Manglende juleri på Nørrebro skaber virak: »Det skriger til himlen«

Plakater med teksten »24 dage med kultur – Kulturoplevelser på Nørrebro 1.-24. december 2018« kan lige nu opleves i københavnske gader. Men flere undrer sig over, hvorfor der ikke står »24 dage med jul«? Og hvorfor bliver der egentlig ikke hængt julepynt op på Nørrebrogade? Berlingske undersøger, hvordan det hænger sammen.

Nørrebrogade er to kilometer lang, og det koster 180.000-190.000 kroner at hænge julepynt op. Det er der ikke råd til i år. Handelsforeningen har ikke fået penge nok ind fra de handelsdrivende i området. Asger Ladefoged

Flere steder i København hænger plakater med ordene »24 dage med kultur – Kulturoplevelser på Nørrebro 1.-24. december 2018«. Det har både skabt undren og spekulationer. For hvorfor står der ikke bare »24 dage med jul«? Er det fordi, der bor så mange muslimer på Nørrebro, at arrangørerne ikke tør markere, at der her er tale om fejringen af en kristen højtid?

Samfundsdebattør og tidligere minister, Søren Pind, har lagt et billede af plakaten op på det sociale medie Instagram og skriver. »Man kunne også bare kalde det… »jul«.«