Madanmeldelse: Havnebistro på nordkysten løfter sig langt over gennemsnittet

Restaurant Knud på Hundested Havn er et gastronomisk lyspunkt i sommerlandet, mener Berlingskes madanmelder Svend Rasmussen.

»Det er Knud, som er død.« Sådan lyder et af Tom Kristensens bedste digte, skrevet i 1933 til minde om den berømte polarforsker Knud Rasmussen, som netop var død efter endnu en ekspedition i Østgrønland.

Når grønlandskfødte Knud Rasmussen – hvis mormor var inuit, hvad de historieløse vandaler, der i denne uge overmalede hans statue i Hundested, tilsyneladende er for dovne og dumme til at sætte sig ind i – var på sydlige breddegrader, så boede han i et fantastisk hus i bakkerne over Hundested, hvor det fra sin plads stadig skuer ud over fisker- og færgebyen på kanten af Isefjorden og Kattegat.