det glitrende Middelhav på den anden. Fra bilvinduet nyder vi synet af smaragdgrønne laguner, små oliven- og appelsinlunde på terrasser i det skrånende terræn og de blå bjerge, der rejser sig i horisonten mod syd, hvor Italiens støvlespids begynder. Og endelig dukker den op – Syditaliens næsten ukendte ferieby Maratea, der putter sig i et grønt dalstrøg hævet over kysten og udmærker sig ved at være befriet for det rendsammen af nordeuropæere, der med deres entourage af skrigende børn og medbragte rugbrødslagre har indtaget en lang række andre italienske feriedestinationer.
