Ferie er lig med fritid. Men før 1938 var der ikke noget, der hed ferie for den danske arbejderklasse, og feriebranchen var næsten ikke eksisterende.
Dengang var det de færreste, som kendte til udlandsrejser eller bare flere fridage i træk. Retten til lønnet ferie, som vi kender det i dag, er i høj grad daværende statsminister Thorvald Staunings (S) værk. Han fik indført to ugers betalt ferie i april 1938 og indkaldte derfor fagbevægelsen til et møde.
»Vi skulle nødig gennemføre en ferielov, hvorefter arbejderne ikke har nogen steder at holde ferie,« skulle Stauning angiveligt have sagt.
I år er det 80 år siden, at Thorvald Stauning indførte den første ferielov for lønmodtagere og tog initiativet til at oprette Folke-Ferie, som blev stiftet af fagbevægelsen i oktober 1938.
Det var vigtigt, at danskerne lærte sunde værdier, og kritikere af ferieloven var bange for, at retten til ferie ville føre til »yderligere værtshusliv og andre dårligdomme« blandt arbejderne. Derfor blev Folke-Feries formål formuleret ved: »at lette og fremme den brede befolknings sunde udnyttelse af rekreation og ferie.«
Ferien var et dannelsesprojekt
For mens ferie i dag er ensbetydende med frihed til at lave ingenting derhjemme, rejse til udlandet eller søsætte et personligt projekt, så vidste danskerne faktisk ikke, hvordan man holder ferie, fortæller Mikkel Lind, marketingschef i FolkeFerie.dk.
»Danskerne skulle lære at tage på ferie, og FolkeFerie skulle sørge for, at der var steder at tage hen. Det var meget uvant at holde ferie, så vi stillede en feriekonsulent til rådighed, som holdt foredrag og gav gode råd om alt fra, hvordan rygsækken skulle pakkes til, hvor man skulle tage hen,« siger Mikkel Lind.
De første former for ferie, som danskerne kunne tage på og blev glade for, var de såkaldte landboferier, hvor arbejderfamilierne kom ud af byen og ud på landet. Men også ophold på hoteller, pensionater og feriehjem i Danmark, rejser til udlandet, ture med DSB og forslag til cykel- og vandreture var på programmet.
»Ferien skulle bruges til det rigtige – som et slags dannelsesprojekt. Folk skulle ikke bare gå på værtshus, men sendes ud af byen og bruge ferien rekreativt,« siger Mikkel Lind.
I 1960erne slog charterbølgen for alvor igennem i Danmark, og Simon Spies tog danskerne med til Mallorca. Men med sine rødder i fagbevægelsen var denne form for ferie uforenelig med Folke-Ferie, som ikke ville sende arbejderne til diktator Francisco Francos Spanien og det daværende militærdiktatur i Grækenland. I stedet arrangerede Folke-Ferie selskabsrejser til Harzen, Rhinen, Østrig, Flensborg og Hamborg.
»Man skulle ud over grænserne inden for samvittighedens rammer. Herhjemme kæmpede fagbevægelsen for nogle idealer og ordentlige leveforhold for de danske arbejdere, så at sende de samme folk til Spanien og Grækenland, hvor arbejderklassen var presset, gav ikke mening,« siger Mikkel Lind.
I dag hedder Folke-Ferie blot FolkeFerie.dk, men sender stadig danskerne på ferie til Malta og andre destinationer rundt omkring i Danmark og udlandet.
