I mine foredrag om forbrugerpsykologi og livsstilstypografi taler jeg ofte og flittigt om generationens selvbedrag. Vores samtids store og stærkt underholdende udfordring. Vi – forbrugerne – er fulde af løgn!
Hov-hov, løgn er sådan et negativt ladet ord, lad os derfor i stedet bruge det mere salonfähige ord »selvbedrag«, men – honestly – er selvbedrag ikke bare en løgn i en hvid skjorte?
Vi, altså den toneangivende generation. Vi, som dagligt manøvrerer i livets kabale; vi, der ved, at vores valg og fravalg på den globale markedsplads sætter verdens kurs; vi, der konsumerer mælk, koteletter og tandpasta; vi, der stemmer med støvlerne; vi, der har greb om tilværelses rorpind ...
Vi!
Vi har med årene udviklet en formidabel evne til at sige ét, når vi adspørges, og så gøre noget andet, når vi står ved »sandhedsalteret« – kasseapparatet.
Tillad mig et par eksempler: Myriader af livsstilsanalyseagenturer fortæller os, at vi alle sammen er helt vilde med at købe økologiske fødevarer, meeeeen – detailhandlens egne tal viser, at det er så som så. Mange siger, at de gør det, vil det, har tænkt sig at begynde i morgen-ish. Relativt få gør det.
Vi siger, at vi er varme på den grønne omstilling, meeeeen når det viser sig, at vindmøllerne skal stå i vores synsfelt, så er vi pludselig ikke så sikre.
»Står de ikke bedre ovre i Esbjerg,« siger vi så. »Eller langt ude på havet?«
Vi er verdens lykkeligste, siger vi. Men medicinalstatistikken fortæller om en halv million danskere på lægeordinerede lykkepiller.
Utallige vindmølleprojekter går smooooth igennem forhandlinger, lokalplan, finansiering, politik og beslutninger. Men strander på naboskabets uviljer – »not in my backyard!«
I Holbæk kæmper man netop nu om et ellers højtbesunget lokalt bioanlæg. Borgernær grøn omstilling. Lokal indsamling af bioaffald og høm-høm fra landbruget, meeeeeen – det viser sig, at når vinden er i sit forkerte hjørne, lugter der af æg i Holbæk!
Det bliver så et »nej tak« herfra.
Vi er verdens lykkeligste, siger vi. Men medicinalstatistikken fortæller om en halv million danskere på lægeordinerede lykkepiller.
Vi siger, at børnene er vores førsteprioritet, men sammenlignet med noget andet europæisk land afleverer vi vores unger oftere i daginstitutioner – og i længere tid.
Vi siger, at vi er fitnessgenerationen, men vi bliver federe og federe. Mere end hver femte af os er i dag diagnosticerede sygeligt overvægtige, og tallene galopperer derudaf. Selvbedraget er allestedsnærværende.
Vi siger, at vi er klar på kødfri dage og flexitarisme, vi klapper i hænderne over de sjove og søde veganere, men slagteristatistikken viser, at 2018 var det år i historien, hvor vi spiste flest røde bøffer – nogensinde.
Vi himler op om flyskam, mens Københavns Lufthavn bygger ud, og SAS leverede et rekordregnskab. 2018 var året, hvor alle danske rejserekorder blev slået. Aldrig har så mange snuppet en flyver ud til en eksotisk destination på velfortjent ferie.
Bilparken buldrer derud af. Vi har masser af penge, vi vil gerne have en bedre bil. Salget af store tunge SUVer boomer. Bilparkens CO2-udledning steg i 2018, salget af elbiler er latterligt lavt – ynkeligt! Det er tydeligt for enhver, at ingen frivilligt vil have det møg.
Danmarks samlede CO2-udledning steg igen i 2018 trods intens snik-snak om det modsatte.
Netop nu mødes verdens pinger for 117 gang – arrrhhh, det er altså kun for 25. gang – i Madrid.
Meeeeeeen, enhver idiot ved, hvad der vil ske. Intet!
COP 25 er netop gået i gang. Nu er det nu! Sidste udkald! De ansvarlige ledere er sat på opgaven, det er alvor. Bare rolig, unger. De voksne arbejder på sagen.
Tillad mig at spoile festen og allerede nu fortælle, hvad der kommer til at ske:
Forhandlingerne bliver svære og hårde. Mange sene nattetimer vil brændes af. Deadline bliver overskredet et par gange. Der bliver kørt ekstra kaffe ind, og verdens ledere skiftes til at stille op for pressen med rynkede bryn og bekymrede miner, men – ved I hvad – det vil lykkes i sidste øjeblik. Hurra!
Jeg glæder mig til slutceremonien.
Den samlede flok vil stå oppe på forhandlingsbordet. Et virvar af mørkeblå jakkesæt. Det vil ligne en konference hos PriceWaterhouse-revisorerne.
De vil holde hinanden i hænderne som teaterskuespillere, der står på finalescenen og modtager publikums hyldest. Så vil de smile deres bedste smil, råbe i kor »WE DID IT!!!«, og så vil de hoppe ned fra bordet i et samlet kollektivt hop, som når vi andre springer ind i det nye år klokken midnat!
Verdenslederne vil stå der og sole sig i pressens flashlys. De vil smile deres trætte, men tilfredse smil – »we did it«.
Meeeeeeen, enhver idiot ved, hvad der vil ske. Intet!
Det er nemlig bare noget, vi leger – noget, vi siger.
Vi mødes igen til næste år – COP 26, hvor vi igen-igen-igen vil holde os selv og hinanden for nar.
