Mads Brügger kalder forløbet med lukningen af Radio24syv for magtmisbrug og politisk chikane

Programchef på Radio24syv Mads Brügger ser tilbage på et »bizart, amatøristisk og absurd politisk forløb« om radiokanalens sendetilladelse. Han mener, at forløbet vidner om, at der er tale om en politisk besluttet lukning af kanalen.

Mikael Bertelsen og Mads Brügger i studiet på Radio24syv, inden kanalen gik i luften natten til tirsdag den 1. november 2011 klokken 00.05. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Fredag formiddag lagde Mads Brügger, programchef på Radio24syv, et billede ud på sociale medier. På billedet har han et bind om den ene arm. Et bind, der vidner om, at Brügger mener, at politikerne bevidst har lukket radiokanalen.

»Det er ikke et sørgebind, men et frihedskæmperbind,« slog Brügger fast.

Torsdag kom det frem, at Radio24syv ikke kommer til at fortsætte i sin nuværende form, hvis radiokanalen overhovedet kommer til at fortsætte. Pladsen på FM4-båndet, som Radio24syv har haft de seneste otte år, overgår til konsortiet med Jysk Fynske Medier i spidsen. Den nyudklækkede kulturminister Joy Mogensen (S) slog torsdag fast, at udbuddet om sendetilladelsen på FM4-båndet ikke kommer til at gå om. Man skal kunne stole på offentlige udbud, lyder det fra kulturministeren. Samtidig kom det frem, at Radio24syv skal holde to måneders sendepause, hvis de ønsker at søge om at drive radioen videre på en DAB-kanal, der kommer i udbud.

Det får Mads Brügger til at revse de politikere fra især Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, der har skabt så mange benspænd for Radio24syv, at den ikke kan fortsætte. Han forstår ganske enkelt ikke, hvorfor politikerne ikke lader udbuddet gå om uden udflytningskravet. Det vil være det mest elegante, lyder det fra Brügger, der ser tilbage på et »bizart, amatøristisk og absurd politisk forløb.«

»Jeg synes, at det er absurd, at man først salter stegen på en måde, så vi ikke kan deltage i buddet ved at gå fra, at først 50 procent, så 60 procent og til sidst 70 procent skal flyttes vest for Storebælt. Det kan vi kun opleve som magtmisbrug og politisk chikane og et ønske om at udmanøvrere os fra budprocessen. Så opstår der i 11. time en mulighed for at rulle det tilbage og lade det gå om, så vi kunne byde op imod Jysk Fynske Medier. Men den mulighed afviser man,« siger Mads Brügger og fortsætter:

»Det ville også være bedst for Jysk Fynske Medier, så de kunne vinde det fair and square i stedet for at få det på den flade hånd, som vi også fik i sin tid. Dengang var der heller ikke andre bydere.«

En politisk besluttet lukning

På sociale medier har Mads Brügger turneret med et budskab om, at der er tale om en politisk besluttet lukning af Radio24syv, som »har gjort magten det surt med kritisk journalistik og fri politisk satire.«

»Det, at der ikke er politisk vilje til det, kan jeg kun tolke som, at man vil radioen til livs. Så kan selvfølgelig begynde at læse i tebladene og spørge sig selv: »Hvorfor det?« Men de forgange ugers polemik om »Den Korte Radioavis« taler sit eget sprog,« siger han.

Der er en anden detalje, der ifølge Mads Brügger er med til at tegne billedet af en politisk besluttet lukning. Det er sendepausen, som Radio24syv vil være nødsaget til at holde, hvis de vinder udbuddet om DAB-kanalen. Fra lukningen af radioen ved udgangen af oktober og indtil årsskiftet skal kanalen nemlig sætte aktiviteterne i ro, så der er plads til, at alle ansøgere i ordentlig tid kan indsende en ansøgning. Således kan der tidligst sendes fra 1. januar og senest 1. juli næste år.

»Det er en sadistisk lille detalje, at der skal være to måneders sendepause. Enhver kan sige sig selv, at det er ensbetydende med, Radio24syv bukker under. Det vil være to måneder, hvor lytterne søger alle mulige andre steder hen. Det er det samme som at lukke radioen,« siger Mads Brügger.

Du ser også det som en del af den politisk besluttede lukning af Radio24syv?

»Ja. Men jeg håber, at man vil rulle de to måneder tilbage og komme til fornuft. Hvis ikke man vælger at gøre det, er det helt klart og evident for alle, at vi har at gøre med en politisk lukning af radioen.«

Mads Brügger, programchef på Radio24syv

»Vi bilder os ind og holder skåltaler om, at vi lever i et land med en stat og et parlament, som er venligt stemt over for politisk satire og kritisk journalistik, men min fornemmelse er desværre, at det ikke rigtig er tilfældet. «


Kold kærlighed

Mads Brügger nævner, at der har været kold kærlighed mellem Socialdemokratiet og Radio24syv helt fra radiokanalens begyndelse. Han henviser til, at Mogens Jensen (S) efter radioens fødsel bad kammeradvokaten undersøge, om man kunne rulle den tilbage.

»Det er den samme Mogens Jensen, som siger, at man skal respektere udbuddet. Det samme gentager vores nye kulturminister, Joy Mogensen. Den klinger meget falsk,« siger Mads Brügger.

»Mit succeskriterium har hele tiden været, at man forlængede radioen. Det, at FM4-båndet fortsætter uden for DR-regi, synes jeg grundlæggende er godt. Jeg ville jo ellers helst have, at det var os, der kørte det videre. Det er klart. Men det undrer mig, at politikere med åbne øje smadrer en radio, som imod alle odds blev en succes. Jeg spørger mig selv, om det samme sker i forhold til sygehusvæsen, hæren og hjemmeplejen. Hvis det er det samme vanvid, der foregår der, så er det virkelig alvorligt,« siger han.

Mads Brügger er samtidig stærkt bekymret for det, lukningen af Radio24syv er symptomatisk for.

»Vi bilder os ind og holder skåltaler om, at vi lever i et land med en stat og et parlament, som er venligt stemt over for politisk satire og kritisk journalistik, men min fornemmelse er desværre, at det ikke rigtig er tilfældet. Sagens kerne er, at Radio24syv er for fri og selvstændig og uafhængig, og det er et politisk problem,« siger Mads Brügger, der dog ikke oplever det som censur af kanalen.

»Men fordi vi på alle mulige måder er blevet forhindret i at videreføre radioen, så tolker jeg det i den retning,« siger han.

De næste fire måneder vil Mads Brügger og resten af Radio24syv fortsætte med at være kritiske og provokerende, siger han. Han vil leve op til frihedskæmperbindet.

»Vi vil holde vores uafhængighed og frihed i hævd, og vi vil fortsætte med at lave god, provokerende og kvalificeret taleradio, som vi har lavet de forgangne otte år. Og så vil vi slutte af med et brag.

Kommer I til at gå hårdere til Socialdemokratiet, end I har gjort før?

»Vi kommer til at gå hårdt til alle politiske partier og alle politikere. Det er ikke, fordi vi går specifikt efter Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti. Alle får den samme behandling hos os.«